↑ Tilbage til Kaniner som kæledyr

Print denne Side

Skal kaniner være i et kaninbur?

Traditionelt set har mange kaninejere holdt deres kaniner i bure i haven. Det er en let måde at holde kanin på, men det er vigtigt at være opmærksom på at kaninens sociale og adfærdsmæssige behov ikke bliver tilgodeset, når den sidder alene i et bur.

Hvorfor er kaninbure skidt for kaniner?

Der er mange problemer forbundet med at holde kaniner i bure, da det begrænser deres mulighed for at udleve deres naturlige instinkter og fysiske behov.

Tegn på mistrivsel i form af stereotyp adfærd og rastløshed er blevet observeret i forsøg med kaniner, der ikke kom tilstrækkeligt ud af deres bure.

kaninbur

Det er dog ikke kun mentalt at kaninerne mistrives i burene. Udover psykisk mistrivsel lider en stor del af burkaninerne med rygsøjler, der er vokset forkert på grund af pladsmangel og inaktivitet. Dette er meget smertefuldt for kaninen.

Der er fundet beviselig sammenhæng mellem små bure og smertefulde lidelser som deforme rygsøjler eller pododermatitis (hudsygdom og muskel-skeletlidelse).

Kaniner skal have masser af motion

Dyrenes Beskyttelse anbefaler at en kanin har min. 9 m2 at bevæge sig på. Hele tiden. Har du flere kaniner, skal du naturligvis øge arealet.

Kaniner er aktive dyr, der har brug for plads at bevæge sig på. Har du ikke mulighed for at give din kanin tilstrækkelig plads, har du desværre heller ikke mulighed for at give din kanin et godt liv.

Mange kaninejere køber i god tro et bur med en lille løbegård hos dyrehandleren. Disse bure er ikke velegnede til kaniner at bo i, og desværre tror kaninejerne, at når dyrehandleren sælger dem, så må de være gode nok. Det er synd for kaninejeren, som jo ikke bevidst ønsker at gøre kaninen ondt. Der er ikke regler for størrelsen af bure, der sælges, i Danmark, som i visse andre europæiske lande, og dyrehandlerne køber de bure hjem, som kaninejerne køber – og her er det altså kaninerne, der betaler prisen, for at ejeren køber det billigste bur i Jem&Fix eller MaxiZoo.

> Læs mere størrelse på kaninbure

Naturlig adfærd

For kaniner kan det være meget ubehageligt at blive holdt i bur. Kaniner er aktive, intelligente dyr, der fra naturens side holder sig beskæftiget dagen lang med at græsse, bevæge sig rundt, holde udkig med alle sanser og tage del i den sociale gruppe.

Mange kaniner har derfor meget svært ved at være i bur, hvilket viser sig ved stereotyp adfærd og adfærdsproblemer.

Fra naturens side vil en kanin tilbringe sit døgn således:

naturlig adfærd hos kaniner

Kaninen er altså i bevægelse (græsning og udforskning) halvdelen af dagen. Når en kanin er lukket inde i et bur uden mulighed for at løbe rundt, græsse og udforske nye ting, er der stor risiko for at den vil mistrives- fysisk og psykisk.

Hvordan påvirker det kaniner at være for meget i bur?

Følgende er de direkte konsekvenser af at kaninen er for meget i bur. Det kan være fysiske og psykiske skavanker.

Stereotyp adfærd

Stereotyp adfærd betegnes som adfærd, der gentages i igen og igen og uden åbenlys grund. Det kan være vedvarende bideri og rusken i tremmer (som kan få tænderne til at knække af, hvilket kræver tandbehandling), rastløshed, overdreven slikkeri af kalk- og mineralsten eller gnaven i poter. Dette er blot eksempler på stereotyp adfærd.

Grundlæggende set er det adfærd, som ikke er hensigtsmæssig eller naturlig i den grad, som kaninen udviser det.

Problemer med knogler og skelet

Skeletlidelser er desværre ikke ualmindelige hos burkaniner. Deforme rygsøjler kan opstå på grund af for små bure og for meget inaktivitet. Lidelserne kan medføre smerter, problemer med at vaske sig, tisse og spise natafføring, som igen kan føre til yderligere problemer.

Desværre bliver skeletlidelser ikke opdaget, fordi kaniner ikke viser smerte på samme måde som andre dyr. Kaniner i smerte er oftest stillesiddende og kan også være aggressive. Andre tegn på en deform rygsøjle kan være problemer med at holde sig ren eller vægttab.

I 1992 blev de fysiske konsekvenser af at sidde i bur undersøgt. Rygsøjlen hos kaniner i almindelige bure blev undersøgt og sammenlignet med kaniner, der havde mere plads at bevæge sig på (Rothfritz). Kaninerne med rigeligt plads til at bevæge sig på havde ingen problemer med skelettet, mens kaninerne i bure havde brud på rygsøjlen.

rygproblemer-kanin

En anden undersøgelse i 1996 (Drescher et Loeffler) viste at der var en proportional sammenhæng mellem burenes størrelse og kyphosis (bøjet rygsøjle), scoliosis (skæv rygsøjle – se billede ovenover) og lordosis (bøjede ryghvirvler) hos kaniner.

Pododermatitis (tryksår)

Udover problemer med ryggen kan burkaniner også lide af pododermatitis (tryksår). Pododermatitis er en meget smertefuld og alvorlig lidelse. Det kaldes på engelsk i daglig tale ”sore hocks”.

tryksår-på-kanin

Pododermatitis er tryksår, der udvikler sig ovenpå knoglerne, hvis stedet er udsat for tryk over længere tid. F.eks hvis kaninen har begrænset plads at bevæge sig på og derfor sidder meget i samme stilling, eller hvis den går på trådnet.

Tryksår er svære at helbrede, når først infektionen har fået fat. Kaninen kan ikke dø af selve tryksåret, men der er risiko for at de dør som følge af smerterne, som gør at kaninen holder op med at spise.

Mave-tarmproblemer

Kaniner, der er for inaktive kan risikere at blive for tykke eller få skeletlidelser, hvilket gør det svært for dem at bukke sig og spise natafføringen direkte fra anus.

Natafføringen er nødvendige for at opretholde en sund tarmflora, og det kan derfor hurtigt blive kritisk, hvis kaninen holder op med at spise sin natafføring.

Undgå at give din kanin et liv med smerter

Har du en kanin, der sidder for meget i bur, kan du gøre flere ting for at give den et godt og sundt liv. Kaniner trives ikke i bure, hverken fysisk eller mentalt. Det bedste du kan gøre er derfor at lade din kanin være fritgående.

Har du ikke mulighed for det, bør du købe kaninen et stort bur, hvor den kan bevæge sig i, og lukke den ud så mange timer som muligt om dagen, og min. 6 timer.

Kaniner er skumringsdyr, og derfor er det ikke ligegyldigt hvornår du lukker din kanin ud. Lukker du din kanin ud midt på dagen i dens sovetid vil den ikke få brugt al sin energi.  Dens udetid bliver derfor ikke udnyttet på samme måde, som hvis du lukker den ud på dens aktive tidspunkter om morgenen og sidst på eftermiddagen/om aftenen.

Udekaniner: Køb et større bur

Du kan købe større bure – både inde- og udebure – på Zooplus.dk til langt under den pris et mindre bur koster hos dyrehandleren. Det kan derfor godt betale sig at starte ud med at købe et stort bur, som tilmed leveres lige til døren.

kaninbur

Er din kanin udekanin kan du bygge en stor løbegård, der som min. skal være 9 m2 per kanin. Husk at hvis din kanin er udekanin, får den ikke dækket sit sociale behov fra mennesker, og derfor bør du have to kaniner (begge skal naturligvis være neutraliserede). Du kan få inspiration til miljøer til udekaniner på Kaninhåndbogen’s Pinterest-side

Nogle vælger at kaninsikre hele haven og lade kaninen rende frit. I Danmark har kaninen meget få naturlige fjender. Risikoen for at der sker kaninen noget er derfor ikke særlig stor, hvis blot haven er ordentlig indhegnet, så fremmede hunde ikke kan komme ind. Kaninerne kan blive lukket inde om natten.

Se hvordan man kan holde fritgående kaniner i haven:

Indekaniner: gør din kanin fritgående

Er din kanin indekanin kan du udover at købe et større bur til den også vælge at gøre den fritgående. Det bliver mere og mere almindeligt at lade sin kanin gå frit dagen lang frem for at have den i bur.  Få ideer til hvordan du kan indrette et hjem til indendørs kaniner.

Er kaninen neutraliseret vil den ikke markere, og den er let at træne til at bruge en toiletbakke i buret eller en kattebakke et sted i huset.

fritgående huskaniner

Ved at have kaninen som fritgående indekanin giver du ikke bare din kanin et godt liv med rige mulighed for udfoldelser, men du får også et tæt forhold til din kanin. Det at have kanin vil også være langt mindre krævende, fordi kaninen bliver en mere integreret del af din hverdag og selv siger til når den vil kæles og have mad. Du skal altså ikke længere planlægge din tid ift. at kaninen skal være lukket ud i x antal timer på et bestemt tidspunkt.

kanin gnaver

En fritgående kanin skal – ligesom kaniner i bure – have mulighed for at gnave i grene og papkasser. Ellers vil den i mangel af bedre gnave i møblerne. Når først din kanin er kommet op i 1-årsalderen vil dens behov for at gnave i dine ting være begrænset og formentlig ikke være noget problem. Indtil 1-årsalderen er det vigtigt at hjemmet er kaninsikret.

Fremfor at have et bur stående kan du også bruge en indhegning i stedet. Det giver mere plads og er også langt billigere. Mange kaninejere bruger denne løbegård fra Zooplus (250 kr) indenfor, som let kan fjernes om dagen.

Kanin løbegård

 

37 kommentarer

Spring til kommentar-formularen

  1. Bo Albrechtslund

    Hej
    Tak for en rigtig god informativ side!
    Vi har 3 små tamme hunkaniner (søskende), som er opvokset i et to etagers færdigkøbt bur. Efter vi overtog dem, har vi udvidet buret med en tilkoblet løbegård på 1½x3m.
    I starten havde vi rigtig god kontakt med dem og de sov i huset, men nu har de gravet gange og nogle gange kan der gå 3 dage imellem vi ser dem (især på denne mørke årstid), da vi er på arbejde/i skole i dagtimerne.
    Børnene er lidt skuffede over det og jeg er bange for de mister interessen og at kaninerne måske ikke forbliver tamme, når kontakten er så sporadisk.
    Omvendt er det jo dejligt, at vi har givet dem mulighed for at udfolde deres instinkter i form af gravearbejdet, hvilket de tydeligvis nyder.
    Foreløbig har jeg sagt til børnene, at det er naturligt og godt for kaninen at bo i sin hule, men overvejer om jeg skal grave net f.eks. 10 cm ned i jorden, så de kan grave, men ikke lave gange.
    Hvad ville I gøre/anbefale?
    Vh. Bo

    1. Kaninhåndbogen

      Ja, der er jo flere parter her, der skal tilgodeses 🙂

      Der er ikke meget kontakt til udekaniner her om vinteren. Når I kommer hjem, er det småmørkt, og det er ikke denne årstid, hvor man bruger flere timer om dagen udenfor. Så det er et præmisserne for at have udekaniner: den manglende kontakt. Og udekaniner bliver sjældent så kælne og tamme som indekaniner. Så der er flere aspekter i dit spørgsmå faktisk.

      Det er godt, at I har lavet en løbegård til kaninerne, og de nyder det jo tydeligvis. Umiddelbart lyder det dog ikke til, at de har helt så meget plads, som de bør have. En kanin skal have min. 9 m2 til rådighed, og når I har tre, så skal I have en noget større løbegård, som de skal have adgang til hele tiden. Når I har tre, så er det måske lettere blot at kaninsikre haven, så de kan have hele haven at løbe rundt i. Den manglende plads i løbegården kan også være en årsag til, at de graver, så de dermed giver sig selv mere plads. Det er værd at tænke over.

      Muligvis har de heller ikke rigtig andet at lave? Kaniner er jo meget aktive og intelligente dyr, hvis hjerne er skabt til hele tiden at søge efter føde og løse udfordringer. I et lille bur, hvor maden serveres i en skål, er der ikke noget som helst at lave for en kanin. Så giv jeres kaniner noget at lave. Sørg for at der er friske grene i løbegården, træstubbe at hoppe op på, buske at gemme sig under, en græsplæne at gå og spise af, og at kaninpillerne ligger gemt i høet, i en foderbold og i aktivitetslegetøj. Får kaninerne grønt, så kan det hænges op i buret, så de skal arbejde lidt for at få fat i det. Når man keder sig, og der ikke er så meget andet at lave end at grave, så ja, så vil man grave 🙂

      Er kaninerne steriliserede? Det er naturligt, at hunkaniner graver, for det er deres lod i kolonien. Hankaninerne kan godt hjælpe lidt til, men det er hunkaninerne, der udbygger kolonien under jorden, ved at de bygger redekamre, som efter brug bliver en del af beboelsen. Så hvis jeres hunkaniner ikke er steriliserede, vil de også have en større trang til at grave, særligt hvis de er falsk drægtige, hvilket mange intakte hunkaniner lider under.

      Det er dejligt at være en udekanin, der kan leve et naturligt liv, men når pladsen er begrænset, så er udelivet ikke så meget værd, i forhold til at være en indekanin, der kan rende frit. Så I kan vælge to ting:
      1) Gør dem til indekaniner. Neutraliserede kaniner kan let lære at bruge en kattebakke, og det er fantastisk at have kanin på den måde. Kaninen bliver indenfor et reelt kæledyr, der hopper hen til sofaen for at tigge godbidder, puffer en på fødderne, når den vil kæles og som måske sover i sengen. Men 3 kaniner indenfor er også meget, og de skal aktiveres.

      2) Giv dem en meget, meget, meget større løbegård, der modsvarer kaninernes behov for at bevæge sig og løbe. Allerhelst kan I indhegne haven, så jeres børn bare kan sætte sig ud på terrassen, hvor der også er lys fra huset, så det ikke er så ubehageligt at være ude hos kaninerne i vintermørket. Hvis vi holder os til løbegården (mange er lidt forbeholdne over for at give kaninerne fuld adgang til haven, selvom det ikke er spor besværligt) og I sørger for at gøre den spændende (prøv at få lidt inspiration her https://www.pinterest.com/kaninhaandbogen/ideer-til-kaniner-udenfor/), så vil kaninerne ikke have det behov for at grave og gemme sig i hulerne.

      Begge forslag indebærer, at kaninerne bliver steriliseret, men der er der også flere og andre årsager til.

      OG TIL ALLERSIDST: lær jeres børn at klikketræne kaninerne, så de har noget sammen med kaninerne. Eventuelt kan I nøjes med at børnene blot siger et bestemt ord, så betyder det “Superlækker godbid”, så kaninerne vil komme løbende, når jeres børn kommer ud til dem. I skal altså have nogle rigtig lækre godbidder på hånden, som kun gives, når et bestemt ord siges “Kom, kom”, f.eks. Godbidderne kan være ærteflager, tørrede hyben eller lignende. I begyndelsen skal børnene bare sætte sig ved siden af kaninerne og give dem godbidderne. Lige inden de giver godbidden, siger de så “Kom kom”. Og det gør de mange gange hver dag i løbet af de næste 2 uger. Kaninerne skal ikke gøre noget for at få fat i godbidden. Den skal bare gives. Derefter så skal kaninen måske bevæge sig 5-10 cm for at få godbidden og så rykker I jer længere og længere væk. Det er en meget effektiv måde at lære kaninerne at komme på. Det kan være, at de 3 kaniner har forskellige godbidder de foretrækker. Det må I teste.

      Og så et lille pip om at børnene endelig ikke må løfte på kaninerne. Det kan gøre, at de holder op med at blive tamme og i stedet vil gemme sig, når børnene kommer i nærheden.

  2. Kristine

    Hej
    Jeg overvejer at kaninsikre hele vores have så vores vores to udekaniner kan få mere plads. Men jeg er i tvivl om, om de kan finde på at grave en tunnel ud under hegnet? Og skal hegnet graves ned i jorden?
    Mvh Kristine

    1. Kaninhåndbogen

      Det lyder som en skøn idé 🙂 Nogle kaniner graver og andre gør ikke. Hvis dine kaniner indtil videre ikke har brugt så meget energi på det selvom de har haft muligheden, så skal du nok ikke være bekymret for at de begynder på det nu. Skulle de begynde på det, så graver de heldigvis ikke så hurtigt, at du ikke kan nå at stoppe dem (medmindre de selvfølgelig graver lige ved hegnet og derfor ikke skal grave særligt meget). Tit finder de ét bestemt sted i haven, hvor de graver, bare for sjov – hvis det er i midten af haven og ikke lige ved hegnet – så kan du lade dem gøre det. Du kan ud fra mængden af jord, der kommer ud, have en god fornemmelse af, hvor lang hulen er. Begynder du at blive bekymret, så kan du lukke hulen. En del kaniner graver dog kun for sjov og stopper helt af sig selv uden at stikke af, men det er en god idé at holde øje alligevel.

      Det er meget godt lige at grave noget kyllingenet eller lignende ned i jorden langs hegnet, evt. lidt ud, men det kan også blive en meget kompliceret affære, hvis din have er stor. Så er det måske lettere lige at holde nøje øje med kaninerne og se om de begynder at grave, og så kaninsikre yderligere lige dér.

      En godt tip er at sørge for, at du kan fjerne dine hegnsfag lynhurtigt, hvis dine kaniner stikker af. Så kan du hurtigt få dem ind igen, i stedet for at de bliver fanget på den modsatte side af hegnet.

  3. Nanna

    Hej
    Vi påtænker at anskaffe os to kaniner. Vi ved at de har brug for meget plads. Vi har fået at vide, at de sagtens kan gå sammen med høns. Passer det?

    1. Kaninhåndbogen

      De vil godt kunne gå sammen frit i haven, men det vil nok ikke være en god i en hønsegård. Kaniner skal græsse dagen lang, og de færreste hønsegårde har græs, men er blot bar jord, fordi hønsene har gravet det op. Så allerede her vil det ikke være rart for kaninerne at gå sammen med hønsene. Derudover får høns meget ofte lopper, mider og andre parasitter, som også vil gå på kaninerne, som ellers ikke slås med den slags. Og mange af midlerne kan ikke gives til kaniner, så I skal helst undgå, at det sker. Og så skal kaniner jo have meget plads, fordi de netop skal kunne løbe i fuld fart, og hvis der også er høns i indhegningen, så er pladsen allerede markant mindre. Så ja, I kan godt lade jeres kaniner og høns gå sammen frit i haven, men ikke i en hønsegård.

  4. Marie

    Hej – vi har fået en hankanin, som har fået en indhegnet del af skuret og ca. 10 kvm af haven, som han kan bevæge sig frit omkring på. Han kan frit gå ud og ind selv, men vælger altid i løbet af dagen at være inde. Hvordan kan det være? Ude har han også en hule i skyggen, som han kunne være i. Skuret bliver jo ret varmt, når solen står på, så vi synes jo, at han skulle være ude. Kan de godt tåle at få det meget varmt? Morgen og aften er han ude. Han er i øvrigt blevet kastreret, så vi også kan få en hunkanin til at holde ham med selskab.

    1. Kaninhåndbogen

      Kaniner er jo skumringsdyr, så de er mest aktive tidligt om morgenen og sidst på aftenen, hvor rovdyrene til gengæld ikke er så aktive. Det er ganske smart 🙂 Mange kaniner sover midt om dagen og er ret inaktive på det tidspunkt, og hvis han føler sig tryg i skuret, så giver det mening. Men, så er der lige det med varmen. Kaniner skal helst have det køligt og ikke varmt, så det er jo ikke så optimalt, men hvis han har rig mulighed for at gå ud i haven, så er det jo ikke sådan, at det er ufrivilligt. Hold dog øje med ham til sommer, når det bliver rigtig varmt. Er der noget, der er hyggeligere i skuret end ude i løbegården? Du skriver, at han har en hule – bruger han den nogensinde, for hvis ikke, så kan det være tegn på at han ikke kan lide den. Har den to huller? Er den foret med hø eller halm? Det skal der være. Derudover kan du begynde at smide nogle af hans kaninpiller eller bare godbidder derind, så han bliver glad og tryg ved den. Derudover så kan det også være, at han ikke føler sig tryg ude i haven, midt på dagen. Er der buske?

      Lyder skønt at han kan få en dejlig veninde 🙂

  5. Christina

    Hej,
    vi har købt en kanin, som vi får hjem om 14 dage. Jeg har læst meget på nettet om diverse kaninbure og har svært ved at finde det helt rigtige bur til den. Den skal stå ude på tersessen tæt ved vores havedør, så vi let kan komme ud til den.
    Jeg tænker at købe et bur med god plads til den og en tilhørende løbegård, men ved også, at vi vil tage den ud af buret hver morgen/eftermiddag/aften og tage den med ind i stuen, så vi sikrer os, at vi hele tiden har en god kontakt med kaninen, så den ikke bliver ensom. Den skal i bur for natten. Det udebur, der er vist her på siden, er det et, I kan anbefale?
    Bliver det for forvirrede for kaninen at komme ind og ud af buret hele tiden, og både at være ude og inde?. -Især om vinteren, hvor der er store temperaturforskelle på at være ude eller inde.
    Mvh Christina

    1. Kaninhåndbogen

      Når I har svært ved at finde det rigtige bur, er det jo fordi at der ikke findes nogle gode bure til kaniner. Desværre. Kaniner er jo ikke egnede til at leve i et bur. Så lige hvad angår buret kan I vælge hvilket som helst ét (det skal bare være godt isoleret), dog helst med meget lave ben, så kaninen kan hoppe ind og ud i løbegården. Det er løbegården, der er den vigtigste. Hvis kaninen skal bo på terrassen, var det måske en bedre ide i stedet for en stor løbegård at I indhegner jeres terrasse i stedet? Der er nemlig to ting, I skal være opmærksomme på. Én kanin skal have 9m2 til rådighed. Hele tiden. Kaniner får nemlig meget hurtigt psykiske og fysiske skavanker af ikke at have plads til at bevæge sig på. Derudover så er det utrolig synd at holde en kanin alene udenfor. Kaniner er meget sociale dyr. De bør aldrig bo alene, men man kan godt have en kanin alene indenfor, hvis den lever som fri huskanin, men man kan ikke forsvare at have en kanin udenfor. Selv med de bedste intentioner kommer den kanin til at være alene i min. 16 timer om dagen – det er virkelig synd for et socialt dyr. Så I skal have to, hvis jeres kanin skal være udekanin. Så skal I jo naturligvis have en endnu større løbegård på min. 15 m2. Så kan I lige så godt indhegne jeres terrasse, så kaninen har fri adgang til terrassen dag og nat.

      Og det løser så også jeres næste problem – at tage kaninen ind og ud. Kaniner må ikke løftes rundt på. Det gør dem utrygge, og i værste fald får I en kanin, der ikke vil i kontakt med jer og som måske endda bider ud efter jer, når I nærmer jer den. Kaninen skal selv aktivt vælge om den vil være sammen med jer og om den vil ud eller ind. Men render kaninen frit på terrassen, så er det jo let nok – I åbner terrassedøren, og har I lært kaninerne at komme, så kommer de ind. Måske ved de at der er godbidder, når døren bliver åbnet.

      Til vinter må I ikke lukke kaninerne ud og ind. En tommelfingerregel er, at der ikke må være 10 graders temperaturforskel på ude og inde, men det er kun en vejledende regel – en svækket kanin vil måske kunne tåle mindre. Så det betyder, at I formentlig allerede omkring oktober ikke må tage kaninen ind, og det kan vare helt hen til april, hvis det er en hård vinter. Det handler ikke om at kaninen bliver forvirret, men om at den ikke kan tåle det.

      I skal derfor gøre op med jer selv om I egentlig kan tilbyde kaninen det, den har brug for, for at trives, og om I får glæde af den udenfor. I skal have to kaniner til den løsning, I er ude efter lige nu. Husk at to kaniner skal neutraliseres – og medmindre det er to unger I får sammen, så skal de sammenføres. I vil desuden også sætte pris på at kaninen er neutraliseret, da det hjælper på renligheden.

  6. Maj

    Hej, vi har lige købt en 4 år gammel dvægvædderhan. Vi fik bur og en lille løbegård med, men har hele tiden tænkt, at han sku have en del mere plads. Men efter at have set jeres lille film og fritgående kaniner får jeg lyst til at have ham sådan. Mit spørgsmål er så, om vi bare skal sætte et trådnet i hækken, eller skal man grave det ned? Samtidig har vi børn der løber og leger i haven, vil det stresse den, eller vil den bare søge et sted med fred når aktiviteterne bliver for vilde? Kan jo også læse, at vi nok burde have købt en kanin mere. Men vi kan vel ikke gå ud fra at to fremmede kaniner vil have det godt sammen eller hvad?

    1. Kaninhåndbogen

      I kan godt sætte trådnet langs hækken, som vil holde kaninen inden. Nogle kaniner graver, som du er inde på. Det plejer ikke at være et stort problem, men det er jo individuelt. Hvis der går græsplæne helt op til hækken, vil kaninen formentlig ikke grave, men er der bede med bar jord, så kan du lige lave en kant, hvor du lader trådnettet gå længere ned. De fleste kaniner graver for sjov, så hvis du går og holder øje, så bør du kunne nå at opdage et flugtforsøg på forhånd. Hvis kaninen graver inde i midten af haven, så er det bedre, for så kan du løbende holde øje med hvor lang hule egentlig bliver og om den er på vej ind mod naboen.

      I bør absolut købe en kanin til. I skal have kastreret jeres hankanin, og så kan I købe en sød hunkanin, som kan steriliseres når hun er 4 måneder, vejer 1 kg. Når de har en hel have at løbe på, så skal I ikke være bekymrede for om sammenføringen bliver svær.

  7. Chalotte Ivalou Justice Overgård

    Hejsa
    Nu da der er kaninpelst på Fanø – hvordan forholder vi os så i resten af landet mht. Ude kaniner – det er lidt svært at overdække hele området hvor de løber – og hvordan ift græs ?
    Med venlig hilsen Chalotte

  8. Jane Bach

    Hej. Vi overvejer at skaffe en udekanin (eller to) men synes faktisk, at det er svært at finde et bur som indeholder de anbefalede 9 m2. Jeg kan dog se at enkelte firmaer reklamere med at deres hønsehus ( hus med løbegård) kan anvendes til kaniner også. Vi kan egentlig godt lide ideen om, at børnene kan gå ind til dem og sidde med dem. Hvad er jeres holdning dertil og er der noget man skal være opmærksom på? Vi har også overvejet at stille et standardbur i en løbegård. Hvor de kan være om natten.

    1. Kaninhåndbogen

      Der findes ingen købe-bure, som en kanin vil trives i. Der er ikke penge i det for producenterne at lave sådan nogle, desværre, da det kræver for meget. Og der er desværre stadig alt for få kaninejere, som vil bruge pengene på at købe sådan et. I skal nok selv ud i at bygge ét – men det behøver ikke være den store udfordring. Hvad med at indhegne haven? Hvis I har hæk omkring haven, så kan I slippe ganske let afsted med det ved at sætte hønsenet rundt om hækken og grave det lidt ned. I kan også købe et legehus brugt og så lave en stor indhegning rundt om – så er det også noget hyggeligere for jeres børn at sidde ude hos kaninerne om vinteren, for ellers bliver det nok kun meget korte besøg fra november til april, når det er koldt, mørkt og vådt udenfor.

      Jeres børn må gerne sætte sig ind i løbegården/legehuset – det er helt fint. De skal blot lære at de ikke må løfte på kaninerne, og når kaninerne er inde i deres huse (altså små kasser/huse), så må de ikke løfte dem ud eller løfte på taget, men må pænt sidde udenfor og lokke dem ud med godbidder.

  9. Mirja Bramsen

    Vores piger har netop fået to hun kaninunger (søstre).
    Vi har købt et stort hjemmebygget brugt bur, som er væsentlig større end de gængse bure. Jeg kan dog alligevel læse herinde, at de helst ikke skal opholde sig i buret hele tiden med det store plads behov kaniner har.
    Jeg overvejer at indrette en tom hesteboks til dem, som de kan bo i over vinteren (3 x 3 m). Gulvet i boksen er dog ikke støbt (endnu). Er der mon risiko for at de graver sig ud? Gulvet er meget hårdt stampet, det er absolut ikke løs jord. Og skal de have et sted at sove / have det lunt, væk fra gulvet? Vi vil strø gulvet med savsmuld og hø / halm, men der kan jo godt trække kulde op fra gulvet / jorden.
    Og udebure – skal der ikke være trådnet i bunden af dem? Eller de graver sig ikke ud?

    1. Kaninhåndbogen

      Nej, hvis det er hårdt stampet, så¨skal du ikke forvente at de kan grave sig ud. Og hvis de begynder, så vil du have rigeligt med tid til at stoppe det. Er det eventuelt muligt at lave et hul i muren og så bygge en løbegård udenfor, så de kan løbe fra boksen og ud? Det er sådan, at kaniner faktisk har brug for sollys for at undgå tand- og knogleproblemer, så det er ikke så godt, at de gemmes helt væk indenfor. Det bedste vil være, at de kan løbe ind og ud – det ville være en perfekt løsning.

      Læg en stor bunke halm i den ene del af folden, som de kan grave sig ned i. Stalden vil jo være frostfri og uden træk, så det vil være fint til dem, men bare der er nogle huller og noget at grave sig i, hvis de har brug for det.

      I forhold til udebure så skal du tænke i indhegnede områder i stedet for bure, for at de får nok plads. Grav i stedet en flise dybt ned på langs, så de ikke kan grave sig ud lige ved hegnet. Det samme gælder for ræven. Prøv at kigge på hønsefora og få lidt tips til rævesikring – uden at I behøver at gå i gang med stødhegn osv. Nogle kaniner graver sig aldrig ud, og andre elsker at grave. De fleste synes det er sjovt at grave uden at de er interesserede i at stikke af, så tag det roligt, hvis du ser dem begynde at grave og nyd at de har mulighed for at udleve deres behov – men hold naturligvis øje med om de er på vej ud af haven.

  10. Anonym

    Hej
    Jeg er helt vild med denne side, og har lige et spørgsmål jeg kunne tænke mig at spørge. Jeg har selv to kaniner på ca 2-3 måneder, og de er vilde med at være ude i min gang, hvor der er masser af plads, men når man rammer de sene timer, hvor vi skal i seng, må deres bur så stadig godt stå åbent selvom vi andre ligger og sover? Jeg har nemlig oplevet, at de bider i tremmerneog er en smule urolige i deres bur, så snart det bliver lukket om aftenen. Vi har prøver at lade buret stå åbent, mens vi andre ligger og sover, og det har vist virket fint, men er det noget jeg kan blive ved med at gøre?

    1. Kaninhåndbogen

      Ja, sagtens! Gør endelig det. Kaniner er tit mest aktive på det tidspunkt, hvor vi andre gerne vil sove, så det er kun fint at de får lov at løbe frit. Bliv endelig ved med det – det er sundt for dem: både fysisk og psykisk at kunne rende frit. De er ikke så gamle lige nu, så der kommer selvfølgelig et tidspunkt, hvor de bliver kønsmodne og vil begynde at markere. Så skal du få dem neutraliseret.

  11. Mette

    Hej.
    Jeg har købt en kaninunge som jeg skal hente om 14 dage. Kaninen skal være en indekanin, og skal være i et rum ved siden af mit værelse som vi bruger til mad og andet rod. Vil gerne have at kaninen får god plads, og at den ikke skal være lukket inde i et bur hele tiden. Har tænkt på at købe den løbegård fra zooplus der er blevet anbefalet, men skal jeg så også købe et stort bur, eller kan den nøjes med et mindre et, eller vil en kanin helst ikke have et bur? Vil gerne høre hvad der vil være mest optimalt for min kanin at have.

    1. Kaninhåndbogen

      Løbegården er ment som en erstatning for et bur. Det er bare et større “bur”, fordi mange kaniner mistrives i et bur. Skal kaninen være lukket inde om natten eller om dagen, når du ikke er hjemme, så er løbegården bedst. Et bur er bare til at kaninen kan have sine ting og selv kan hoppe ind og ud.

      Løbegården skal have de samme ting som et bur har (toilet, kasse, mad, legetøj osv) – der er bare meget mere plads, så kaninen trives. Samtidig er det billigere og lettere for dig. Når du er hjemme, så kan du let bare lige tage siderne af løbegården og så fylder det ikke. Det er meget praktisk. Læg en voksdug under, som f.eks matcher indretningen på dit værelse.

  12. Camilla

    Hej vi er ved at anskaffe os en kanin unge. Jeg har lige et par spørgsmål vedrørende dens bur. Du skriver at det ville være bedst med et bur på 9 kvm. Er det så bedst at have en hus til den som den kan sove i sammen med løbegår d, så den selv kan rende ud og lege når den vil? Skal det stå et fast sted i haven, hvor der er hegn gravet ned i jorden, så den ikke kan grave sig ud, ellers skal man flytte på det hver 3 uge pga græsplænen? Og hvad så til vinter, skal den så være indendørs, og hvad så med dens rygsøjle hvis den skal være i bur indenfor. Er det allerbedste for den at leve frit indefor ? Håber du vil besvare mine spørgsmål da vi prøver at gøre det bedste for vores lille kanin 😊

    1. Kaninhåndbogen

      Beklager meget sent svar! Hvis I skal have en udekanin, så skal I have to. Kaniner er meget sociale dyr, og de må ikke holdes alene udenfor. Det er simpelthen alt for synd. Den vil simpelthen sygne hen i ensomhed og kedsomhed. Det allerbedste vil være som du selv er inde på, at din kanin lever frit indenfor. Så får den selskab, den får ikke fugt og træk som kan være farligt for den, og du vil meget hurtigere kunne se om den trives eller ej og dermed nå at få den til dyrlægen i tide – og så er det også meget hyggeligere for dig. Det er jo de færreste, der gider sidde ude i regn og kulde og kæle med sin kanin i flere timer om efteråret og vinteren.

      Har du valgt at din kanin skal være udekanin og du har anskaffet dig to, så lav en løbegård på 10-12 m2. De vil formentlig ikke frivilligt bruge et udendørsbur, så give dem i stedet nogle små kasser som du fylder op med halm og hø, som de kan søge læ i.

  13. Tanja Louise

    Hej,
    Jeg skriver, da vi står og skal have en kaninunge.
    Vi går meget op i dyrenes ve og vel og ønsker selvfølgelig det bedste for vores lille nye familiemedlem.
    Da vi har hunde, har vi valgt, at det skal være en udekanin, da vi ikke vil risikere at hundene på nogen måder vil kunne komme til at stresse den lille gut, når de er alene hjemme.

    Vi vil gerne have et stort og fint bur, som m2-mæssigt passer til kaninens behov.
    Derfor vil vi gerne spørge om et par ting.

    1) Skal kaninen have adgang til græs hele dagen lang? Hvis ja, hvad skal vi så tage højde for i forhold til overvægt? Hvor meget må vi fodre med udover dét den indtager, når den græsser?

    2) Det er blot en tanke vi gerne vil have af- eller bekræftet. Er det dårligt for en kanin at gå på fliser?

    3) Når vi nu har valgt at det skal være en udekanin? Hvad gør vi så i forhold til vinteren. Eller den kolde tid generelt. Når den har en stor løbegård. Vil den så ikke pr. automatik blive udsat for træk og kulde? Hvilket den ikke må? Hvad vil vi gøre i en sådan situation, hvor risikoen er der til, at der kommer sne i løbegården?

    4) Selvom det er en udekanin? Må vi så ikke godt tage den med indenfor og sidde med den eller have den til at gå rundt inde ved os? Eller vil det forvirre dens sind for meget? Vi har hørt at den gerne må være inde, hvis temperaturforskellen ikke er mere end +/- 10 grader.

    Håber du kan hjælpe os, så vores kanin får de bedste levevilkår.

    1. Kaninhåndbogen

      Jeg beklager rigtig meget sent svar! Der er ikke blevet besvaret spørgsmål i lang tid, fordi vi i stedet har brugt kræfterne på at oversætte en engelsksproget bog om sammenføringer af kaniner til dansk, så flere kan få hjælp end dem, vi kan nå at svare herinde 🙂

      1) Ja, kaninen skal helst have adgang til græs dagen lang. Kaniner skal kunne græsse, fordi det er godt for deres maver, og fordi det aktiverer dem. Det vil jeres kanin sætte stor pris på. En kanin bliver ikke overvægtig af græs, så det skal I ikke bekymre jer om. En kanin, der er aktiveret, bevæger sig og som ikke keder sig, den vil ikke overspise i kaninpiller eller blive overvægtig, så det er slet ikke noget I skal bekynmre jer om, hvis I sørger for at jeres kanin har noget at lave og den har rigeligt med plads til at løbe og hoppe rundt.

      2)Nej, det er det ikke. Men den vil helt sikkert sætte pris på at I så giver den en sandkasse med jord og sand, så den kan grave, og at I sørger for at der er nogle store krukker med planter og buske, så den har noget at spise af, skjule sig i og bare nyde.

      3) I forhold til vinter så er det træk, der er problemet. En kanin, der er i stand til at bevæge sig, vil ikke fryse ihjel, hvis det er bekymringen. Den vil blot løbe rundt, så plads, plads, plads er det vigtigste I kan give jeres kanin. Og så skal den have et eller flere steder, hvor den kan søge ind, hvor der ikke er fugt og træk (det er der f.eks ofte i de udendørsbure, som mange kaniner lever i. I kan sætte en pressening op på 2 af siderne på løbegården, så der ikke kommer sne og blæst ind til vinter. bare sørg for at presseningen sidder helt tæt, så den ikke blæser op og skræmmer kaninen.
      Men kaniner kan tåle kulde og sne – kaniner trives bedst, når det er køligt, fremfor når det er varmt, og de har en meget tyk og vandskyende pels.

      4) Det vil ikke påvirke dens sind. Det I skal være obs på er at hvis jeres kanin ikke har så stærkt et immunforsvar, så kan de store temperaturskift godt føre til lungebetændelse (som meget akut kan slå en kanin ihjel på en rigtig ubehagelig måde). Så hvis I gerne vil have kaninen ind, så sørg for at det ikke er i et varmt rum, som stuen er. De fleste soverum er oftest kølige, så derinde kan I lade kaninen rende rundt. I kan også lade kaninen være indekanin om vinteren? Når I ikke er hjemme, så luk den inde på et værelse, hvor hundene ikke kommer.

      …5)…I lyder jo til virkelig at ville gøre det her godt. Så for at jeres kanin skal trives, så er I nødt til at anskaffe jer en kanin til. En udekanin må aldrig bo alene. Det er synd. De er kolonidyr og fra naturens side meget sociale. De lever tæt sammen og det giver tryghed, øger deres immunforsvar, og så hygger de sig med det. En udekanin kan ikke slappe af på samme måde, for den skal altid være på vagt, for der er ikke andre, der kan holde øje med rovdyr, når den sover, spiser eller vil slappe af. Har man flere udekaniner sammen, vil man også se, at de tit sover med hoved vendt i hver sin retning, for netop at beskytte sig selv. Det ligger instinktivt i dem, selvom der ikke er rovdyr de skal passe på. Men de er utrygge, når de er alene.

  14. Rikke

    Vi har købt to franske væddere – to brødre. De har boet hos os i lidt over en uge nu. De har et bur i stuen. efter to dage åbnede vi burets skydelåge så de kan komme ud. Den ene (Gandalf) tog et døgns tid så var han modig nok til at hoppe ud. Det gør han nu som det passer ham. Den anden (theodor) vil ikke ud. Vi har gjort som I anbefaler, lades dem selv bestemme. ikke nusset eller løftet dem ud af buret. Er der noget vi kan gøre for at Theodor kommer ud – jeg tænker at han måske ikke bliver lige så kælen som Gandalf når han nu ikke har kontakten med os?

    1. Kaninhåndbogen

      Beklager meget sent svar. Har I løst problemet? Er Theodor blevet kælen? I skal tænke på at kaniner har lige så forskellige personligheder, som vi mennesker har, så man kan ikke forvente det samme af dem. Gandalf er åbenbart bare en mere modig kanin, og dermed passer de godt sammen, for Theodor vil formentlig kunne støtte sig meget op af sin bror og dermed også blive meget mere tillidsfuld end hvis I havde haft ham alene.

  15. Natja

    Hej

    Jeg har gang i et have-projekt til mine elskede kaniner, så de kan blive ude kaniner. Jeg har en hæk omkring hele haven, men mit spørgsmål er så: kan de ikke nemt gnave et trådnet i stykker? Jeg overvejer at sætte noget stærkere op, f.x. et lavt hegn eller lignende, men jeg har jo hørt hvordan mange har glæde af et hønsenet/trådnet. Mine kaniner gnaver bare ret kraftigt i både træ og hårde kasser, så jeg synes umiddelbart at sådan et net virker for svagt?

    1. Kaninhåndbogen

      Beklager meget sent svar. Har du fået kaninsikret din have? Et trådnet vil ruste efter nogle år og dermed blive let at gnave over, så du skal holde øje med din kaninsikring. Derudover kan nogle kaniner godt finde på at sidde og gnave hver dag i trådnettet og til sidst få lavet et hul. Men det vil ikke ske på et par timer en enkelt dag, så hvis du er opmærksom på dine kaniner, så vil din indhegning være kaninsikker. Der er dog forskel på trådnet, så vælg den bedste kvalitet.

      Hvis trådnettet er inde i hækken, så er du udenom det problem. Så klip hækken tæt ind, sæt trådnettet og lad hækken gro ud igen.

  16. pernille Klemmensen

    Hej
    Kan kaniner spise bladene fra jordskokker planter ?
    Mvh Pernille

    1. Kaninhåndbogen

      Ja og også blomsterne 🙂

  17. Fiona

    Jeg har lovet min 10-årige søn at han må få en kanin, og den kan bo i haven i hans gamle legehus med løbegård udenfor. Vi har været ude og finde en (hankanin) hos en veninde der har fået for mange. Nu har jeg så lige læst at så bliver den for ensom. Vi har også to katte, kan det gå sammen og hjælper det på ensomheden eller kommer de op at slås? Hvad vil være en god højde til hegnet om løbegården, og skal kattene kunne komme der ind eller ikke?
    En anden ting, det med at man ikke må tage kaninen op, det har jeg ikke hørt før. Han har taget den op ude hos dem og de plejer at tage deres kaniner op ind imellem og kæle med dem. Den er vant til et for lille bur, men får de 9 m2 her.

    1. Kaninhåndbogen

      En udekanin må aldrig bo alene. Den skal have selskab. Alt andet er virkelig synd. I skal sørge for at jeres hankanin bliver kastreret (det ville I skulle under alle omstændigheder), og så skal I finde en sød steriliseret hunkanin som selskab. Internaterne steriliserer deres hunkaniner, så I kan få derfra, eller I kan kontakte Guldborgsund kaninhjem. Jeres kanin vil helt sikkert jage jeres katte, hvis den ikke er kastreret, men de vil ikke slås – jeres katte vil helt sikkert stikke af, hvis kaninen virkelig skulle angribe. Mange katte kan godt lide at lege med kaninerne, men aldrig noget der er alvorligt eller som kaninen lader sig påvirke synderligt af. Men det er ikke nok selskab til en kanin, der bor udenfor.

      Hvis man vil have en tillidsfuld kanin, så skal man ikke løfte på den.

  18. Solvej

    Hej. Kender en der har kanin, og den lever udenfor i et bur højt hævet over jorden. Eneste kontakt er 10 sek om dagen når den får mad. Bliver hverken kælet med eller kommer på græs. Har så ondt i hjertet over det. Har prøvet at nævne mine bekrymriger, men ejeren bliver mega sur. Hvad kan jeg gøre, nogle gode råd? Melde det? Ellers har jeg taget billeder af alt her inde om kanin i bur kan jeg sende det til vedkommende? Bange for hun bliver vred og slutter vores venskab. Men kan bare ikke holde det ud, det er synd for kaninen og den har ikke et godt og værdigt liv, synes jeg:(

    1. Kaninhåndbogen

      Nej, det lyder godt nok trist. Når det gælder kaniner, så kan det være ret svært at hjælpe dem, fordi de ikke har samme høje status som kæledyr som katte og hunde. Prøv evt. at spørge inde i Facebook-gruppen Frikanin – der har vist været tilsvarende situationer, hvor der er en, der er taget ud for at hente kaninen og snakke med ejer.

      Du kan også prøve at printe denne artikel og smide i postkassen og så evt. tilbyde at tage kaninen (du skal ikke have den for altid, men kan omplacere den. Hvor i landet bor du?): http://www.kaninhaandbogen.dk/kaniner-som-kaeledyr/kaninbure/ (du skal kun printe de første to sider – ellers kommer du til at få alle kommentarerne med 🙂 ) – og Erlings historie er også god: http://www.kaninhaandbogen.dk/kaniner-som-kaeledyr/kaninbure/10-ar-i-bur/

  19. Rikke

    Hej,
    Rigtig fed side, og hjælpsom!

    Jeg har en fransk vædder (han er kun 3, næsten 4 måneder) og jeg kan ikke finde en løbegård der er høj nok til ham.
    Lige nu er han hovedsageligt i hans bur, men han bliver lukket ud hver dag. Meningen var at han skulle have bur uden tremmer på den ene side, og så en løbegård rundt om så han har et passende stort område der er hans territorie. Han har dog fundet ud af at han kan hoppe over løbegårds hegnet, (og at han kan løbe hurtigt rundt og få slået løbegården fra buret, hehe) og han skal jo helst blive derinde mens jeg ikke er hjemme da jeg kun har et rum, og der er ledninger han ville kunne få fat på hvis han er ude uden opsyn.

    Jeg tænkte på om du kendte til nogle løbegårde der er lidt høje, som en kanin ikke kan hoppe over? Eller om der er andre muligheder for hvad jeg kan gøre?

    Hilsen Rikke 🙂

    1. Kaninhåndbogen

      Sikke en lille udbryderkonge 🙂 Du kan evt. købe et net og sætte over løbegården, men tror du at han vil gnave i dine ledninger? Gør han det, når han er ude? Hvis ikke, så var det måske bedre at kaninsikre dit rum, så han kan løbe rundt, og du heller ikke skal være bekymret, når du er hjemme og han er ude.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>