↑ Tilbage til Problemadfærd hos kaniner

Print denne Side

Min kanin er urenlig

Kaniner er territoriale dyr. Det kommer man aldrig udenom, og det er derfor vigtigt at forstå at kaniner ikke tisser ved siden af toilettet for at provokere. En neutralisering vil fjerne en stor del af denne adfærd, da den primært er hormonalt betinget.

Hvorfor er min kanin urenlig?

Kaniner er meget renlige og lærer hurtigt at bruge en kattebakke, så når du oplever problemer med at din kanin tisser i sofaen, i sengen eller bare ved siden af toilettet, så skyldes det oftest ikke, at din kanin er urenlig – men at den ikke er neutraliseret og dermed markerer sit territorium.

Selv kaniner, der bor alene, vil markere deres territorium hvis ikke de er neutraliserede.

Han- og hunkaniner markerer deres område forskelligt. Hunkaniner vil oftest markere rundt om buret, mens hankaniner gør det over et større areal, hvilket skyldes deres naturlige rolle i kolonien (hankaniner passer på området, mens hunkaniner beskytter deres redekamre).

Når hankaniner bliver kønsmodne og kurtiserer hunkaninerne sprøjter de dem ofte med deres urin. Er der ikke nogen kanin i nærheden, overfører kaninen sit seksuelle behov over på dig. Kaninejere med intakte hankaniner, der bor alene, oplever derfor tit at blive strintet på.

Når din kanin er neutraliseret og stadig markerer…

Du respekterer ikke dens territorium

Oplever du at din neutraliserede kanin tisser eller lægger afføring lidt rundt omkring, bør du tænke over om du løfter kaninen ud og ind af buret eller på anden måde blander dig i dens område.

Det er vigtigt, at kaninen føler, at dens område tilhører den og ikke dig. Husk at buret aldrig må være en straf, men skal være dens hule, hvor den kan trække sig tilbage og være i fred. Derfor må du heller aldrig bare stikke hånden ind til kaninen når den er i sin kasse eller sit bur for at kæle med den. Vil kaninen kæle, skal den nok hoppe ud til dig.

En ny kanin er flyttet ind

Er der flyttet en ny kanin ind, kan du godt opleve at din ellers tidligere renlige kanin pludselig begynder at tisse ved siden af eller lægge kaninpøller rundt om i huset. Det er meget almindeligt, når der sker ændringer i en kanins liv. Også selvom det er en god ændring.

Det plejer at forsvinde lige så hurtigt, som det opstod. Men pas alligevel på at din kanin ikke udvikler en dårlig vane i den periode. Ryd derfor hurtigt og konsekvent op efter dem.

Det plejer at forsvinde af sig selv efter en periode, men du kan hjælpe det hurtigere på vej ved at ommøblere rummet, hvor kaninerne befinder sig, og vaske gulv og vægge med Rodalon og eddike, så alle duftmarkeringer i rummet forsvinder.

Hvornår er kaninen urenlig og hvornår markerer den?

Nogle kaniner tisser ved siden af toilettet, simpelthen fordi de er for store til toilettet og ikke kan ramme rigtigt. Det gælder om at holde øje med, hvor tit det sker og om det virker bevidst eller ej.

Sker der uheld hele tiden,, så kan din kanin måske ikke lide den type toiletgrus, du bruger (de fleste kaniner er glade for træpiller). Måske er toilettet for beskidt til, at den vil bruge det. Måske har den ikke lyst til at dele toilet med en anden kanin. En del kaniner kan ikke lide hjørnetoiletter. Måske skal du omrokere tingene i buret eller helt flytte toilettet ud af buret, hvis kaninen er fritgående.

Forsøg i en periode konsekvent og hurtigt at tørre urinen op og læg det våde papir i toiletbakken. Virker det ikke, kan der være territoriale årsager. I så fald, skal du tørre urinen op, men lade være med at vaske buret af med eddike. Lad buret lugte på den måde, som kaninen tydeligvis ønsker, i en periode.

Nogle kaninejere har held med at belønne kaninen for at gå på toilettet. Giv din kanin nogle godbidder, hver gang du ser den hoppe ind på toilettet, og sørg også for at der altid ligger nogle godbidder i toilettet.

> Læs mere om renlighedstræning af kaniner 

6 kommentarer

Spring til kommentar-formularen

  1. Dan

    Hej

    Min kæreste og jeg har en hankanin på 1,5 år. Han render frit rundt i vores 2-værelses lejlighed, og har ikke noget bur. Han er kastreret og er renlig, medmindre vi flytter for meget rundt, så markerer han sin utilfredshed i en halv til en hel dag. Dette er dog sjældent.

    Nu er der imidlertid sket en stor forandring, da vi har fået 2 katte. Vi holdt kanin og katte adskildt de første par dage, og førte dem så langsomt sammen. Det gik og går også fint, selvom vores kanin har det med at jagte og nappe kattene, hvilket han får et par dask af en gang imellem, hvilket dog ikke stopper ham.

    Desværre er han også blevet urenlig, og pøller og tisser overalt i vores soveværelse, hvor hans bakke og mad er. Han tisser og pøller ikke andre steder. Han benytter sig stadigt af sin bakke, men det virker meget ligeligt fordelt, om der skal pølles/tisses i bakken eller på gulvet eller i sengen. Det sker dog især, når vi ligger i sengen, hvor han ynder at kigge på os, mens han tisser på dynen.

    Det har nu stået på i 2 uger, og det virker ikke til at gå i sig selv, som I skriver, at det kan.

    Har i nogen forslag og råd til, hvad vi kan gøre og få vendt situationen og få sat en stopper for tisseriet?

    1. Kaninhåndbogen

      Når jeres kanin ellers har været renlig, er kastreret og urenligheden først opstår, når to nye katte flytter ind, så er problemet da heldigvis så konkret og håndgribeligt, at det gør det lettere at løse. Han markerer, fordi han føler sig utryg. I må tænke lidt kreativt for at han føler sig mere tryg og ikke har behov for at markere sit territorium så meget. Har han papkasser, som står rundt omkring, og som eventuelt har så små indgangshuller, at kattene ikke kan komme ind? (husk der altid skal være to huller), har han nogle steder hvor han kan trække sig hen, hvor kattene ikke har adgang? Selvom han jager og napper kattene, så er kaniner ikke aggressive i den forstand, så det er mere tegn på utryghed end aggression, selvom det ikke kan synes sådan. Han har det ikke godt med kattene, og det er essensen af det hele. Men det behøver ikke betyde, at det altid vil være sådan.

      Derudover kan I prøve at købe Pet Remedy, som er et beroligende og afstressende middel, som har rigtig stor effekt på kaniner. Det er en spray, og mange har haft stor glæde af det i forbindelse med kaninsammenføringer, der ellers har syntes umulige. Forhåbentlig kan det hjælpe.

      I forhold til markering, som kommer når f.eks en ny kanin flytter ind, så kan det som nævnt stoppe lige så brat, som det begynder. Oftest desværre ikke helt så hurtigt, som man kunne tænke sig. Nogle gange først efter en måned eller 3 måneder.

      Hvis det er nogen trøst, så kan kaniner ikke se lige foran sig, så hvis han sidder med hovedet vendt lige mod jer og tisser, så er det ikke fordi, at han sidder og kigger på jer. Hvis det giver den mindste trøst…

      Vask jeres sengetøj i eddike (udskift skyllemidlet med eddike, det har samme effekt og så neutraliserer det eventuel lugt) og hold ham fra sengen, så vidt muligt, selvom det lyder utrolig sødt. I har ikke nævnt om han fornyligt er kastreret – men især hankaniner kan blive virkelig stride med deres markering ca. 5 efter kastration.

      1. Dan

        Vi havde egentlig ikke indtrykket af, at den lille fyr var/er utryg. Kropssprog og ører indikerer mere interesse, men vi kan selvfølgelig tolke det forkert. Han har sit eget lille sted bagerst i stuen med et tæppe og en sutteklud under en stol, hvorfra han kan se verden, og det sted har han helt for sig selv. Han har aldrig vist interesse for papkasser.

        Vi prøver evt. Pet Remedy, vask i eddike og at holde den lille fyr lidt fra sengen og så må vi væbne os med lidt tålmodighed. Han blev kastreret i maj sidste år.

        Vi takker mange for det hurtige svar, og håber på, at situationen snart løser sig, så vi ikke behøver vaske sengetøj hele tiden.

  2. Stine

    Hej kaninhåndbogen.

    Jeg har lige adopteret en 6 mdr. gammel hun kanin som er skulle være steriliseret. Hun pøller i sin bakke, men hun hopper også op i sofaen og pøller. Hvordan kan det være? Og hvordan kan jeg vænne hende af med at pølle i sofaen? Hun har kun været hos mig 2 dage, så kan det have noget med at afmærke territorium i det nye hjem?!

  3. Maria

    Hej.
    Jeg har en han kanin på 11 måneder som blev neutraliseret her for 3 uger siden.
    For en 2 ugers tid siden begyndte han pludselig at grave helt vanvittigt – både i alle hans tæpper og især i gulvet, men tænkte det måske bare var en fase han var i?
    Fordi nu gør han det ikke i det omfang som han ellers har haft gjort. Dog er han nu begyndt at tisse alle andre steder end i hans bakke, specielt badeværelsesgulvet er et hit, og får han chancen løber han derud og både tisser og laver voldsomt mange lorte – nu er jeg så begyndt at lukke døren derud til, men i stedet finder han bare andre steder i lejligheden hvor han kan gøre det, også gerne i sofaen hvis han får muligheden for at kunne hoppe derop.

    Jeg har anskaffet mig endnu en bakke til ham – to forskellige steder i lejligheden – men det hjælper ikke rigtigt. Forstår ikke hvorfor han pludselig ikke vil bruge bakken mere, for han har lige siden jeg fik ham altid hoppet deri og 3 uger efter en neutralisering burde han da ikke begynde på det fis.
    Hvad kan jeg gøre?

    1. Kaninhåndbogen

      beklager sent svar – er han faldet til ro igen? Det er slet ikke ualmindeligt at hankaniner lige får en tur et par uger efter de er blevet kastrerede, hvor de bliver små djævle og markerer og ødelægger alt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>