↑ Tilbage til Problemadfærd hos kaniner

Print denne Side

Min kanin bider

En kanin, der bider, eller er “sur” er desværre temmelig almindeligt.  Hvis din kanin bider, er der en grund til det. En “sur” kanin er oftest en intakt kanin, der sidder i bur. Når intakte kaniner oftest bider skyldes det hormonniveauet i kroppen, som gør kaninen territorial og hurtig til at forsvare sig selv og sit territorium.

Hvorfor bider min kanin?

Kaniner er byttedyr og hele 2/3 af alle kaninunger i naturen dør inden de er 1 år gamle. For at sikre artens overlevelse, bevogter kaninerne med stor nidkærhed deres territorium mod rovdyr. De kan ikke andet end at bide fra sig og kæmpe for deres liv. Det ligger i deres natur at beskytte deres territorium mod andre for at holde sig i live.

Et bur er tamkaninens territorium, og den vil have et instinktivt behov for at forsvare det mod enhver fremmede, som forsøger at komme ind på territoriet. Behovet for at forsvare sit territorium er i høj grad hormonalt betinget og ved at neutralisere kaninen fjerner du denne adfærd.

Læs om neutralisering af kanin.

Hvad skal jeg gøre, hvis min kanin bider?

Kaniner er ikke aggressive dyr, så der er altid en god grund til det, hvis de begynder at bide. Særligt hvis de er neutraliserede.

Din kanin bør altid være neutraliseret. Det gør dem mere rolige, mere kælne og mindre territoriale. Oplever du alligevel at din kanin bider, så skal du se på dens forhold og hvordan du omgås den.

Kaniner, der føler sig truede eller generet, vil bide. Særligt hvis deres territorium ikke respekteres. Stikker du hånden ind til kaninen i dens bur? Flytter du rundt på tingene i buret, selv når kaninen er derinde? Løfter du kaninen? Hvis du kan nikke ja til dette, så vil kaninen føle, at den har brug for at forsvare sig overfor dig.

Kaninens eget område skal altid respekteres. Kaniner er territoriale, selvstændige dyr – og i meget høj grad, hvis de ikke er neutraliserede.

Kaniner er ikke dyr, der skal løftes, da det sætter naturlige naturlige forsvarsreaktioner i gang hos dem. Et løft betyder rent instinktivt for en kanin, at den er blevet taget af et rovdyr. Det er ubehageligt for kaniner at blive løftet, og det er forståeligt, at de kæmper imod.

Sidder din kanin meget i bur?

Kaniner, der holdes meget i bure, er mere tilbøjelige til at bide – simpelthen ud af frustration og irritation. Kaniner bør ikke holdes i bure, hvor de ikke har mulighed for at løbe rundt, og det er forståeligt, at kaninen reagerer med frustration over dette.

Særligt kaniner, der sidder alene i små bure ude i haven, kan finde på at bide. Deres livskvalitet er meget lav: ingen frihed til at bevæge sig, ingen andre kaniner at socialisere med, ingen have at udforske, og ingen muligheder for at lave noget som helst. Deres eksistens er baseret på isolation og ensomhed.

Som ejer kommer du måske kun ud 1 time om dagen, og forholdet mellem kanin og ejer er derfor nærmest ikke-eksisterende. For den er du en fremmed, som den må beskytte sig mod.

Måske bider kaninen kun, når den engang imellem får lov at komme ud og løbe, og den skal ind igen. Forklaringen er temmelig simpel: endelig får den mulighed for at mærke bare et snert at et ordentligt kaninliv og så bliver det taget fra den igen.

Kaniner behøver slet ikke holdes i bur. De kan meget let renlighedstrænes, og har de rigeligt med grene, papkasser osv. så vil de heller ikke ødelægge dine ting (selvom det altid er en god idé at kaninsikre dit hjem.) Du kan også give din udekaniner masser af plads. Få inspiration til kaninbure.

Bider eller markerer din kanin?

Nogle kaniner giver et nap, når de gerne vil have opmærksomhed. Nappet er langt mere blidt end et egentligt bid, som gør afsindig ondt. Det er dog ikke i ond mening, at kaninen napper, men simpelthen for at du lige skal lægge mærke til den og sætte dig ned og kæle med den. Det er blot en markering. Det er kaninens eneste måde at hidkalde sig din opmærksomhed.

43 kommentarer

Spring til kommentar-formularen

  1. Sally

    Min kanin løber væk fra mig når jeg prøver at kæle den hvad skal jeg gøre for at min kanin og jeg bliver meget tætte på hinanden

    1. Kaninhåndbogen

      Det lyder træls. Prøv evt. at læse nogle gode råd her, og ellers så skriv igen og fortæl lidt mere om hvordan din kanin bor, og hvad du gør, når den stikker af: http://www.kaninhaandbogen.dk/sp%C3%B8rgsm%C3%A5l/hvordan-goer-jeg-mine-kaniner-tamme/

  2. Sally

    Okay tak for svar

  3. Emma

    Hvordan er kaniner når de kommer i teenage-alderen er det sådan at de er sure og bider eller noget?

    1. Kaninhåndbogen

      Nej, de er slet ikke sure. De fræser bare meget rundt og så undersøger de alting – med tænderne. Så der bliver gnavet meget i møblerne. Man skal være tålmodig, når man har en teenagekanin 🙂 De er til gengæld fyldt med spilopper og fart, så det er stor underholdning. En kanin bør ikke bide eller være “sur. Så er det, fordi at den er utryg eller mistrives. MEN, når kaniner bliver kønsmodne (samtidig med teenageperioden), så bliver de også mere territoriale (forsvarer deres område), og hvis man ikke respekterer deres område, så kan de godt finde på at bide fra sig – men det ses nu egentlig kun hos burkaniner, som jo ikke trives så godt. Hunkaniner kan også gå hen og blive falsk drægtige (altså tro, at de er gravide, selvom de ikke er det), og så bliver de pirrelige og kan bide fra sig. Det er hos han- og hunkaninerne ikke på grund af at de er sure, en på grund af hormonerne i kroppen. Både han- og hunkaniner bør neutraliseres, så snart de bliver kønsmodne. Så undgår man netop, at de bliver territoriale. Det er aldrig for sent at få neutraliseret en kanin.

  4. Emma

    Okay mange tak for svar

  5. neda

    Jeg skal snart have en kanin men må man have den i balkon

    1. Kaninhåndbogen

      En kanin kan godt bo udenfor, men en balkon er jo noget lille. Den skal helst have min. 9 m2 at bevæge sig på hele tiden. Så din kanin skal altså ikke leve i et bur, men må gerne have et bur til rådighed, hvor den kan have sin mad og sit toilet, og så skal den ellers have 9m2 at løbe rundt på. Er der plads til det? Du skal også overveje, hvordan din balkon/altan er placeret. Kaniner nyder at solbade, men en sydvendt balkon/altan vil alligevel være for meget, hvis du ikke sørger for, at der er skygge på den, i form af planter, kasser osv.

      1. Belgin

        Et spørgsmål med hensyn til balkoner. Jeg har et åbent altan uden tremmer, men med en form for “betonmur”, som kan ses her: https://www.dabbolig.dk/imagegen.ashx?width=700&height=420&crop=Resize&image=/media/BoligExtra/34/13/B1_3413.jpg&AltImage=/img/page1-0.jpg

        Ville jeg kunne have kaninen løs udenfor på altanen? Dens bur vil være indenfor, men jeg undrer mig over, om kaninen kan finde på at hoppe ud over altanen. Jeg bor i stueetagen nemlig.

      2. Kaninhåndbogen

        Det ville være meget mærkeligt hvis den hoppede ud over altankanten. Ikke bare skal den hoppe ud i intet, men den skal også hoppe højt uden tilløb. Bare sørg for at du ikke har noget, der står lige opad, men selv hvis du havde, ville det være ret vildt, hvis kaninen hoppede ud.

  6. Annika

    Jeg har en sød, kastreret hankanin med et roligt sind, og alligevel fuld af spilopper 🙂 Derudover har jeg en også neutraliseret hunkanin, der er en smule bestemt, og kan godt lide at eje hele rummet, når hun løber rundt i hele værelset og undersøger alting 😉

    De to har fået unger lige inden de blev neutraliseret sammen. Det gik fint, og jeg har tre små dejlige, sunde 7-ugers kaninunger idag. Problemet er dog, at hunnen og hannen ikke er specielt glade for hinanden… De har mødtes et par gange hvor efter de parrede sig, men ellers er de ikke rigtig interesserede i at være sammen med den anden part.

    Idag satte jeg hunnen ind i hannens bur, og han havde ikke som sådan noget problem med det, indtil hun så lavede den der hvor hun stamper i gulvet, og løber rundt og ejer lidt det hele. Her bliver han sur, og angriber let, og inden jeg ved af det løber han rasende efter hende. Jeg skiller dem selvfølgelig hurtigt ad, og nu står jeg lidt i et dilemma.

    Hannens bur er ikke stort, og rummer kun til netop én kanin. Er han blevet sur på hende, og stresset over at der ikke var meget plads? Eller kan de ikke lide hindanden, og er pengene gået til spilde ved at sterilisere hende? Jeg købte hende som indekanin i efteråret, og planen er at give hannen noget selskab til foråret, når ungerne er solgt. Sælgerne af hende har dog løjet om hende:
    Beskrivelsen var: “Sød og rolig hunkanin”, hvilket hun ikke var i nærheden af da jeg fik hende.
    Hun var ikke tam, hun brummede, knurrede, stampede og angreb min hånd så snart den kom for tæt på. Det varde i ca. en måned eller to før jeg fik gjort hende nogenlunde tam.

    Hvad havde du gjort i denne situation? -Undskyld, den lange besked, haha 😀
    Mvh.

    1. Kaninhåndbogen

      Det lyder som om du griber sammenføringen helt forkert an. Du må ikke sætte din hunkanin ind i hankaninens bur – eller omvendt – hvis de ikke er venner. Læs alle siderne om kaniner og deres sociale behov, så du forstår dem lidt bedre: http://www.kaninhaandbogen.dk/kaniner-som-kaeledyr/kaniners-sociale-behov/

      Umiddelbart, baseret på dit korte indlæg, så vil det være en god idé at købe en løbegård – den her fra Zooplus er god – og lade f.eks din hunkanin bo i den inde i stuen. Lad så hankaninen rende frit. Lad dem bo sådan i 2 uger, hvor de vænner sig til hinanden på deres egne præmisser, uden at det er dig, der tvinger dem til at forholde sig til hinanden på lidt plads. Hvis de vil hilse på hinanden, så løber de hen til hinanden, og vil de ikke, ja, så skal du ikke blande dig i det.

      Efter to uger, så kan du lige skrive igen og fortælle, hvordan de interagerer med hinanden. Løber den ene frem og tilbage langs tremmerne, graver osv, eller er de helt rolige? Formentlig vil de have vænnet sig til hinanden og du kan fjerne buret og give dem PLADS til at hilse på hinanden – i DERES tempo. At tvinge to kaniner til at forholde sig til hinanden på meget lidt plads i et bur er meget unaturligt, og det vil altså give problemer. Selv hos to kaniner, der ellers ville være perfekte sammen.

  7. Birgit Skovsgaard

    Hej…
    Jeg bliver simpelthen så forvirret over alle de måder af sammenføringer…
    Jeg mistede min Elvis. Min makker til Sylle. Og bestemte mig derfor at få en ny han kanin Nugga.
    Han er nu kastereret og det er nu 4 uger siden.. Han har gået i sin egen løbegård, siden jeg fik ham. Ligeledes har Sylle sit eget bur…
    Nu vil jeg jo så til at præsentere dem for hinanden. Da jeg har planer om de skal bo sammen i en stor ny hus jeg har købt til dem….
    Her i weekenden har jeg prøvet at sætte dem i løbegården på græs med hegn imellem i en 3 timer hvilket er gået ok. De har kunnet lugte og se hinanden…. Sylle ville gerne over til ham, men det må vente..
    Så hvad gør jeg nu?
    Forsætter med dette? Køre tur med dem? Eller hvad
    Venter spændt på svar…. Vh Birgit

    1. Kaninhåndbogen

      Ingen køreture! Det er simpelthen så stressende, at det må kun bruges, hvis kaninerne slås og man har prøvet alt andet. Når det er to hankaniner, så er det bedst at gå lidt langsommere frem. Lad dem gå ved siden af hinanden, hvor den ene er i løbegård. Hele tiden. Ikke kun tre timer, som du har gjort i dag. De skal bo sådan side om side. Lad det være sådan en uge eller to indtil du ikke længere ser nogen form for markeringer (sprøjt med urin, graven, løben frem og tilbage langs løbegården, bid gennem tremmer, spring osv). Når der ikke er noget af den slags, så kan du lade dem møde hinanden. Når de møder hinanden udenfor tremmerne, så sørg for at der ikke er toiletter, kasser osv, som de kan blive uvenner over. Det kan du langsomt sætte frem til dem, hvis du kan se, at det går godt. Du skal dog stadig sætte Nugga i løbegård, når de ikke er under opsyn.

      …vær opmærksom på, at lige så lang tid det tager at vænne dem til at gå sammen på et større område, lige så lang tid skal du bruge på at vænne dem til at bo sammen i et bur. Så når du har sammenført dem ét sted, skal du starte forfra med buret. Og sørg nu for at det er stort nok til at de kan trives. De skal have adgang til løbegård på min. 9 m2 (per kanin) hele tiden.

      Pøj pøj.

  8. Maria S

    Min neutralitet dværgevædder han kanin bider i alle ting når vi sover.. han er frit gående og omgås min neutralitet hun kat.. de er ser ud til at være rigtig glade for hinanden og leger sammen inden vi går i seng.. Men alligevel så når vi vågner har han bidt i al mulige ting.. er meget bekymret for ham og overvejer selv om det er fordi han mangler en ven? Eller hvad ka det være? 1000 tak på forhånd 🙂

    1. Kaninhåndbogen

      Åh ja, lykken ved kaniner 😉 Det er dejligt at læse at han er fritgående døgnet rundt, og I tager det så stille og roligt med at han bider i ting 🙂 Der kan være flere ting i det – hvis han ikke er så gammel (under 12 måneder) så spiller alderen lidt ind. Kaninunger er bare mere destruktive, så der er håb forude. Men uanset om han er en unge eller en voksen, så skyldes det kedsomhed og/eller at han ikke har andet at gnave i end jeres ting. Kaniner skal gnave i ting – det er nødvendigt for at de trives, og der “klør” i tænderne på dem, hvis de ikke kan komme til det. Det er jo en måde at slide tænderne på. Så sørg for at han har noget at gnave i og noget at give sig til, så det ikke går ud over jeres ting. Har han friske grene at gnave i? (de skal udskiftes hver uge). Har han en papkasse at rive og gnave i? Får han rigeligt med hø? Har han en aktivitetsbold med foder i, som han kan lege med? Får han aktiviteteslegetøj? I kan bruge tomme toiletrulle og fylde dem med lidt godbidder, særligt lækkert urtehø og måske nogle brombær- eller hindbærblade. Så får han brugt både tænder og hoved lidt, så han ikke keder sig.
      En ven vil naturligvis også hjælpe, men hvis han ikke har noget af ovenstående, så skal I absolut give ham dette – også hvis han havde en ven. Kaniner, der keder sig, er bare mere destruktive.

  9. Freja

    Min kanin bider i vand dunken når den drikker hvorfor gør den det

    1. Kaninhåndbogen

      Fordi den har svært ved at få vandet ud af den. Vanddunke er ikke så gode til kaniner. Det er langt bedre at du giver din kanin vand i en skål. Det er langt mere naurligt for den.

  10. Nanna

    Nu er jeg jo ret ung (11 år) og spør tit min mor, som hved mere men alligevel ville jeg altid være sikker på mit svar. Min kanin er hunkanin (5 mdr) og er som regel altid meget sød og god. MEN den kan godt blive aggressiv engang imellem. vi tror at den at det måske er fordi den føler sig falsk drægtig, men som jeg sagde ville jeg have et korrekt svar og ville være sikker på hvad jeg kan og skal gøre for at min kanin har det godt. Når jeg nogle gange skal nusse min kanin lægger den ørene ned og med en hurtig bevægelse både bider efter mig og kradser mig, selvfølgelig bliver jeg trist for jeg ville have at min kanin er glad. Jeg håber i kan give mig svar og at jeg kunne spørge jer en anden gang hvis jeg har flere spørgsmål 🙂

    1. Kaninhåndbogen

      Jeg kan godt forstå at du bliver trist, når din kanin bider efter dig. Det er da ikke rart for hverken dig eller den. Der kan være to ting i det – og formentlig en kombination. Hun er formentlig falsk drægtig som du er inde på, eller i hvert fald bare har den adfærd som intakte hunkaniner har. Hun skal steriliseres, men det ved du godt, kan jeg læse mellem linjerne, når du kender til falsk drægtighed. Derudover kan din kanin være burkanin. Burkaniner trives ikke så godt, og de har større tendens til at bide fra sig. Så for at få den kælekanin, du har ønsket dig, så hør din mor om I ikke kan få hende steriliseret. Det kan jo være en julegave eller fødselsdagsgave til dig, hvis I ikke lige har råd – du får jo en helt anden kanin ud af det. Og derudover hvis hun bor i et bur, så se om I ikke kan gøre noget for at hun kan flytte ud af det. Hvis hun bliver steriliseret er hun meget lettere at gøre renlig, så hun kan rende frit indenfor og blot bruge en kattebakke. Bor hun ude så byg en stor løbegård til hende eller indhegn haven – husk forresten at udekaniner helst ikke bør gå alene, da de bliver alt for ensomme.

  11. Nanna

    Hej igen. Min kanin er blevet mere rolig igen. Den “bider” kun ud efter mig engang imellem og højst en gang om ugen, men ikke så det bløder eller noget. Måske har det også været fordi hun blev passet i pension da jeg var på ferie (9 dage). Hun elsker at blive kælet med og kan sidde hos mig i lang tid og nusse.Vores to små hermelin søstre har altid gået sammen og går nu i et udebur som er ret stort og i to etager hvor de færdes frit. For ca 6 uger siden fik vi lavet en løbe-gård i haven på ca. 16 m2 hvor de kommer ud mindst en gang om dagen. Det blev vi anbefalet af en dyrelæge fordi de var begyndt at “hyppe” på hinanden. Så nu gør de det kun nogle gange men ikke så tit. Dyrlægen anbefalede også at vi skulle se tiden an før vi fik dem neutraliseret. vi (mig og min bror) har dem meget ude af buret: om morgenen er de indenfor før vi tager i skole, eftermiddag er de i løbegård og nogle gange også om aftenen. Jeg har astma så min kanin kan ikke flytte ind og bo der hele tiden. Jeg overvejer stadig steriliseng men vil gerne se tiden an for jeg synes det går ok ligenu. mvh Nanna

  12. Mia

    Min kanin har bidt mig 2 gange
    den ene gang tror jeg bare den var træt af,at blive kælet,og ville ned
    anden gang havde jeg haft den oppe en del,så sagde den fra det var heldigvis ikke hårdt:-)

  13. Nabila

    Jeg har en åben altan, jeg vil gerne slippe min kanin ud der, men er bange for at hun hopper ud og at det er for koldt. Er det for koldt og kan hun hoppe ud?

    1. Kaninhåndbogen

      Med åben altan så mener du, at der er tremmer? For så kan du meget let købe noget hønsenet og binde fast med noget ståltråd. Hvis du bor i stueetagen og der er maks 1,5 meter ned, så kan det godt være, at hun vil hoppe ud, men ellers ikke. Men for hendes egen sikkerhed så sæt hønsenettet på. Det er ganske let. Du skriver ikke om du bare vil lade din kanin rende rundt lidt ude på altanen, om det er flere timer eller om du vil flytte hende ud. Som tommelfingerregel siger man, at der maks må være 10 graders forskel på ude og inde, så hvis hun bare skal ud og rende om dagen, så er det fint nok lige nu. Hun må også gerne være ude når der er sne og køligere, men så er det vigtigt, at hun ikke sidder stille, men at hun render rundt og bevæger sig, og at hun er ude maks halv time. Og så skal hun ikke ind og sidde i et bur efterfølgende, der er placeret foran en radiator eller lignende.

  14. Sofie

    Min kanin bider hele tiden som i hele tiden, hver gang jeg prøver at bare røre den bider den mig også når den ikke er i buret? Hvorfor? Hvad skal jeg gøre? Håber du kan hjælpe.

    1. Kaninhåndbogen

      Du løfter ikke på den? Du må ikke løfte på en kanin, og slet ikke en kanin, der reagerer som din. Nogle kaniner vil bide meget fra sig, fordi de er så bange for at blive løftet. Derudover så har burkaniner en større tendens til at bide, fordi de mistrives. Hvis din kanin tilbringer det meste af døgnets 24 timer i et bur, så se om du ikke kan gøre noget for at den kan løbe rundt i min 9 timer om dagen.

      Når din kanin er ude af buret, så er det vigtigt, at du som sagt ikke løfter på den, når du vil i kontakt med den. Det skal foregå på dens præmisser. Sæt dig ned og lok den hen til dig med godbidder. Giv godbidder, giv godbidder, giv godbidder. Meget af den slags. Efter en uges tid, så kæl lige forsigtigt og hurtigt med den, når den får en godbid. Hvis den finder sig i det, så fortsæt, men ellers så byg kæleriet langsomt op over de næste mange uger. Og vigtigst af alt, sørg for at give godbidder hele tiden, så den forbinder dig med det.

      Og husk ikke at løfte på den. Og masser af plads, ikke noget med at sidde i et bur.

  15. rikke

    Jeg har købt en dværgsvædder, da den var 9 uger gammel, hos en, som avler på den, men virkelig går op i dem, dvs. de var engang hver dag inde, den var vant til hund, kat og mennesker, ligesom den var i løbegård.

    Vi har haft løse – udekaniner i mange år, men kun en af gangen – og de tidligere kaniner overtog vi som ”brugte” efter de havde siddet i bur nogle år uden tilstrækkelig menneskelig kontakt, men vi har fået dem så tamme, at de i hvert fald fulgte os alle vegne i haven og vi kunne snakke med dem, dog kun når de ville.

    Denne sidste kanin har vi haft i nu 3 uger. Da denne kanin var så lille, så valgte vi at have den som inde kanin. Det er jo vinter. Den er i bur, når vi ikke er hjemme, men ellers er den løs, og jeg har brugt meget tid på gulvet med salat og andet for at lære den at det er godt at komme hen til mig.

    Den elsker vores kat og de leget vældig sammen, nogle gange lidt for voldsom, så stopper vi katten for vi skal jo være 100 pct. sikker på at det er rent venskabeligt, men selv om vi har stoppet katten fordi vi tænkte den var for voldsom, så løber kaninen straks efter den igen.

    Vores problem er, at den nu flere gange har snerret af os og angrebet os med krads og bid, når vi skal ud af huset og vi vil sætte den ind i buret.

    Jeg ved da godt, at den gerne vil løbe frit hele tiden og det er derfor at den skælder ud, men eftersom det jo går ud over møbler, tapet m.v., får den ikke sin vilje der. Den er fri vel 1 time om morgenen og 4-6 om aftenen, og så får den ca. hver anden dag en gå tur ude i seler, så den er altså ikke understimuleret.

    Jeg blev meget knyttede til min tidligere kaniner, men selv om jeg synes den nye er sød, så er den ikke lige så meget i varmen som mine tidligere kaniner – Det skal den nok blive – Men og her kommer det. Jeg er blevet i tvivl om den skal have chancen. Jeg er ikke indstillet på, at den angriber mig – min mand og mine børn, når den ikke får sin vilje, og når vi i øvrigt jo virkelig gør rigtig meget for den.

    Selv om jeg synes at kasteration er en god ide, så synes jeg også det er en dyr løsning.

    Må jeg spørge hvad du umiddelbart tænker?

    På forhånd tak.

    Mvh. Rikke

    1. Kaninhåndbogen

      Kastration vil hjælpe lidt på den destruktive adfærd, således at kaninen kan komme mere ud og løbe, hvilket igen vil føre til en mere positiv adfærd. Så en kastration vil være et skridt i den retning, som du ønsker. Jeres kanin sidder faktisk meget i bur, hvis du tænker over det. 17 timer ud af døgnets 24 timer. Det er alligevel lang tid for en kanin, og kaniner der keder sig er mere destruktive. Det lyder som et lidt kedeligt liv. Derudover så er der en tendens til at kaniner, der sidder meget i bur, faktisk bider mere fra sig. Så det er jo lidt en ond cirkel.

      Kastrationen vil også gøre, at jeres kat nok ikke bliver jaget helt så meget. Mange katte-kanin forhold er problematiske, fordi kaninerne ikke er kastrerede, og det er synd for kattene.

      Formentlig løfter I på kaninen, når I vil have den i bur, og det er her, at det går galt. I må ikke løfte på den. Den gør sådan set noget helt naturligt ved at kæmpe imod, når I bærer på den. Den er simpelthen bange og urinstinktet tager over, så den bider fra sig for at overleve.

      Så det I kan gøre:
      Få ham kastreret og køb en løbegård til ham (den her har en fin størrelse fra Zooplus ). En løbegård er større end et bur, så de er plads til at kaninen kan bevæge sig, kan få en foderbold, have en papkasse at rive i og masser af friske grene at gnave i. Når I vil have ham i løbegården, så lok ham med godbidder. I kan sagtens lære kaniner mange tricks. F.eks kan I lære ham, at når I siger “Hjem” så får han lækre godbidder inde i løbegården.

      Spørgsmålet er jo så om du vil alt det her? Nogle gange så er det bare ikke det rette match, og det er fair nok at nå til den konklusion. Jeg ville dog give ham en chance og også få ham kastreret. Hvis du bor i nærheden af Falster, så kontakt Marie-Louise fra Guldborgsund Kaninhjem, da hun har en fordelagtig aftale med sin dyrlæge. Du kan også bruge veterinærhøjskolen i København.

  16. Sofie Skak

    Hej,
    Jeg har en inde-hankanin på næsten 4 måneder. Han er rigtig nem, dejlig og meget aktiv.. Han har været renlig al den tid jeg har haft ham. Men nu er han begyndt at pølle, når han er oppe i min seng, og han har en enkelt gang tisset også. Han har selv mulighed for at kravle op og ned. Hvad kan det skyldes? Han gør det ingen andre steder end i min seng og i sit bur, dog er han begyndt at tisse (stadig inde i sit bur) men uden for bakken. Har prøvet lidt forskelligt bund både i bakken og i bunden af buret. Hvad kan det skyldes? 🙂
    Han går frit når jeg er hjemme og vågen.

    Mvh Sofie

    1. Kaninhåndbogen

      Det er ved at være tid til at få ham kastreret. Mærk efter om hans testikler er faldet ned (altså om du kan mærke nogle kugler på ham). Hvis ja, så skynd dig at få booket en tid hos dyrlægen og ellers må du jævnligt tjekke ham og håbe på, at han snart er klar til kastrationen. Det er hormonel markering. Indtil han er kastreret, så hold ham fra din seng.

  17. Sarah

    Min kanin er ikke stor nok til at hoppe ind i buret selv, og jeg må derfor løfte den frem og tilbage indtil den selv kan
    Jeg ønsker at den når den er større frit kan løbe rundt i huset og hoppe ind i buret når den skal forsørge eller andet.
    Hvad kan man gøre indtil da? Han er allerede begyndt at nappe og vil ikke rigtig løbe rundt i buret

    1. Kaninhåndbogen

      Du kan købe nogle små “broer/trappetrin” du sætter på gulvet op til åbningen af buret. Det er ikke fordi du har et bur med hul i låget, vel, som kaninen skal ud og ind af? Det er rigtig farligt. Men ellers så løft låget af buret, når kaninen må rende frit. Du kan også overveje om det ikke er bedre med en løbegård, som både giver mere plads til kaninen, og hvor du bare fjerner siderne når den må ud og rende. Du kan finde billige på Zooplus.dk

  18. Hakima

    Min kanin laver ikke andet end at løbe rundt efter mig, og når jeg sætter mig ned napper den mig i mit ærme uafbrudt. Det er dejligt at min kanin har et tæt bånd til mig, men hvorfor napper den mig i ærmet? Når jeg så prøver at skjule mit ærme, viser den en trang til at finde mit ærme.

    1. Kaninhåndbogen

      Er det tilfældigvis en hankanin, der ikke er kastreret? Det lyder lidt som noget parringsadfærd.

  19. Bettina Ibsen

    Har en han-kanin på snart 3 år. Blev kastreret da han var ca. 14 måneder, da han blev meget territoriel (og er det stadig). Min søn som er 7 år nu er blevet bange for ham, da han bider ham bare han nærmer sig kaninen. Kaninen angriber og bider alle på nær mig (mor), da jeg har kunne sætte mig i respekt over for den. Han har sit eget værelse, hvor han er når vi ikke er hjemme, hvor han kan hoppe rundt og endda sidde oppe i vindueskarmen og se ud. Når vi er hjemme løber han rundt i stue og køkken og på hans eget værelse ( ca. 65 kvm) så der skulle være plads nok. Kaninen vil gerne være i nærheden af os når vi spiser, så ligger han ved spisebordet og når vi rykker over i sofaen, ja så så rykker han med over og ligger under sofabordet. Det skal siges at han absolut ikke bryder siger at blive løftet, og kun vil kæles på hans præmisser og alligevel skal man være på vagt for ikke at blive bidt. Sådan har han været siden vi fik ham og vi har købt ham af en avler og han var 10 uger da vi fik ham. Jeg er noget der til om der er noget man kan gøre ellers er jeg ved at opgive, da jeg ved at han ikke kan gives videre når han sådan angriber alle der kommer for tæt på ham.

    1. Kaninhåndbogen

      Sker angrebene fuldstændig uprovokeret, hvis I bare sætter jer ned ved siden af ham for at kæle med ham? Det er ikke fordi, at I løfter på ham, eller noget som helst? Og er det kun dig, der må kæle med ham? Hvordan kæler I med ham?
      Umiddelbart lyder han som en meget utryg kanin, netop også fordi at han følger rundt efter jer på den måde. Jeg ville prøve at købe Pet Remedy til ham, som har stor beroligende effekt på kaniner: http://www.petremedy.co.uk/ Giv det 4-5 uger derefter. Hvis det ikke virker, så skal han videre til et nyt hjem. Som du skriver, så skal han ikke bare ud til hvem som helst, for han risikerer jo desværre ganske let at havne som burkanin og blive glemt. Så når du har prøvet med Pet Remedy og hvis det ikke har virket, så kontakt Marie-Louise fra Guldborgsund Kaninhjem eller Dorte fra Middelfart kaninhotel. De tager begge to kaniner ind og er meget, meget søde og har stor forståelse for kaninadfærd. Herfra vil han blive videreformidlet til rette hjem.

      Det er ikke normal adfærd i hvert fald, og nogle gange så hjælper det at skifte miljø. Ikke at I nødvendigvis gør tingene galt, men det kan være jeres hjem alligevel ikke er det rette for ham, eller en anden årsag, som er svært at gætte via her.

  20. Denice

    Hej 😊
    Jeg har lige fået en kanin, jeg tror han er teenager. Jeg ved ikke så meget om ham da, han er blevet redet fra at blive kørt ned sidste år af dem som jeg har fået ham af 😊 han har så været hos os i ca 4 dage han har et kæmpe udebur og kommer ind og løbe rundt i ca 3 timer. Han er fntastisk sød, men han er i dag begyndt at snuse helt exalteret til mine ærmer, og så napper han ligepludselig. Når jeg så tager ham væk går han intenst efter mine ærmer som om han enten er sur eller meget vild med lugten af mine ærmer? Han slikker på min hud så jeg kan ikke forstå hvorfor han går efter mine ærmer?
    Håber du kan hjælpe mig
    Mvh Denice

    1. Kaninhåndbogen

      Det er fordi han ikke er kastreret. Intakte kaniner har en meget intens adfærd, og det her er et eksempel på det.

  21. Peter

    Hej
    Jeg har en indekanin, som er begyndt at bide ud efter min kæreste og mig når vi sidder og kæler med ham. Vi løfter Ham ikke op, da han ikke kan lide det. Han kan selv hoppe ind i sit bur. Han er ikke lukket inde i buret på noget tidspunkt. Han ligger op til han gerne vil kæles med, men efter et kort stykke tid prøver han at bide. Det er ikke altid, men det bliver oftere han gør det.
    Normalt er han rigtig kælen og kan ligge i lang tid bare nyde vi kæler, men indenfor den sidste uge til halvanden er det blevet mindre med lysten til at kæle.
    Han er ikke steriliseret.

    1. Kaninhåndbogen

      Nu er det svært at sige præcis hvad der foregår uden at se det, men det lyder ikke som at han bider for at angribe, men snarere fordi han ikke er kastreret. Hankaniner kan godt bide i hunkaninen, når de parrer sig, og derudover er han også bare mere territorial i sin adfærd, så de to ting kan gøre, at en intakt kanin har lettere ved lige at vise tænder.

  22. Denice

    Ja jeg tror det er på tide at han skal kastereres… For i går da jeg sagde nej til hans napperi, strindede han på mig imens han satte af i fuld fart… Han virker dog enormt glad for mig for hvis jeg ikke nusser han så opsøger han mig og ser jeg ham ikke med det samme får jeg et nap..

    1. Kaninhåndbogen

      Ja, men han er da også glad for dig – du er jo hans udkårne i mangel af en sød hunkanin 😉 Ikke just en glæde, når det sker, da det ikke er så fedt for os mennesker, men det er da til at løse 🙂

  23. Clara

    Kære Kaninhaandbogen.
    For nogle par dage siden blev min “snart 1 årige” hollænder steriliseret.
    Hun er meget mer kælen nu, men når vi springer og min anden kanin er i løbegården (de ka ik så godt lide hinanden pga hormoner) så kan hun finde på at løfte halen og sådan hoppe op og ned? Hvorfor? Hun har et stort bur og jeg respektere hende..
    Håber du kan hjælpe. ☺️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>