Print denne Side

Forstå din kanin

Den europæiske vildkanin og tamkaninen adskiller sig ikke væsentligt fra hinanden. Flere århundreders fangenskab har ikke kunne fjerne de naturlige instinkter og adfærden fra den vilde forfader til vores tamkanin. For at forstå din kanin, skal du kende baggrunden for dens adfærd. Læs også artiklen naturlig adfærd hos kaniner for mere baggrundsviden. 

Hierarki hos kaniner

Hos vildkaninen er der en dominerende han, som leder kolonien sammen med sin mage (nogle gange, mager). Det er hans overordnede job at forsvare territoriet. Også hos tamkaninen er der en rangorden og et stærkt socialt behov.

Kaniner viser dominans over for fremmede kaniner på mange fredelige måder, såsom at grave, løbe mod hinanden osv. Kaniner vil i høj grad forsøge at undgå en kamp. Byttedyr – som kaniner – vil altid gøre alt for at slås og dermed risikere at blive såret og blive et let bytte for rovdyr.

Slåskampe blandt kaniner

To kaniner, der virkelig forsøger at etablere en rangorden og kæmper om ressourcer, vil decideret slås. Vores tamme kaniner vil sjældent have behov for at etablere en rangorden over for hinanden, så længe de kun er to. Det er først, når flere kaniner går sammen, at de vil begynde at udvise et internt hiearki.

Hun- og hankaniner deler ikke samme hierarki, men kan naturligvis slås, hvis de sættes sammen og der er mangel på ressourcer eller plads. Det handler ikke om dominans, men om kaninens territoriale overlevelsesinstinkt.

 Vildkaninens parringssæson

I naturen lever vildkaninen efter en parringssæson, der varer fra februar til juni afhængig af klima og ressourcer. Omkring december og januar begynder hankaninens testikler at komme frem og interessen for at parre sig begynder hos begge køn. Hunkaninerne kan finde på at jage hinanden for at sikre sig de bedste redepladser. Særligt i dagene op til en fødsel, hvor hunkaninens hormoner spiller kraftigt ind, kan hun være meget aggressiv.

Hankaninerne ændrer også karakter i denne periode. De jager andre hankaniner væk, som kommer for tæt på deres hunkanin(er), da de ikke ønsker andre skal parre sig med deres udvalgte. Hunnerne holder sig for sig selv i redekamrene, og også ha
nnerne trækker sig tilbage til deres respektive huler i kolonien og holder sig for sig selv. De ellers sociale kaniner holder sig i denne periode primært til deres partnere.

Den sociale periode

I juni trækker hankaninens testikler sig op i kroppen, så han ikke længere er fertil. Strukturen i kolonien ændrer sig fuldstændig i takt med, at hormonniveauet igen falder til det normale. Hunkaninerne er ikke længere drægtige og dermed pirrelige, og de har heller ikke længere behov for at forsvare deres redekamre.

Kaninerne samles derfor igen i de større huler, hvor de ligger tæt sammen, slikker og nusser hinanden og er igen alle tæt forbundet og samlet.

Tamkaniner og parringssæson

Tamkaninerne er ikke styret af en specifik parringssæson, men er fertile hele året rundt. Det betyder faktisk, at tamkaninerne konstant er styret af et højt hormonniveau i modsætning til vildkaninen. Det har den effekt, at de er mere territoriale, mere pirrelige og lider også under et højere stressniveau.

Derfor vælger de fleste at få neutraliseret deres kaniner, idet det giver tamkaninen en mulighed for at leve i fred og ro ligesom vildkaninerne uden for parringssæsonen.

Vild- og tamkaninens territorium

Kaniner er meget territoriale dyr – af den simple årsag, at der skal være mad nok til kolonien. Vildkaninen vil altid tage imod fremmede tilflyttere (primært unge kaniner), der kommer til kolonien, medmindre der er mangel på mad i kolonien, eller der i forvejen er for trangt til at der kan bo flere. I så fald, modtages nye kaniner naturligvis med aggression idet det er et spørgsmål om overlevelse.

Kolonier, som er blevet for store, men som ikke har mulighed for at dele sig op eller flytte, justerer rent faktisk deres produktion af unger i forhold til pladsmanglen. I disse perioder går hunkaninerne rent faktisk hen og bliver infertile. Selvom hankaninerne parrer sig med dem, går æggene i sig selv igen. Skulle det ske, at en hunkanin bliver drægtig og får kaninunger, kan hun finde på spise dem. Det handler om overlevelse.

Jo mindre plads en kanin har til sin rådighed, jo mere aggressiv og territorial vil den være. En burkanin har kun meget lidt plads til sig selv, hvilket er helt unaturligt for den, og det er stik imod dens natur at skulle dele denne plads med en anden kanin, idet dens instinkter fortæller den, at kun én af dem vil kunne overleve på den plads. En del hunkaniner i små bure spiser deres unger af samme årsag.

[important]Læs mere:

  • “Stories Rabbits Tell: A Natural and Cultural History of a Misunderstood Creature” af Susan E. Davis og Margo Demello
  • “The private life of the rabbit: An account of the life history and social behaviour of the wild rabbit (A survival book)” af Ronald Mathias Lockley.
  • “Why does my rabbit?” af Anne McBride
  • “Den store kaninboka” af Marit Emilie Buseth
  • “Long-term heartrate responses to social stress in wild European rabbits: predominant effect of rank position” af K. Eiserman
  • “The European rabbit: The history and biology of a succesful colonizer” af  Henry Thompson
  • “An experimental study of aggression in captive European rabbits” af Robert Mykytowycz
  • “Cage enrichment for female New Zealand White rabbits” af DL. Brooks
  • “The modification of “traditional” caging for experimental laboratory rabbits and assessment by behavioural study” af P. Gerson
  • “The behaviour of single-caged and group-housed laboratory rabbits” af Morton DB 1993[/important]

3 kommentarer

  1. Camilla

    Hej

    Jeg har en kanin der den sidste uges tid har ændret adfærd fra at være meget sociel og altid ude, nu bare ligger i sit bur. Buret står åbent hele dagen men den hopper ikke ud. Jeg er selvfølgelig bekymret, men tænker om jeg skal lade den komme ud i friheden. Den trives ikke hos mig længere. Er det forsvarligt at sende den ud i naturen og vil den overleve. Vil jo det bedste for den.

    Venlig hilsen

    en bekymret kaninejer

    1. Kaninhåndbogen

      Hej. Det er godt at læse, at du bekymrer dig om din kanin. Hvis din kanin pludselig er gået fra at være social til nu at holde sig inden i sit bur, er det ikke godt. Det kan være tegn på sygdom. Har den ændret spisevaner? Hvordan er dens afføring? Det kan også skyldes, at det har været rigtig godt vejr i den seneste uges tid, og hvis din kanins bur er placeret i solen, kan det være, at den har haft det for varmt.
      Det er rigtig sødt af dig at tænke om den vil få det bedre ude i naturen. Desværre er det ikke så simpelt. Kaniner er jo sociale dyr, og de trives bedst sammen med andre kaniner, så din kanin vil være meget utryg og alene ude i naturen. Det vil ikke være rart for den. Derudover vil den have svært ved at klare sig – den er jo slet ikke hjemmevant ude i naturen, men det er alle rovdyrene, som den kommer ud til. Så du må ikke sætte den ud i naturen, selvom det kan virke som en god ide. Det er meget bedre at finde et andet hjem til den, hvis du ikke længere kan have den.

      Den da din kanin ellers har været aktiv og social, så skal du forsøge at komme til bunds i hvad der er sket. Er den syg? Keder den sig? Måske skal du give den en kaninven, eller du skal sørge for, at der sker mere i dens liv (giv den friske grene, papkasser, giv dens foderpille i en foderkugle osv).

  2. Camilla

    hej – og tak for hurtigt svar. Nej selvfølgelig skal hun ikke sættes ud, tænkte det ikke til bunds, men det har du selvfølgelig ret i. Jeg tror at hun har haft svært ved at komme af med sin afføring, for hun har ikke spist noget i nogen dage. Men i går aftes lå der en stor hård bold af afføring, så tror den har generet hende voldsomt. Nu spiser hun og hun grynter ikke længere. Så mon ikke hun vil ud igen og blande sig med resten af familien. Jeg har hende dog stadig under observation, men tænker det går den rigtige vej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>