↑ Tilbage til Neutralisering af kanin

Print denne Side

Kønsmoden kanin

Kaniner bliver kønsmodne, når de er omkring 5-7 måneder gamle. Er der tale om en indendørs kælekanin er overgangen slet ikke til at tage fejl af. Kaninen kan finde på at løbe om dig i cirkler, brumme og stampe  jorden, strinte, tisse i møblerne og bide. 

Kaninen udviser parringsadfærd

Hankaninen får et stærkt behov for at parre sig hele tiden. Har man ikke andre kaniner, opdager man det måske ikke umiddelbart og er ikke klar over, at hans ændrede opførsel skyldes dette.

En hankanin uden andre kaniner i sin nærhed kan i mangel af bedre lade sin frustration gå ud over sin ejer. Han vil løbe rundt om benene på ejeren, mens han brummer og måske endda stamper i jorden. Stampen er tegn på frustration og ophidselse i dette tilfælde. Nogle kaninejere er også så ”heldige” at modtage den store kærlighedserklæring i form af strint på dem.

Sammenføring og bonding af kaniner

Hankaniner sprøjter urin på hunkaninen, inden han parrer sig. Er der ingen hunkanin i nærheden, så må han sprøjte på den person, han føler sig knyttet til. Det er en god idé at give hankaninen en tøjbamse, han kan have glæde af, indtil han kan komme ind til dyrlægen og blive kastreret. Dermed kan han nogenlunde få udløb for sit behov, som ellers fylder alt i hans hoved.

Hunkaniner kan ligesom hankaniner begynde at cirkle om benene på ejeren, brumme og strinte, selvom det ikke sker særlig ofte. Til gengæld har kønsmodne hunkaniner samme tendens som hankaniner med at markere territorium ved at tisse i sengen eller i sofaen og ved at efterlade en masse ekskrementer rundt omkring.

Kaninen markerer sit territorium

Andre tegn på at det er tid til kastration af kaninen er også, at han begynder at markere sit territorium. Ofte tisser kaninen i sofaen eller sengen, som er det sted, der lugter allerstærkest af menneskerne i huset. Og derfor er dette det oplagte sted at markere sit territorium.

Derudover kan den ellers tidligere renlighedstrænede kanin begynde at gå på toilettet rundt omkring.

Kaninen ødelægger ting

Kaniner vil altid have et behov for at gnave, men kaniner, der er kønsmodne (teenagere), bliver mere hyperaktive. Lige pludselig skal alting undersøges med tænderne, og en kanin i puberteten med hormonerne raserende i kroppen kan hurtigt få gnavet sig igennem en masse ledninger, sko, tøj osv.

Hunkaniner kan nogle gange være værre, idet det er hunkaninens job i naturen at sørge for at gnave rødder over, så gangene i jorden og redekamrene er fri for forhindringer.

Hvad skal du gøre ved en kønsmoden kanin?

Er din kanin blevet kønsmoden er det på tide at få den neutraliseret, hvis den er en kælekanin. Nogle kaniner er længere tid om at blive kønsmodne (kaniner, der bor alene, kan sagtens blive 2 år, før de pludselig udviser kønsmoden adfærd), og derfor kan du som kaninejer let tro, at du slipper udenom den “problematiske” adfærd, men i så fald skal du være meget, meget heldig.

Mange dyrlæger steriliserer og kastrerer hankaniner. Hankaniner kan kastreres, så snart testiklerne er faldet ned – det vil sige, når de er mellem 3 og 5 måneder. Hunkaniner kan steriliseres, så snart de er 4 måneder/vejer 1 kg. Du finder dyrlæger, der kan sterilisere og kastrere kaniner her: oversigt over dyrlæger

3 kaniner sammen

[important]

Vi anbefaler nedenstående bøger, hvis du vil vide mere om kaniner.

[/important]

3 kommentarer

  1. Emilie

    Hej. Jeg er kun 12 år, men har læst hele hjemmesiden om kaniner, og elsker virkelig dyr. Jeg skal snart have en hankanin og en hunkanin (dværgvæddere). Jeg har tænkt at de skal leve i et slags stort isoleret skur, med en stor løbegård. Der skal selvfølgelig vær en gravekasse, tunneller, huler osv. Men det jeg gerne ville vide, er hvordan man kan nå at neutralisere begge inden de bliver kønsmodne? Om man skal købe dem og neutralisere lige efter? Eller om man skal købe den ene først, neutralisere den, og så den anden? De er 8 uger nu.
    Håber du forstå 😊

    1. Kaninhåndbogen

      Det lyder rigtig fint med dine planer. Sørg endelig for at løbegården går udenfor skuret, så de året rundt kan løbe ud og få sol. Kaniner, der lever i skure, får nemlig knogle- og tandproblemer, fordi de ikke får nok D-vitamin, så det er vigtigt at de kan være udenfor 🙂 Og give dem minimum 9m2 løbegård udenfor.

      Ja, du tænker på om du kan nå at få dem neutraliseret INDEN de kan nå at lave unger? I teorien nej. Men…en hunkanin kan steriliseres så snart hun er 4 måneder/vejer 1 kg (tjek med din dyrlæge, nogle dyrlæger kan tidligere og andre har ikke så meget erfaring med kaniner og vil gerne vente lidt. Det kan være en god idé at ringe lidt rundt). HVIS hun var blevet drægtig på det tidspunkt, så bliver fostrene fjernet samtidig. Men det er kun i teorien, for det kræver jo at hankaninen også er blevet tidligt kønsmoden, så du skal være meget uheldig, men der er en grund til at man holder dem fra hinanden i begyndelsen.

      Det vil være omkring de 3 måneder at hun i teorien kan blive drægtig. Du kan godt lade dem løbe sammen nu, og så om en måneds tid så kan du måske lige sætte en midlertidig løsning, hvor de skiftes til at være lukket væk. Det vigtigste er bare, at de stadig går sammen, og altså har tæt fysisk kontakt, for ellers skal du til at sammenføre dem bagefter, og det er der ingen grund til. Du kan også sagtens lade dem rende rundt sammen, når du er der – du vil jo hurtigt kunne se om han laver gryntelyde og løber efter hinanden. Det er ikke sådan, at hankaninen bare springer på hunkaninen og parrer sig – der er lidt opvisning inden, så hvis du bare er til stede og holder øje, så sker det ikke.

      1. Emilie

        Tak for svaret 😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>