Print denne Side

Ringorm hos kanin

Ringorm er en ganske almindelig svampeinfektion hos både kæledyr og mennesker. Ringorm er ganske ufarlig, men det er en træls infektion at slås med, da smitterisikoen er stor. Der er mange skrækhistorier på nettet, men slå koldt vand i blodet: ringorm er til at håndtere.

Hvad er ringorm

Ringorm er en lidt misvisende, fælles betegnelse for en svampeinfektion i huden. Der findes flere typer svampe, der kan forårsage ringorm, og deres sporer – mikroskopiske ”frø” som drysser af infektionen og som spreder smitten – findes overalt omkring os uden at det påvirker os. Det er en del af naturen, og både vi og vores dyr udsættes altså dagligt for eksponering af disse svampesporer uden at der sker noget ved det.

Trichophyton mentagrophytes og Microsporum Canis er de to typer ringorm, der ses hos kaniner. Førstnævnte ses oftest hos udekaniner, mens indekaniner oftere er smittet med M. Canis. Ringorm er dog heldigvis ikke særlig almindelig hos kaniner.

Kaniner kan leve med svampesporer fra ringorm i pelsen uden at de nogensinde udvikler en infektion, altså får ringorm. Infektionen kommer først, når sporerne kommer i direkte kontakt med huden, hvor der er en åbning/rift, som de kan trænge igennem, og kaninen samtidig har et svækket immunforsvar, så svampeinfektion kan etablere sig.

Killinger, ældre kaniner eller kaniner med svækket immunforsvar er mere modtagelige for ringorm, men også helt raske, voksne kaniner kan blive smittet, hvis der er tilstrækkeligt høje koncentrationer af sporer i deres miljø.

Hvordan ser ringorm ud hos kaniner?

Har din kanin ringorm vil den typisk udvikle pletter med skæl og rødme på ører, ansigt og poter. Der vil ofte være hårtab i de områder. I svære tilfælde kan det være hele kroppen, der er angrebet, så de skaldede pletter vil være over det hele, mens milde tilfælde måske kun viser lidt rødmen i øret.

Andre infektioner kan også ligne ringorm, så det er vigtigt, at det er dyrlægen, der stiller diagnosen.

M. Canis kan ses i flurouscerende lys, det kan T. Mentagrophytes ikke.

Hvordan smitter ringorm?

Ringorm er meget smitsom, og det er derfor, at ringorm er frygtet. Ikke fordi at det er en slem infektion, men fordi at det kan være svært at slippe af med ringorm igen – så længe kaninen er smittet, danner den nemlig hele tiden nye svampesporer, der bliver ved med at smitte. Det gør behandlingen svær. Sporerne er luftbårne, så de flyver rundt i dit hjem og sætter sig overalt, hvor støv kan lide at være. Her kan de overleve i op til to år og være en kilde til konstant smitte. Med god rengøring vil du dog begrænse smitterisikoen markant.

En kanin kan være bærer af ringorm uden at den nogensinde selv udvikler en infektion. Svampen kan nemlig kun udvikle sig og leve i huden, så så længe sporerne sidder i pelsen og ikke kan trænge ind i huden, så udvikler kaninen ikke ringorm. Men sporerne kan sagtens sidde i pelsen på den ene kanin og smitte en anden kanin, der er mere modtagelig for infektionen.

Sporer, der sidder i pelsen og altså ikke er blevet til ringorm, kan gå til grunde, når kaninen soignerer sig og slikker dem i sig. Det er ikke farligt for kaninen at slikke sporerne i sig, de dør i maven. Så har du to kaniner, der soignerer hinanden jævnligt, kan de faktisk begrænse smitterisikoen.

Behandling af ringorm

Har du mistanke om ringorm hos din kanin, skal du søge dyrlægehjælp med det samme. Jo hurtigere, din kanin kommer i behandling, jo bedre.

Medicinsk behandling kan desværre ikke stå alene, hvis din kanin har fået ringorm. Sporerne kan overleve helt op til 2 år, og så længe de er i miljøet, så er din kanin i risiko for at blive smittet igen og igen. Så grundig rengøring er en vigtig del af behandlingen – også efter din kanin er blevet erklæret rask af dyrlægen, for sporerne kan stadig gemme sig rundt omkring.

Får din kanin den rette behandling med det samme og gør du rent, så kan du forvente, at der går 3-5 uger før I er sluppet af med ringormen. Det vil dog kræve tre negative tests hos dyrlægen, før du kan være sikker på, at din kanin er rask.

Medicinsk behandling

Den mest effektive behandling er 25-50 mg/kg griseofulvin i døgnet. Derudover kan du behandle området med Canesten creme. Nogle dyrlæger anbefaler Lamisil. Hør altid din dyrlæge, hvilken behandling, du skal anvende.

Det er en god idé at vaske de angrebne områder med Virkon S.

Har du flere kaniner, skal du snakke med dyrlægen om behandling af disse også. En kanin kan sagtens være smittet med ringorm eller bære på sporerne uden at vise symptomer, og det vil gøre behandlingen af den angrebne kanin meget svær, hvis den hele tiden gensmittes af de øvrige kaniner.

Danner svampen sår/skæl, så fjern dem med det samme. De falder af og udgør en smitterisiko.

Rengøring

Din dyrlæge kan give dig Virkon S, som er et svampedræbende desinfektionsmiddel, som du bør vaske dit hjem med engang om ugen, mens din kanin er i behandling og også gerne i en tid efter. Virkon S bleger og pletter ikke, så det kan også bruges på tekstiler, tøj og tæpper. Derudover bør du støvsuge minimum en gang om dagen.

Der er dog ingen grund til at blive ulykkelig ved tanken om den håbløse kamp for at fjerne sporerne 100%. Sådan er det ikke. Der vil altid være svampesporer, men jo færre sporer, du har i dit hjem og kaninens miljø, jo mindre er risikoen for at kaninen (og du selv) bliver ved med at blive smittet. Det er når koncentrationen af sporerne er høj (som sker når et dyr eller du selv har ringorm og dermed drysser sporer rundt), at sporerne bliver et problem.

Sporerne er luftbårne, og du skal derfor bekæmpe dem på samme måde, som hvis du bekæmpede husstøvmider, fordi du eller din kanin havde støvallergi. Du slipper aldrig af med husstøvmider i dit hjem, men du kan mindske antallet af dem. Sådan skal du også se på ringorm. Og det er samme taktik, der skal benyttes: rengøring.

Du er nødt til at være grundig med din rengøring. Du straffer kun dig selv og din kanin ved at springe over hvor gærdet er lavest, for kommer du ikke til bunds, så vil sporerne blive ved med at være til stede. Sporerne ligger dog heldigvis ikke under din sofa og formerer sig. Svampen er kun ”levende”, når den er i huden, og det er her, at den danner nye sporer.

Har din kanin mulighed for at komme ud og løbe rundt i haven, så lad den være ude så meget som overhovedet muligt, mens den er smittet, så sporerne falder af udenfor. Det vil mindske risikoen for kontinuerlig smitte.

Hav en spand vand stående, hvor kaninen bor, med Virkon S i (blandingen skal altid være kraftig lyserød for at have en svampedræbende effekt), som du kan dyppe dine hænder i, når du har kælet med din kanin. Det slår eventuelle sporer ihjel, som kunne sidde på dine hænder. Det er også en god idé at have en blanding af Virkon S i en forstøver, som du kan sprøjte dit tøj med. En blanding holder en uge, indtil vandet ikke længere er lyserødt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>