↑ Tilbage til Problemadfærd hos kaniner

Print denne Side

Min kanin graver i møblerne

Graver din kanin i møblerne? I tæppet eller i sengen? Kaniner lever naturligt under jorden i store komplekse huler, og selvom det primært er hunkaninernes job at udgrave gangene, så ligger det også til en del hankaniner. Læs her hvad du skal gøre.

Hvorfor graver min kanin i møblerne?

At grave er helt naturlig adfærd hos kaniner. Det er derfor vigtigt ikke at straffe eller forsøge at afvænne kaninen med at grave – tværtimod skal vi som kaninejere forsøge at hjælpe kaninen bedst muligt med at få dækket dette behov.

I naturen graver kaniner for at bygge et hjem til dem selv. De lever under jorden i huler med gange i sirlige systemer. Gangene er kun ca. 15 cm. i diameter, men måler visse steder 40 cm. hvor kaninerne kan passere forbi hinanden i gangene. Gangene snor sig i alle retninger for at forvirre rovdyr, der kommer ned i gangene for at fange kaninerne. Derfor er der også mange udgange.

En koloni på 100 m2 vil have ca. 50 udgange – de officielle indgange og udgange, og så de hemmelige udgange, som findes under buske godt dækket til, og som udgraves under jorden. Dermed ser du aldrig noget jord fra hullet, da kaninerne fjerner jorden nedefra.
Dertil kommer de mange smuthuler i gangene, som fører op til gange ovenover. Flere af gangene ender i blindgyder. Det er deres huler, hvor de sover og ordner sig. Andre er redekamre.

Kaniner graver dog også overfladiske huller i jorden, som de bruger til at rulle sig i, eller for at se om der er saftige rødder, de kan spise. Hankaniner bruger også disse overfladiske huller til at markere territoriet med ved at lægge deres afføring.

Hvad skal jeg gøre hvis min kanin graver?

Er din kanin udekanin og har adgang til en løbegård, er det naturligvis en rigtig god idé at lægge hønsenet eller fliser i bunden. Sørg dog for at fliserne eller nettet er gravet så langt ned, at din kanin kan grave sig bare en halv meter ned i jorden. Er det ikke muligt, så kan du give din kanin adgang til en stor sandkasse (med blanding af sand og jord). Det giver ikke din kanin mulighed for at grave sig en hule eller en tunnel, men det giver alligevel mulighed for at få dækket behovet for at grave.

Indenfor foretrækker kaniner at grave, hvor det er mørkt og stille, hvilket oftest er bag møblerne. Formentlig opdager du det ikke, før du hiver sofaen ud og kan se, at den er ødelagt bagved. Eller måske er det madrassen i sengen, der er blevet gravet i eller gulvtæppet.

Det er ikke alle kaniner, der har et behov for at grave, men har din kanin det, skal du forsøge at give den mulighed for få dækket behovet. Giv den en papkasse fyldt med tæpper, hø, og papir, som den kan grave i. Prøv dig frem og se hvad din kanin kan lide at grave i – måske vil den hellere grave i sit toilet med træpiller, eller også foretrækker den tæpper. Du kan også tage en stor plastikbalje ind, som du har fyldt med sand og jord – men det vil sandsynligvis lugte, og den er tung.

Kaniner elsker at grave tunneler. Prøv at lave nogle tunneler af pap til din kanin, som du kan fylde med sammenkrøllede aviser, som den kan ”grave” ud. Formentlig vil den more sig meget med dette. Du kan prikke huller øverst i papkassen og stikke grene ned, så din kanin også kan more sig med at gnave dem over.

10 kommentarer

Spring til kommentar-formularen

  1. Clara & Nellie

    Kære kaninhåndbogen.
    Jeg har en sød lille kaninunge på blot 9 uger, som jeg elsker utrolig meget.
    Hun bor indenfor og kan gå frit rundt uden noget løfteri eller stres. Men hun er begyndt at gnave i vægge, blomster og puder, selvom hun får varrieret mad og friske frugter og grønsager men hun bliver stadig ved.
    Hun har det rigtig godt med opmærksomhed hver dag og hun sover i buret om natten.

    Har du nogen gode råd eller lign,?

    Hilsen Clara & den søde kaninunge Nellie.

    1. Kaninhåndbogen

      Tillykke med søde Nellie 🙂 Du skriver ikke noget om hvad hun har at gnave i? En kanin skal fortrinsvis have frisk hø/frisk græs at spise hver dag. Det skal være hendes hovedmåltid, ikke piller eller grøntsager (vær opmærksom på at frugt er slik, så det skal kun gives i begrænsede mængder). Kaniners tænder vokser ligesom negle, og de skal derfor slibes hele tiden. Høet/græsset er meget til at at slibe hendes tænder. Derfor er det meget vigtigt, at hun ikke spiser sig mæt i alt andet. Samtidig skal hun have friske grene, som udskiftes en gang om ugen, og hun skal have papkasser at gnave i. Find 2-3 papkasser og skær to huller i hver kasse, så hun kan hoppe ind i dem og så lad hende gnave dem helt i stykker. Papkasser er ikke bare papkasser, så hvis hun ikke er interesseret i dem, du har fundet, så find nogle andre. Du kan også prøve at give hende toiletruller, men formentlig vil hun ikke synes, at det er helt så sjovt.

      Hun er nødt til at have et alternativ til væggene og puderne. Blomster kan du nok ikke undgå at hun spiser, men hvis du dyrker friske krydderurter til hende i potter og sætter frem, så bør hun absolut foretrække dem. Det er også sundere for hende. Du skal blot sætte et net over det inderste af krydderurterne, så hun ikke kan gnave det i bund, for så holder de kun en dags tid.

  2. Sabrina

    Hej,

    Min indekanin graver i sit toilet, så det står ud til alle sider med lort og træpiller. Har du nogen ideer til hvad jeg kan gøre, for at få ham til at holde op?

    Mvh

    1. Kaninhåndbogen

      Kaniner kan jo godt lide at grave, så det er lidt synd at tage glæden fra ham. Du kan smutte ned i Kvickly og i deres grillafdeling købe sådan et net til at lægge oven på grillen (det er i smudsafvisende materiale, så det er superlet at gøre rent). Nettet gør at tis ryger ned i toilettet, mens pøllerne lægger ovenpå, så dem kan du bare lige vippe i wc’et. Så kan han ikke grave i toilettet, og pøllerne er du af med. Du kan også give ham lov til at grave og i stedet så finde en stor papkasse, hvor hans toilet kan stå indeni. Bare sørg for at der er to huller ind i papkassen. Så kan han more sig derinde, men det kan ikke flyve rundt, fordi papkassen kun lige skal være akkurat skal stor nok til at toilettet kan være i.

  3. Sofie Skak

    Hej,
    Min frie indekanin, er begyndt at grave og nappe på mig. Som regel hopper han op i sengen om morgen og tuller rundt, og så kan han finde på at grave mig i håret, og han kan også finde på at nappe i mit tøj.
    Han er kastreret og har aktivering rundt om i lejligheden.
    Har du en ide til, hvad det kan være, og hvordan jeg kan hjælpe ham med at stoppe?
    Mvh Sofie

    1. Kaninhåndbogen

      Umiddelbart lyder det som om din kanin soignerer dig, når han graver dig i håret, hvis han også napper dig i håret? det er ment kærligt. Hvis han kun graver, så er det leg. Nogle kaniner er meget bestemte og napper gerne deres ejer i benene eller buksekanten, hvis de lige står i vejen. Det er ikke ondt ment. Se det som en fantastisk at have sådan en kanin med stor personlighed. Alt i alt lyder det dog som at du har en teenagekanin – de er nogle bøller. I så fald, så sæt ham ned fra sengen, når han gør det, hvis det generer dig, og skub ham blidt væk, mår han napper i dit tøj.

  4. Signe

    Hej 🙂
    Vores dejlige kanin er super opmærksomhedskrævende. Men nu det sådan lige lovlig meget, så vi blev lidt i tvivl om noget er galt?
    Han er kastreret og er frikanin i vores hus.
    Han vil nusses hele tiden!
    Og på den sidste er han begyndt at nappe når vi sidder i sofaen. ikke i vores hænder, men han nappede mig sgu i ballen forleden, ellers i tøjet, nakken eller ligende. Han er også begyndt at “kradse” på sofaen, i tæppet og på os. Normalt plejer han at sidde på sofa ryggen og slikke min mand i nakken. Men nu er chancen for at han kradser ham i nakken større. Og så ligger han gerne et par pøller i samme omgang. Man kan godt distrahere ham ved at klø ham på hovedet, men du kan ikke holde op i mere end 10 sek før han begynder med sit show. Og så i dag begyndte han at kradse helt vildt i tæppet der lå imellem os og endte med at tisse + pølle :c/. Hvorfor nu det? Og er der noget vi kan gøre? Han er jo super dejlig og en kærlig kanin.. det sker oftest om aften efter aftenmadstid hvis vi er i sofaen og hygger.. og det kunne jo være rart at kunne 🙂

    1. Kaninhåndbogen

      Umiddelbart lyder han jo som en kanin, der er blevet kønsmoden. Du skriver ikke hvor gammel han er, men ud fra hvad du skriver, så er han ikke helt lille, men måske omkring de 12 måneder? Jeg kan godt forstå, at I er lettere irriteret, for det er da hyggeligere at blive slikket i nakken end at blive gravet. Mit bedste bud er at han jo viser lidt tegn på utilfredshed, og at han måske ikke helt får dækket alt sit sociale behov hos jer, så løsningen er at give ham en veninde – hvis I har mod på en kanin til.

  5. Winnie Holm

    Vi har 3 dværgkaniner, en kastreret han som er far til 2 hunner som ikke er neutraliseret. Deres mor måtte aflives da de kunne klare sig selv. 4 uger efter fødslen opdagede vi at hun blev langsommere og efterhånden blev bagkroppen lam. Ungerne fik stadig lov at die hos hende oppe i reden ( utroligt hun kunne kravle derop) men hun var en sej mor. Vi havde hende til dyrlægen 1 gang men de kunne ikke mærke brud. Vi skulle se tiden an for af og til kunne det gå i sig selv igen. Det gjorde det ikke og vi fravalgte en røntgenundersøgelse og hun fik fred da ungerne ikke diede mere. I al den tid spiste og drak hun som hun plejede og kravlede også ud i sandkassen når de fik æblegrene og mælkebøtter m.m. Hun elskede mad. Hvil i fred Snehvide.
    De har altid enes for de bor sammen i et stort 2 etages hus der er sat ind i et legehus udendørs med 2 løbegårde. Her kan vi sidde tørt og dejligt når de fodres og når de skal hygges med eller rengøres. De går kun til lågerne i kaninhuset aldrig ud til hvor vi sidder. Som små gjorde de men ikke mere. De bliver båret udenfor til en stor løbegård som sættes på græsset. Det er til at fjerne på nul komma 5. Her er der plads til 3 børn under 8 år der kan hygge og lege med kaninerne.
    Den ene løbegård er med fliser der ligger vandret i hver side og i midten lidt jord. Her har de et lille hus af træ hvor de ofte ligger på taget eller kravler ind i. Der er forskellige ting de kan lege med.
    Der er 2 udgange. Den ene er fra underdelen af et kaninhus hvor faderen i sin tid boede mens moderen fødte og passede ungerne. Den gang var løbegården delt i 2 så de kunne være ude samtidig og se hinanden. Der er også dobbelttråd fra hans hus og ind til det store hus så de kan altid se hinanden. Her bliver maden serveret. Kun grøntsager og mælkebøtter bliver serveret i løbegården.
    Den anden udgang er fra det store hus med 2 etager. Det lille rum øverst var reden hvor hun fødte ungerne indtil de selv kunne komme ned ad slisken som er i det store rum øverst. Her er drikkevandet også. De sover tit i reden.
    I underetagen er der som sagt en udgang mere til gården med fliser. Den er fyldt med halm og det ender på mystisk vis ude i løbegården.
    Under reden er der lavet en udgang gennem kaninhuset og legehuset med et stort plasticrør som ender i et rum med plexiglas som tag. For enden af det rum er der endnu en udgang til nr 2 løbegård. Det er selve sandkassen fra børnene som er blevet forhøjet så kaninerne også her kan stå op. Ovenover er der sat et rustfri jerngitter der giver sikkerhed for vilde dyr og de kan heller ikke selv komme ud. Her hænger en gynge som de ofte bruger og det ser vild sjovt ud når de bevæger hoved/nakke for at holde den i bevægelse. 😉😂😂
    Dette er sandkassen som de kan grave i m.m. Bunden er lavet af træ som siderne.
    Så kommer mit spørgsmål:
    Er det sådan kaniner bygger tunneller og huler i naturen at de fylder sand/jord i munden og transporterer det væk?
    Og med væk mener jeg helt ind i underetagen af det store hus. I løbet af ingen tid ligger der 3-4 cm sand under halmen overalt på gulvet?
    En lang fortælling som var nødvendig. 🌹🙏🏻
    På forhånd tak
    Winnie

    1. Kaninhåndbogen

      Dit spørgsmål forsvandt heldigvis ikke 🙂 Hvis dér, hvor de graver ikke, er i nærheden, så er det nok mere fordi de har sand og jord overalt i pelsen, som de slæber rundt med sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>