Print denne Side

Hvad er en huskanin?

Huskaniner er ved at blive et mere almindeligt begreb herhjemme, efter at have været det i årtier i udlandet. Så hvad er huskaniner og hvor let er det at have kaniner på den måde?

Hvad er en huskanin?

En huskanin er egentlig en anden måde at sige kælekanin på. Mange mener ikke, at en kanin i et udendørsbur kan betegnes som en kælekanin, da kaninen oftest holdes på samme måde som en slagtekanin. Den type kaniner er oftest heller ikke særlig kælne pga. forholdene, de holdes under. Derfor opstod der et behov for et nyt begreb, ligesom vi har huskatte og gårdkatte.

En kælekanin anses for at bo indenfor med sin familie, ligesom en hund og en kat. Den har måske et bur at være i om natten, men mange huskaniner har ikke noget bur, da det slet ikke er nødvendigt.

stuekaniner huskaniner

Når samtalen falder på en huskanin, så er der altså tale om en kanin, som lever under de samme forhold som familiens kat; med kattebakke, en fast plads i sofaen, legetøj og masser af plads at bevæge sig. Som udgangspunkt vil kaninen være neutraliseret – da det ellers kan være meget svært at bo sammen med en kanin.

Hvad kræver det at have en indekanin?

Uanset om du har en kanin, der har siddet i et udendørsbur i 7 år, eller du overvejer at købe en kaninunge, så kan du gøre hvilken som helst kanin til fritgående indekanin. Det kræver blot, at du får din kanin neutraliseret (se liste over dyrlæger), så din kanin ikke har et behov for at markere sit territorium med tis og pøller.

renlighedstræning kanin

Kaniner er meget renlige dyr og kan let lære at bruge en toiletbakke – også selvom de ikke er neutraliserede. Kaniner er territoriale dyr, og de har derfor et behov for at vise, hvor deres territorium er, så selvom din kanin bruger toilettet og egentlig er renlighedstrænet, så vil den stadig tisse andre steder, fordi den også skal markere territorium. Når du neutraliserer en kanin, fjerner du dens territoriale adfærd, og derfor vil den ikke have noget behov for at markere.

Udover naturligvis at få din kanin neutraliseret så kræver det også en toiletbakke og nogle papkasser, kaninen kan bruge som hule og til at gnave i. Derudover skal kaninen naturligvis også have aktivitetslegetøj til rådighed.

Hvad med kaninburet?

Nogle kaninejere vælger at købe et bur til kaninen, som kan stå åbent døgnet rundt, så kaninen har et ”hjem”, mens andre laver et område med en papkasse, mad, toilet osv.

Hvis I vælger at have jeres kanin fritgående kan I indrette jer lige som I vil, uden at have et bur til at stå i vejen i stuen. Nogle papkasser, som kan købes i forskelligt design i Ikea, eller som I kan beklæde med tapet, gavepapir m.m kan blive rigtig fine og stå fremme uden problemer. Bare vær indstillet på, at kaninen på et tidspunkt nok gnaver papkassen i stykker, men det er en del af den daglige aktivering.

kanin aktivering

Nogle kaniner begynder at markere, hvis de ikke har et bur, fordi de ikke føler, at de har deres eget område. Oplever du dette, så sørg for at din kanin har et sted, der er dens helt og holdent, gerne et åbent bur.

Det vigtigste er, at du respekterer, at når din kanin er i sin hule/bur/papkasse, at så forstyrrer du den ikke. Du må pænt vente på, at den kommer ud til dig, hvis du vil kæle med den.

Ødelægger kaniner ting?

Ja og nej. Kaniner har et helt naturligt behov for at gnave, og det er endnu stærkere hos intakte kaniner end hos neutraliserede kaniner. Samtidig har helt unge kaniner også større behov for at undersøge tingene med deres tænder.

Når det er sagt, så er det også vigtigt at være opmærksom på, at du kan gøre rigtig meget for at forebygge gnaveri i ledninger og møbler.

kanin gnaver

Så længe din kanin har papkasser, friske grene og frisk hø til rådighed hele tiden, så vil dens behov for at gnave i dine ting være markant mindre. Du er nødt til at give din kanin et alternativ til ledningerne i huset.

Kaniner, der keder sig, er destruktive. Kaniner, der ikke har selskab i form af andre kaniner, er især destruktive. Kaniner er sociale og har brug for at bo sammen med andre kaniner.

Oplever du, at din kanin gnaver i tingene, så er det ikke kaninens skyld eller fordi den er uartig – det er fordi, at den har nogle behov, som ikke blive tilgodeset.

6 kommentarer

Spring til kommentar-formularen

  1. Belgin

    Hej. Om cirka 10 dage kan jeg hente min kanin. Det er første gang, jeg ejer en kanin så. Anbefaler I så, at jeg burde skaffe en kanin mere? Eller kan man godt starte ud med en enkelt kanin som i mit tilfælde?

    1. Kaninhåndbogen

      Du kan sagtens starte ud med blot én kanin, så længe den går indenfor og ikke bare sidder i et bur og kukkelurer. En udekanin bør aldrig leve alene til gengæld. På noget tidspunkt.

      1. Belgin

        Jeg har lige et andet spørgsmål. Den nye kanin skal blive i buret i et par dage, for at vænne sig til de nye omgivelser, og at buret er dens territorium. Men hvad så, når jeg skal give nyt foder, hø, vand og så videre. Så bliver jeg nødt til at gøre det, med ham inde i buret. Er der nogle tips til, hvordan jeg kan putte de nødvendige ting ind i buret, uden at han bliver synderligt påvirket af det og bider?

      2. Kaninhåndbogen

        Det vil kun være én gang i løbet af dagen, så det går. Du skal bare ikke begynde at kæle med kaninen. Men det er meget individuelt om du skal holde kaninen i bur i 3 dage – på sigt er det vigtigste blot, at kaninen føler, at når den er i sit bur, så er det dens helle. Det er et sted, hvor du ikke løfter den ud fra, og hvor du ikke stikker hånden ind til den. Det samme med dens huler rundt om i lejligheden. Når den er derinde, så må du lokke den ud, hvis du vil kæle.

      3. Belgin

        Jeg har lige endnu et spørgsmål. Kaninen kommer til at være i buret de første par dage allerhøjst. Når den så er begyndt at komme ud, og har lært at bruge toilettet, så er jeg ikke længere bange for, at den laver uheld, mens jeg er på arbejde eller i skole. Så havde jeg tænkt mig, at gøre den til 100% frikanin, og ikke længere lukke den ind i buret, mens jeg sover eller arbejder. Men ville jeg så kunne fjerne overdelen af buret, og bare beholde bunden? Ville kaninen kunne finde ud af det? Jeg respekterer selvfølgelig stadig, at når den er i bunden, så skal den være i fred. Eller ville man også kunne fjerne hele buret, og have toilettet direkte på gulvet? Hvad anbefaler I så af helle for kaninen? Nogle huler rundt omkring i lejligheden? Ville det være nok? Eller er én stor hule også fint?

      4. Kaninhåndbogen

        Du kan godt fjerne overdelen af buret, men det er noget du må forsøge dig frem med. Kaniner er forskellige. En kanin vil måske være helt ligeglad, og en anden vil begynde at blive urenlig, hvis du fjerner overdelen. Så prøv dig frem. Det vil under alle omstændigheder være en rigtig god idé med kasser rundt om, som kaninen kan bruge som hule. Du kan også sagtens lave en stor kasse (med to huller), hvor du har hø og toilet. Det vil flere kaniner synes er rart og så har den sovekasser andre steder i lejligheden. Det vigtigste er blot, at du forsøger dig frem, og at du holder øje med, hvordan din kanin reagerer. Begynder den pludselig at tisse ved siden af buret, efter du har fjernet overdelen, så ja, så skal overdelen på. Fjerner du buret helt og nøjes med kasser, og går det også galt, så skal du måske lave en glidende overgang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>