↑ Tilbage til Kaniner som kæledyr

Print denne Side

Huskaniner – kaniner som kæledyr

Hvor det før var almindeligt at have kaniner i et bur ude i baghaven er kaniner i højere grad ved at blive kæledyr på lige fod med katte og hunde. Disse kaniner kaldes stuekaniner, huskaniner eller bare kælekaniner – generelt for dem er at de er neutraliserede, bor indenfor, er renlighedstrænede og en stor del af dem lukkes slet ikke i bur, men render frit i hjemmet. 

Behandler du din kanin som et kæledyr?

”Når det alligevel er udbredt at have kaniner i små bure, er det nok fordi få har stillet spørgsmålstegn ved denne tradition, som strækker sig helt tilbage til 500-tallet. Med nutidens viden og muligheder er der dog ingen grund til at lade sine familiedyr leve på samme måde som middelalderens munke opbevarede deres kommende måltider” – Marit Emilie Buseth, forfatter til “Den store kaninbog

I Danmark er kaniner avlet i mange hundrede år udelukkende med henblik på at blive spist. Derfor har det altid været naturligt at holde kaninerne udenfor i små bure.

I dag, hvor de færreste holder kaniner for at spise dem, fastholdes alligevel denne måde at holde kaniner på – endda selvom kaninerne anses som kæledyr. Det er ikke den bedste måde at have kanin, hvis ønsket er et kæledyr. Det er synd for kaninen, hvis behov ikke tilgodeses, og synd forkaninejeren, som ikke får det ønskede forhold til kaninen.

kaninbur

Kaniner er søde at se på, men de er også intelligente dyr med et stærkt socialt behov og stor trang til at bevæge sig. De behov kan ikke dækkes i et bur i haven, og kaninen lider under det. På grund af kaninens bygning og behov for bevægelse er der risiko for at den udvikler knogleskørhed og andre smertefulde lidelser efter blot 6 måneder i et bur. Tankevækkende, ikke?

Huskaninens historie

I 1980’erne dukkede begrebet ”huskaniner” op i forbindelse med udgivelsen af bogen ”The House Rabbit Handbook” af Marinell Harriman. En bog, der ændrede livet for mange kaniner og kaninejere. Siden da kom organisationen The House Rabbit Society til, som i dag er en verdensomspændende organisation med internater, dyrlæger, biologer, adfærdsbehandlere m.m. tilknyttet, der udelukkende arbejder med kaninvelfærd.

huskanin

Begrebet huskaniner dækker overordnet set over neutraliserede kaniner (de færreste kan nemlig holde ud at leve med en kanin, der markerer), der bor indenfor præcis som en hund og en kat ville gøre. En kanin, der får lov til at rende løs min. 6 timer om dagen, er et integreret kæledyr i familien og som bliver stimuleret mentalt.

Nogle kaninejere har deres kaniner rendende frit dagen lang, mens andre har dem i bur om natten eller når de ikke er hjemme.

En huskanin er et kæledyr

Der er ingen tvivl om, at huskaniner er langt sjovere at have end kaniner i et bur i haven. De bliver en integreret del af dagligdagen, og det er let lige at bukke sig ned og kæle med kaninen i ny og næ end at skulle sætte 3 timer af til at sidde ude i haven i regn og kulde og mørke.

Kaniner er sjove dyr med store personligheder, som man kan få et rigtig tæt forhold til. Kaniner kan trænes til at bruge en kattebakke (læs mere om renlighedstræning af kaniner), og er de neutraliserede, har selskab og har legetøj til at holde sig aktiveret, er det heldigvis begrænset med ødelagte paneler og møbler.

kanin

At have kaniner indenfor giver ejer og kaniner mulighed for at få et tæt forhold, men det er ikke en holdbar løsning, hvis kaninen blot skal sidde i et bur, fordi man er bange for at den skal lave ulykker. En kanin er et meget aktivt dyr, der har brug for at lege og brug for plads.

Vil du gerne have kaninen indenfor, men vil have den i bur det meste af tiden, så er en kanin ikke det rette kæledyr.

> Er kaninen det rette kæledyr for dig?

Overvejer du at få kanin?

Så læs godt og grundigt om kaniner her på siderne, stil spørgsmål på forummet og læs nogle af disse bøger inden du anskaffer dig en kanin.

 

 

49 kommentarer

Spring til kommentar-formularen

  1. Emma

    kan jeg tage mine ude kaniner ind og bo hos mig??

    1. Kaninhåndbogen

      Hej. Ja, det kan du sagtens. Det vil de sætte stor pris på. Bare sørg for at overgangen fra kulde til varme sker gradvist. Du kan sørge for, at de står i en uges tid i et køligere rum før du flytter dem ind, hvor de skal bo. Soverum er oftest langt køligere end stuen, men det kan også være bryggers, kælder osv. Det er bare lige så de kan vænne sig til at være inde i varmen, nu hvor de har fået sig en tyk vinterpels.

  2. Camilla

    Hej. Min hunkanin er 7 år gammel og har været både ude og indekanin – hun har så stået indenfor i et bur de sidste år. Hendes bur står åbent hele dagen lang, så hun har mulighed for at gå ud, når hun vil, men hun gør det aldrig. Kun når jeg tager hende ud, så hygger hun sig på sengen osv. Ville det godt kunne lade sig gøre at få hende til at blive en mere fritgående huskanin på trods af hendes alder og mentalitet?

    1. Kaninhåndbogen

      Ja, det vil det sagtens. Alle kaniner vil trives med frihed uanset aldet 🙂 Hvis hun har svært ved at komme ud af buret, kan du evt. løfte overdelen af buret og se om det hjælper. Det gør det lettere for nogle kaniner. Det kan også være, at hun har brug for en rampe – de kan købes flere steder. Til sidst kan det også være, at gulvet er for glat til at hun kan finde ud af at gå på det. Du kan prøve at lægge et tæppe eller nogle håndklæder ud foran hendes bur og se om det hjælper.

  3. Camilla

    Hej Hej igen 🙂

    Efter et par dage har min kanin nu endelig lært, at hun kan hoppe ind og ud af buret selv! 🙂 Det er er ret morsomt sådan som hun fiser rundt.
    Nu har jeg så et andet spørgsmål. Jeg vil MEGET gerne blive fri for spåner, da det både sviner og ikke er godt for min kanins øjne, som tit kan løbe i vand pga al støvet. Så jeg har købt et kanintoilet og træpiller og et dejligt hundetæppe. Min plan er så at ligge tæppet inde i buret i stedet for spåner, sætte toilettet ovre i der hjørne, hvor hun tisser og laver og lægge træpiller i. Så vil jeg så også lægge noget lækkert halm i den anden side af buret – oven på tæppet, ligesom hvis det var spåner, der lå i bunden. Er det noget, der kan lykkedes og være godt for hende? 🙂

    Tak for svar.

    1. Kaninhåndbogen

      Det kan du sagtens gøre. Halm er dog ikke nødvendigt til indekaniner. Det er ment som isolerende materiale om vinteren til udekaniner. Så hvis du vil undgå svineri, så skal du måske ikke bruge halm. Det vigtigst er i hvert fald, at du sørger for at hun kan spise, når hun er på toilettet, så sørg for at hun har hø ved toilettet. En del kaniner kan ikke lide at bruge hjørnetoiletter, så hvis du oplever, at hun tisser alle andre steder, så er det formentlig årsagen.

      Du kan gøre flere ting for at at gøre det let for dig selv. Du kan tage en hvid affaldssæk og trække hen over burets bund og derefter hælde træpiller ud i hele bunden. Når det så er tid til at skifte træpiller, så trækker du blot sækken tilbage og binder knude på. Du skal derfor ikke gøre rent overhovedet. Og husk at træpiller købes billigst i byggemarkeder og ikke hos dyrehandleren 😉

      Mht. hundetæppet så tror jeg måske, at det vil blive gnavet itu, men det er fint. Indtil hun er helt renlig, vil det måske være bedre at bruge avispapir i bunden dog.

  4. claireph

    nogle kaniner kan finde på at gnave i plastposen og det er ikke godt, gør din det må du nok finde en anden løsning. det samme gælder avispapir, tryksværte er heller ikke sundt for kaninmaver. de fleste dyrehandlere sælger et bedding produkt af papir som er en god erstatning for savsmuld. det er en del dyrere, men holder i meget længere tid, så forskellen er ikke så stor endda. jeg har lært mine at bruge kattebakker med bedding og hø. jeg har en stående i hvert rum så de altid kan komme på toilet når de trænger. de har ikke toilet i buret, derfor behøver jeg ikke at rense buret særligt tit, bare jeg holder kattebakkerne rene. håber du kan bruge det til noget, og held og lykke

  5. Christina

    Hej
    Jeg har to kaniner. En han på 10 uger og en hun på 3år. De skal snart neutraliseres begge to og så vil jeg gerne have dem til at gå sammen indenfor. Men hvordan skal det indrettes? Skal de have hver deres toilet, madskål osv? Hannen går allerede indenfor, men hun markere sig indenfor, så håber neutraliseringen virker på det.

    Vh. Christina

    1. Kaninhåndbogen

      Neutraliseringen skal nok hjælpe på markeringen 🙂 Men det kan tage lang tid, både fordi det er en vane og fordi hunkaniner godt kan være længere tid om at reagere på neutraliseringen. Når de er sammenført, behøver du ikke give dem hver deres toilet, madskål osv, men i starten er det en god ide med to toiletter. Muligvis også senere, afhængig af deres forhold. I stedet for en madskål, så giv dem mad i hver deres foderbold.

  6. Jeppe

    Hej 🙂 min søster og jeg har en han kanin som for det meste er i sit forholdsvis store bur udenfor. Vi har ham dog ofte med inde, hvor vi kan kæle med ham og give ham lidt opmærksomhed. Om sommeren har vi ham også med ude på græsplænen. Men vi føler bare ikke det er nok, og vi er bekymrede for om den føler sig ensom eller om den keder sig? Er der noget vi kan gøre for at den kan få det bedere?

    1. Kaninhåndbogen

      Hvor er det bare skønt, at I tænker over om jeres kanin har det godt. Det er desværre noget, mange kaninejere ikke gør, så jeres kanin er rigtig heldig, at den bor hos jer. Kaniner er jo meget sociale dyr og de trives bedst sammen med en anden kanin. Derudover er de også meget intelligente dyr, som fra naturens side er beskæftiget med at søge føde eller socialisere det meste af tiden. Så den hårde sandhed er nok, at jeres kanin er lidt ensom og keder sig, men det kan der jo rådes bod på 🙂 I har flere muligheder: I kan få jeres kanin kastreret og hvis indhegningen er stor nok (en kanin skal have 9 m2 at bevæge sig på, som minimum. Hele tiden) så kan I give den selskab i form af en sød, steriliseret hunkanin. De skal dog lige lære hinanden at kende før I kan sætte dem sammen i buret, men det står der meget mere om Kaninhåndbogen. I kan også vælge at få ham kastreret (neutralisering af kaniner er altid en god ide) og lade ham være fritgående indekanin. Når han er kastreret, kan han hurtigt lære at bruge en kattebakke, når han skal på toilettet. Han har jer som selskab, og I kan få meget mere glæde af ham. Selskab vil ikke bare gøre, at han ikke føler sig ensom, men også at han ikke keder sig.

      Uanset om han er inde- eller udekanin og har selskab eller ej, så skal han også bruge sin hjerne. I kan give ham hans foderpiller i en foderbold, som han skal skubbe til for at få dem ud, eller I kan gemme foderet i toiletruller, I har bukket sammen. Der er mange ting, man kan lave med toiletruller til kaniner, så det er bare om at gemme dem. I kan også gemme nogle lækre godbidder i noget avispapir, som I har krøllet sammmen og bundet en let snor omkring. Der findes faktisk også intelligenslegetøj til kaniner. Det er legetøj, hvor man lægge godbidder i, og så skal de løse nogle små opgaver for at få foderet udløst. Det synes kaniner er sjovt, for de er ganske kloge. I kan også klikkertræne jeres kanin til at lave små tricks. F.eks at gå på to ben, hoppe hen og sætte sig på en kasse eller lignende. I kan også købe ting til at træne kaninhop derhjemme i haven.

      Skal jeres kanin fortsat være udekanin så se på om I ikke kan gøre hans bur meget sjovere. Som sagt skal det være min. 9m2, og er det et almindeligt bur, I har købt, og ikke en indhegning, så skal I sørge for, at der kommer en indhegning omkring, så han kan løbe rundt og bevæge sig hele tiden. I kan endda også kaninsikre haven, så han har hele haven at rende løs på. Men uanset hvad, inde i hans indhegning/løbegård skal I sørge for, at der er noget sjovt at lave. Han skal kunne grave, kunne hoppe op på en kasse eller en træstub, der skal være græs, han kan gå og spise af, og så skal der meget gerne også være en busk at gemme sig under.

  7. Jeppe

    Hejsa

    Jeg har et spørgsmål vedrørende vores fritgående indekaniner.

    Her hen over sommeren er de blevet lukket ud om morgenen og så kommer de ind til natten.

    Mit spørgsmål går på om de må komme ud en halv eller hel time og lege og få lidt græs, inden jeg tager dem ind igen? Eller kan de slet ikke tåle at komme ud når vejret er koldere end 10 grader?

    med venlig hilsen

    Jeppe

    1. Kaninhåndbogen

      Jo, de må godt komme ud. Men da de ikke har vinterpels, så er det bare vigtigt, at de ikke sidder og bliver kolde ude i vinterkulden. Så de skal kun være ude, hvis de hopper rundt og altså dermed holder varmen. Kaniner trives med koldt vejr, og de har en meget tyk pels (også når det ikke er vinterpels), så de kan godt komme ud, men de skal bare være i bevægelse og hoppe rundt og græsse. Og så selvfølgelig – som du også selv skriver – bare en halv time. Og så skal de ikke lige ind foran radiatoren eller pejsen og sidde bagefter.

  8. Julie rasmussen

    Hejsa jeg har et spørgsmål angående min lille snefnug, hun kommer ud om sommeren med masser af plads, men jeg syntes også at hun taber sig rigtig meget og det kan jeg ikke forstå for hun får grene hverdag og der er græs til rådighed, hvordan kan det være?
    Et andet spørgsmål er : jeg har trægulv med et lille tæppe midt på gulvet og hun har rigtig meget fart på, på tæppet men selve gulvet er hun ikke helt glad for at gå på, men hun gør det dog 😊 er der noget jeg kan gøre for at gøre det lidt mere behageligt for hende ?
    Et 3 spørgsmål er : hvad koster en strerelisering** ca jeg har søgt og søgt på nettet men jeg kan intet finde ?

    På forhånd tak for svar 😊

    1. Kaninhåndbogen

      Det lyder selvfølgelig ikke så godt, at hun taber sig meget. Vejer du hende en gang om ugen? Hvis du på vægten kan se, at hun taber sig, så bør hun undersøges af dyrlægen. Måske har hun svært ved at spise og skal have slebet tænder, eller måske fejler hun noget. Det er altid vigtigt at få undersøgt. Hvor gammel er hun?

      Mange kaniner kan ikke lide glatte gulve og har svært ved at gå på dem. Har du evt. mulighed for at lægge flere tæpper ud, så hun kan hoppe fra den ene og over på den anden?

      En sterilisering koster fra 1000 kr og opefter. Det er en rigtig god idé at undersøge på forhånd, for der kan være 5-600 kr. at spare, og det behøver ikke være på bekostning af kvaliteten overhovedet. De fleste dyrlæger har angivet priser på sterilisering for kaniner på deres hjemmesider, så hvis du finder 5-6 dyrlæger i nærheden af dig, så kig på deres hjemmeside. Hvis din kanin har tandproblemer, så vil det være en fin idé at få ordnet tænder samtidig, da det samlet vil være billigere for dig med en bedøvelse fremfor 2.

  9. Mie

    Mine døtre ønsker sig brændende kaniner. Vi havde tænkt, de skulle stå ude, men efter at have læst her, kan jeg se, at det skal de så ikke.
    Hvordan starter man med at skabe sådan et par huskaniner, når man kommer hjem med dem fra dyrhandlen? Hvordan slipper man dem løs? Hvilket udstyr er nødvendigt? Jeg tænker, de skal kunne lukkes inde, når vi ikke er hjemme, og vil så vidt muligt gerne undgå spåner/hø? Er der nogle arter, der egner sig bedre som huskaniner end andre?
    På forhånd tak😊

    1. Kaninhåndbogen

      Hvor dejligt at du gjorde dit forarbejde. Det er så skønt! Det er der alt for mange, der ikke gør. Og resultatet er, at både børn og kanin lider under det.

      For at det skal gå godt, så skal begge kaniner neutraliseres, uanset køn. Dermed bliver kaninerne mere rolige, de vil ikke markere (der er ikke noget værre end en kanin, der insisterer på at tisse i sofaen eller sengen, fordi den ikke er neutraliseret), de lugter mindre og det betyder, at kaninerne kan gå sammen uden problemer. Det er bedst, at I anskaffer jer en han- og en hunkanin. De behøver ikke have samme alder. En hunkanin kan steriliseres, så snart hun vejer 1 kg/er 4 måneder, mens hankaninen først kan, når hans testiklerne er faldet ned, hvilket oftest sker ved 3-5 måneders alderen, men også sagtens kan ske når han først er 7 måneder. Indtil da kan han sagtens udvise kønsmoden adfærd, uden at der desværre er noget at gøre ved det.

      Kaninunger er supernuttede. MEN, der er også mere fart over feltet, og som teenagere er der meget krudt i røven, hvilket betyder en masse sjove oplevelser, men også at de er mere tilbøjelige til at gnave i ting og ikke er helt så interesserede i at ligge stille og blive kælet. To ældre kaniner er oftest at foretrække, da de er mere kælne. Men det afhænger naturligvis altid af personlighed.

      To voksne kaniner kan dog ikke bare sættes i samme løbegård, hvis de ikke kender hinanden og slet ikke, hvis de ikke er neutraliserede. Så her kan det være en god idé at starte med hankaninen først.

      Det er vigtigt, når I får kaninerne hjem, at I lader dem være lidt i fred til at starte med. Sørg for at de har en god løbegård, hvor de kan bevæge sig. Vi anbefaler altid den her løbegård fra Zooplus – den er billig, har en god størrelse og kan let pakkes væk. Det er rigtig let at renlighedstræne kaniner og få dem til at bruge en kattebakke. Lige i begyndelsen indtil de er renlige, kan du lægge en pæn voksdug i bunden af løbegården. I løbegården skal der være friske grene, en papkasse med to huller i, som kaninen kan bruge til hule, et toilet og meget gerne en foderbold til aktivering. Der skal selvfølgelig være frisk hø/græs i toilettet til kaninen. Spåner er en dårlig idé, ikke bare støver det, lugter, men det giver også allergiske reaktioner hos kaninerne. I kan bruge krystalgrus, men der findes også mange forskellige typer grus på markedet i dag, som ikke lugter grimt. Træpiller fra byggemarkedet er billige, støver ikke og lugter ikke (kun lidt af træ). Hø kan du desværre ikke undgå, da kaniner skal spise rigtig meget hø om dagen. Men I kan såvidt muligt fodre med frisk græs, hvilket hverken støver eller lugter.

      I behøver ikke lukke kaninerne i deres løbegård, når I ikke er hjemme. Har de noget at give sig til (har papkasser, grene og hinanden) og er de neutraliserede, så bør der ikke være nogle uheld.

      Til børn er de store racer bedst. Kaniner må nemlig ikke løftes og bæres på. Det gør dem bange, og risikoen for at de vil gøre hvad de kan for at undgå børnene, eller simpelthen bare angriber dem er ganske stor. Så ved at vælge en tung race, så mindskes risikoen for at dine piger bliver fristet. De tunge racer er også mere godmodige og rolige, selvom det altid er fuldstændig individuelt. En stor race kan være en fransk vædder.

      Du skal være velkommen til at spørge yderligere.

  10. Camilla

    Hej. Jeg har lige anskaffet mig den sødeste lille han kanin på 5 mdr. Han er nysgerrig, men vil helst sidde i et hjørne. Han viger ikke imod når jeg tager ham ud, men søger hurtig et gemmested. Handler det om tilvænning eller er der noget galt? Han står i stuen, og jeg sætter buret ned på gulvet og åbner lågen så han kan hoppe ud, men det virker som om han ikke rigtig tør. Er der noget, jeg kan gøre? Mvh Camilla.

    1. Kaninhåndbogen

      Tillykke med din kanin 🙂 Hvis du lige har fået ham, vil det være en god idé lige at lade ham være i fred i hans bur. Han skal nok hoppe ud, når han er klar. Det er en stor, fremmed verden, som kan gøre en lille kanin utryg – så lad ham tage det hele i hans eget tempo. Det er ikke unormalt for en kanin lige at skulle samle lidt mod til sig. Så lad ham være i buret de næste par dage og lad ham være i fred derinde – ikke noget med at stikke hånden ind for at kæle med ham. Skal hans bur virkelig løftes ned på gulvet for at han kan hoppe fri? Det lyder ikke så godt. Han skal selv kunne hoppe ud og ind af buret, som han har lyst.

  11. Christine

    Hej. Min kæreste og jeg har købt en lille dejlig dværg kanin sidste fredag. Vi har siden da brugt meget tid på at sætte os ind i hvordan vi kan give hende det bedste hjem. Hun er 2 år og har boet hos en anden familie, så 14 dage i minizoo og nu bor hun hos os. Hendes bur står åbent hele dagen og det benytter hun sig flittigt af. Dog er hun ikke fan af vores lakeret trægulv, så vi har lagt tæpper ud så hun kan bevæge sig rundt. Min spørgsmål lyder egentlig bare om hun kan vende sig til det glatte gulv eller skal vi ud og investere i gulvtæppe så hun kan løbe rundt? Tæpperne på gulvet er en imidlertidig løsning, men når hun når tæppernes kanter løber hun ikke videre ud på gulvet. Kan gulvet godt blive for glat??
    Mvh Christine

    1. Kaninhåndbogen

      Nogle kaniner lærer det efter et stykke tid, og andre bliver aldrig helt glade for det glatte gulv. I har ikke haft hende i så lang tid, så giv hende lige en måned og se om det ikke bliver bedre. Eventuelt kan I jo prøve at lægge nogle godbidder lidt uden for tæppet, så hun er nødt til at prøve at gå derud – men de skal godt nok være lækre for at hun vover skindet til at begynde med, så giv ikke op. Giv det lidt tid og se hvad der sker. Det er selvfølgelig synd, hvis hun er en af den slags kaniner, der aldrig bliver glad for glatte gulve, når I nu vil give hende stor frihed, men de fleste vænner sig heldigvis til det, så alle fingre krydset for at hun er en af dem.

      1. Christine

        Tusind tak for svaret – jeg vil prøve at diske op med nogle lækre godbidder til hende 🙂

  12. Lisbeth Rasmussen

    Vi har 2 han marsvin og min datter ønsker sig en dværgkanin. Har et 2 etagers bur som vil kunne lukkes af imellem dem, så vil spørge om de så kan gå sammen…

    1. Kaninhåndbogen

      Hej. Nej, det kommer ikke til at gå for det bliver alt, alt, alt for lidt plads. Et bur er jo kun til at kaninen kan gå derind og være i fred og sove, ikke for at den skal leve sit liv derinde, og hvis det så tilmed lukkes af, så er det jo værre end at være burhøne. En kanin skal min. have 9 m2 til rådighed – hele tiden. Om I så vil give marsvinene en dejlig stor løbegård ved siden af, kan I godt, men de 3 dyr må ikke tage plads fra hinanden. Vær opmærksom på, at kaninen skal neutraliseres, hvis den går sammen med marsvinene, og at der kan være sygdomme imellem dem.

  13. Rikke Andersen

    Hejsa

    Kaniner og hunde?
    Vi har en datter der er helst skør for at få en kanin, men jeg er ret hysterisk med dyr i små bure, så vi skal have fundet en løsning, der gør det muligt at kaninen får et fint liv men samtidig også en løsning der kan fungere.

    Og hos os bor der altså en flok hunde (jeg er fåreavler og har flere arbejdshunde, hvor 2 af dem bor indenfor og resten udenfor) og jeg kan lige se for mig at kaninen lynhurtigt kan ende som hundefoder.

    Så alle forslag og erfaringer modtages med kyshånd

    Hilsen Rikke Andersen

    1. Kaninhåndbogen

      Hvis du har får, har du formentlig hyrdehunde – eftersom du bruger dem i dit arbejde, må de være så veltrænede at de ikke hyrder hvad som helst, men kun fårene, når de får besked på at arbejde? Hvis det er sådan, så bør du ikke være bekymret. Hvis deres hyrdeinstinkt er så stærk at de reagerer på alt der bevæger sig, så er det selvfølgelig et problem. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke, at hvis du kan træne hyrdehunde til at hyrde får, så kan du også sagtens lære dem at lade kaninen være, ligesom jeres hyrdehunde formentlig har lært ikke at hyrde biler, jer og jeres gæster. Hvis I vælger en rolig, selvsikker og udadvendt kanin, så vil den ikke stresse omkring hundene eller stikke af, når de kommer for tæt, hvilket så bare vil trigge byttedriften.

      Vælg en stor og voksen kanin, en fransk vædder eller belgisk kæmpe, det mindsker i hvert fald hundenes trang til at tage kaninen i munden, hvis det skulle aktuelt. Det er jo store racer. De er også gode til børn, fordi de er rolige og risikoen for at de løfter på dem er mindre. Men det stiller jo også krav til pladsen. Hvis du slet ikke vil have kaninen til at gå indenfor frit sammen med hundene, så vil det bedste nok være at indhegne en del af haven til kaninen. En kanin skal have min. 9 m2 at bevæge sig på, hele tiden, for at trives – og så er der lige dét, at især hvis der er tale om en udekanin, så skal de gå to sammen, da kaniner er meget sociale dyr, og de trives ikke med kun at få besøg et par timer om dagen. De skal begge være neutraliserede og så skal de have dobbelt så meget plads for at trives.

  14. Rikke Andersen

    Tak for info – vi summer over hvordan vi får det strikket sammen – jeg er ikke i tvivl om at hundene nok skal lade den være når jeg er der – men børn der leger glemmer jo at lukke døre osv og en kanin alene med et par hyrdehunde ret længe vil helt sikkert ende som føde – hyrdehundes lyst til at samle fårene bunder jo faktisk i deres jagtinstinkt.

    Men jeg tror vi er endt på en hundesikker indhegning, der er så høj at hundene ikke kan springe ind og hvor de kan have et hus at gå ind i og plads til at gå ud – sådan lidt minzoo agtigt og så må kaninen kun komme med ud i hele haven eller indenfor når vi er der og kan sørge for den sikkerhed.

    OG ja naturligvis skal vi vælge en lidt større kanin som ikke så let bliver til en snack

    Mange hilsner
    Rikke

  15. Anita Esbjerg

    Mine to døtre på 7 og 11 år vil meget gerne have kaniner efter at have passet to her i sommer. Jeg har været ved at læse om pasning, bure, mad osv, og er egentlig ret fristet af at få to indekaniner – og gerne unger!. Kan se at I her på siden skriver at de skal neutraliseres, men at det først er når hunnen er ca. 4 mdr. og hannen lidt ældre. Mit spørgsmål er så, om det er muligt at renlighedstræne dem inden, da jeg har forstået det som at det er nemmest at gøre, når de er neutraliseret? Tænker bare om man så må leve med tisseri diverse steder indtil det er blevet gjort? Vi skal selvfølgelig have en løbegård med plasticdug osv.

    Mvh
    Anita

    1. Kaninhåndbogen

      Det lyder godt med indekaniner 🙂 Du kan sagtens være heldig at du får to kaniner, som ikke har behov for at markere og at det behov aldrig opstår, fordi de når at blive neutraliserede. Det behøver ikke være slemt. Nogle kaniner er virkelig lette hvad det angår, og så er der dem, der tisser i sofaen, i sengen og virkelig giver grå hår. Du ved det bare ikke på forhånd. Så forbered dig på det værste og tag alle dine forholdsregler og så sørg for at få dem neutraliseret hurtigst muligt. Du kan sagtens – og du skal – renlighedstræne dem indtil da. Du kan bare ikke forvente 100% renlighed indtil da. Det er sådan, at kaniner er meget renlige og gerne vil bruge et toilet, når de besørger, så den del er let – men så er de også territoriale, så når de begynder at blive kønsmodne så begynder de ar markere territorium og det har ikke noget med at være renlige. Det er den sidste del, vi fjerner med neutraliseringen (så godt som vi nu kan).

      I kan gøre meget. Dine døtre er ikke så gamle, så noget af det du skal lære dem, er at de ikke må løfte på kaninerne, at kaninerne skal være i fred når de er i deres løbegård, i deres huler og når de er på toilettet. Det vil mindske deres behov for at markere territorium. Hvis de føler sig utrygge eller at de ikke har noget i fred for jer, så vil deres behov for at duftmarkere blive stærkere. Så få de gode vaner hurtigt 🙂

  16. Laila holmquist

    Vi har lige købt 2 kaniner. De virker søde men aner jo ikke hvordan man ved hvordan en kanin er. Jeg har valgt at de sover i deres bur i vaskerummet i kælderen . Tager dem ud en times tid om morgenen og så igen når vi kommer hjem. Der nusser og render de rundt indtil vi skal i seng.
    Er det nok? Eller bør de gå helt frit konstant?

    1. Kaninhåndbogen

      Det er desværre ikke særlig meget, hvis de kun er ude af buret i 5-6 timer om dagen. Det er jo i så fald, 18-19 timer, at de sidder i bur. Kaniner er aktive dyr, og de skal bevæge sig og de skal bruge hovedet, for at trives. Da I alligevel har dem i kælderen i et vaskerum kan de jo lige så godt rende frit dernede, men vær opmærksom på, at kaniner ikke må leve i rum, hvor de ikke var rigeligt med dagslys. Manglende dagslys – f.eks hos kaniner der bor i skure, kældre osv – fører til tand- og knogleproblemer.

      Det er heller ikke godt, at I løfter dem, hvilket I formentlig gør for at få dem fra kælderen og op i stuen? Få dem neutraliseret snarest og så renlighedstræn dem, så de kan rende frit i hjemmet. Det er til langt større glæde for jer og for dem. Hvis I ikke vil have dem rendende frit til at begynde med, så giv dem en løbegård. I kan få løbegårde, der sagtens kan bruges indenfor. De er større end bure og så er de også meget pænere (og billigere), og I kan på få sekunder fjerne dem, når kaninerne skal rende frit, så I ikke skal kigge på dem. Sørg for at kaninerne har huler i form af papkasser med to huller i, og at I lader kaninerne være når de er i hulerne. Og husk ikke at løfte på dem.

  17. Laila holmquist

    De er fri i kælderen og der er både lys og vinduer åbne. Vi løfter kaninerne ikke buret? 🙂 de har løbegård i haven.
    Næste spørgsmål… kan vi gøre noget så de ikke fælder så meget. De er bla løvehoveder og Angora og fælder helt tosset?
    Ang det med træpiller i deres bur… er det ikke ubehageligt for dem at rende rundt i?
    Hvad er neutralisering præcist?

    1. Kaninhåndbogen

      I må ikke løfte kaninerne som sagt, så hvis I vil have dem op i stuen, må I enten flytte dem derop, lære dem at hoppe ind i en transportkasse, som i så transporterer op i stuen, eller I må blive nede i kælderen og kæle med dem. I kan virkelig risikere at kaninerne aldrig bliver helt de tamme og kælne kaniner, som I drømmer om, ved at I løfter på dem.

      Køb en Furminator. Den er utrolig god til at tage løse hår. Gør det et par gange om ugen i fældningsperioden og ellers blot i ny og næ. De fleste kaniner kan egentlig godt lide det, hvis man ikke går så hårdt til det, men bare gør det let. Pas dog på, for Furminator er meget, meget effektiv, så hvis man bliver grebet af det, så har I to hårløse kaniner 🙂

      Neutralisering er sterilisering/kastration. Det er nødvendigt at få dem neutraliseret hvis I vil have kælekaniner.

      Træpillerne skal bare i deres toilet. Så kan I putte papir i bunden af buret, hvis I vil bruge det.

  18. Laila holmquist

    Hov og en ting mere… vi kan da ikke nusse og kæle med dem hvis vi ikke må løfte dem???

    1. Kaninhåndbogen

      Jo, det kan I 🙂 Kaniner skal kæles med på jorden. Kaniner er ikke luftbårne dyr. De trives, når alle fire poter er solidt plantet på jorden. De er byttedyr, og det eneste tidspunkt i en kanins liv, hvor den løftes, er når et rovdyr har taget den for at slå den ihjel. Derfor stresser det kaniner enormt meget, og man kan meget let risikere at ens kanin aldrig bliver rigtig tam, fordi man løfter på den. Særligt burkaniner som ikke kan stikke af, når ejeren kommer, kan ende med at bide fra sig, så snart der kommer en hånd hen til dem. Og det er naturligt nok – det kan være så ubehageligt for en kanin at blive løftet, at den mister al tillid og lyst til at være i nærheden af kaninejeren.

  19. Josefine

    Hej
    Jeg har to kaniner som kommer ud næsten hver dag, men jeg er lidt bekymrede for om det er nok. Før i tiden var de også ude på et fællesareal og det bekymrer mig om de syntes at de ikke før nok plads, hvad skal jeg gøre?
    Mit andet spørsmål: vi har prøvet meget foder får mine kaniner og hvis den ene godt kan lide det så kan den anden ikke, (og omvendt) vi har så fundet noget men jeg hved ikke om de er blevet træt af det, hvad skal jeg gøre?

    1. Kaninhåndbogen

      Det er lidt svært at forslå hvad du kan gøre, når du ikke skriver hvad du har af muligheder. Hvis de er indekaniner, kan du lade dem være fritgående, og er det udekaniner så kan du kaninsikre haven, så de kan rende frit. De skal naturligvis ud og løbe hver dag, og ikke bare i et par timer. Vil du ikke skrive mere om dine forhold og hvorfor de ikke kommer så meget ud at løbe i dag?

      Det gør ikke så meget, at de ikke kan lide det samme foder – så er du jo også sikker på, at den ene ikke spiser det hele.

  20. Cathrine

    Hejsa 🙂
    Jeg vil gerne købe en huskanin, men vil gerne lige høre hvad der er bedst at gøre ift bur, dvs hvilken bund skal være i dens bur, og hvad med toilet – skal det være ved siden af buret eller gør den det inde i buret? Tanken er at den bare skal gå fri i hele huset og hygge sig. Er det nemt nok at lære den at gå på toilettet og ikke bide i ting? 🙂

    1. Kaninhåndbogen

      Hejsa. Der er jo desværre ikke nogen garantier, når det gælder dyr. Du kan gøre alt, hvad man skal, og alligevel have en kanin, der ikke er 100% renlig. Forståeligt nok vil du gerne have det (det vil alle), og for at sikre dig det, så vil det bedste være, at du vælger en voksen kanin, som ikke er nervøs i det. Nervøse/usikre kaniner har større tendens til at markere territorium, fordi de er usikre, og når du har med en voksen kanin at gøre, så er dens personlighed mere fremtrædende end når det er en unge, som du ikke ved hvordan den udvikler sig. Du skal naturligvis også sørge for at den er neutraliseret. De fleste kaniner bliver lynhurtigt renlige. Vælger du en voksen kanin og giver den rigeligt med mentale udfordringer og noget at gnave i, så vil den ikke bide i dine ting. Men husk at den skal have alternativer til dine lækre ledninger og bøger. For det ligger jo i dem at gnave. Så sørg for godt hø, frisk græs, friske grene, papkasser og gerne noget klikkertræning, så den bliver mentalt stimuleret, især når du kun har én.

      Du kan vælge to ting i forhold til toilet/bund. Det kommer an på hvad du på sigt vil. Mange slås med at kaninen tisser ved siden af toilettet til stor frustration for dem. Har man sådan en kanin, så kan man lige så godt lade hele bunden i buret være et stort toilet og så er det problem ude af vejen. Så lægger du aviser i bunden af buret, trækker du en stor plastsæk over bunden, hælder træpiller i og efter en uges tid, så trækker du posen tilbage og voila, så har du klaret toiletrensning og kan bare smide posen ud. Det er så let. Hvis du på sigt gerne vil af med buret og i stedet lade din kanin have hule i et HOLE-møbel (meget populært pt. hos kaninfolk) og nogle papkasser, så er det bedre at forsøge at se om din kanin ikke vil bruge toilettet. Toilettet skal stå i buret. Lad være med at købe et hjørnetoilet, mange kaniner vil ikke bruge dem. Hæld træpiller i toilettet og læg aviser i bunden af buret, så du let kan fjerne alle uheld ved siden af.

  21. Celina

    Hej.
    Jeg har en meget sød han kanin. Jeg tænker på at købe en kattekilling. Ville de komme op at slås? Jeg tror ikke, at min kanin kunne finde på at gøre noget. Men kan killingen finde på at gøre noget mod min kanin?
    Vh. Celina

    1. Kaninhåndbogen

      Hvis din hankanin ikke er kastreret, kan det give problemer. Det ses desværre rigtig tit at ikke-kastrerede hankaniner bliver en ren pestilens for katten, der lider under at kaninen hele tiden forsøger at parre sig med den. En parring går ikke stille for sig, så det er synd for katten. Så inden du anskaffer dig en kat, så få din kanin kastreret, hvis han ikke er det i forvejen. Hvis han er det, så skal det nok gå. Du skal nok regne med at din kat vil være meget legesyg og have lidt svært ved ikke at forsøge at lege med kaninen, men de plejer ganske hurtigt at finde ud af det, og kaniner, der har vænnet sig til katten, plejer ikke at reagere synderligt meget på kattens jagtlege. Den flytter sig måske lidt, men ikke i en grad, hvor den viser tegn på at være bange. Din kat må selvfølgelig ikke bryde med kaninen – så skal den have noget legetøj og noget adspredelse. Reglen er, at hunkatte kan lide jage-lege (hvor de sniger sig ind og løber efter) og hankatte kan lide brydelege. Intet er sort/hvidt, men det er en tommelfingerregel.

  22. Majbrit Hansen

    Hej Hej.
    Har lige siddet og læst en del af de ting der er skrevet til jer og jeres god råd.
    Vi har en huskanin, men den har aldrig været glad for at komme rundt i hele huset, han er snart 13 år og min søn har løftet rundt på ham altid, han har aldrig vist tegn på, at ville bide eller andet ondt, tvært imod, han er selv kommet til drengen, når han har kaldt på ham.
    Mit spørgsmål er nu, hvordan er det bedst, at få ham aflivet, når den tid kommer, for det kan jo nok ikke vare så længe mere, han er meget træt, men dog stadig meget kælen.
    Mvh Majbrit Hansen

    1. Kaninhåndbogen

      Det var en dejlig gammel kanin 🙂 Det er selvfølgelig dyrlægen, der skal aflive jeres kanin og ikke noget, I selv skal begive jer ud i (det er også ulovligt). Det går ganske hurtigt og stille og roligt hos dyrlægen. Kaninen bedøves først og derefter får den, det der får hjertet til at stoppe. I kan vælge at lade dyrlægen komme hjem til jer. Det vælger en del, da man dermed undgår at udsætte dyret for stress i dens sidste time. Hvornår det rette tidspunkt er – så længe jeres kanin virker til at have det godt, så er det ikke tid. Holder den op med at spise, sidder meget stille og virker til at have smerter samt undgår kontakt så skal I overveje det. Prøv evt. at se denne video, der netop omhandler hvornår det er tid: https://www.youtube.com/watch?v=wE3NMY0YtjM

      1. Majbrit Hansen

        Tak for hurtigt svar.
        Vi har før fået aflivet en kanin ved dyrelægen, hun sagde, at man er nød til at stikke direkte ind i hjertet, fordi, når de stresser så meget så pumper blodet for hurtigt rundt, til at de vil optage det. Det var en meget grim oplevelse og han fik ikke noget bedøvelse først (så vidt jeg husker). Så tænkte bare, at jeg ville skåne den gamle for den stress. Jeg må se om ikke, der er en dyrlæge i nærheden, som vil kører herud, men ja svært at tage beslutningen, han virker ikke, som om at han har ondt på nogen måde, men han er meget træt. Kommer dog stadig og vil gerne kæles, for det meste.

      2. Kaninhåndbogen

        Det kan jeg godt forstå, at du ville undgå! Man hører stadig om den slags historier, hvor aflivninger er gået helt galt hos både katte og kaniner. Kender til nogen, der fik deres kat aflivet med “ny medicin fra USA”, som gjorde at katten gik vaklende rundt og kastede op i 30 minutter, før den døde. Forfærdeligt at I også skulle igennem en grim oplevelse. Hvis jeg var dig, ville jeg ringe rundt til forskellige dyrlæger nu og spørge til hvordan de afliver. Den skal bedøves først, og derefter får den den dosis, der får hjertet til at gå i stå. Det går meget hurtigt og den sover fra det. Hvor i landet bor du? Prøv at se om der er dyrlæger på denne liste, som er i nærheden af dig, som du kan kontakte: http://www.kaninhaandbogen.dk/dyrlaeger-med-forstand-paa-kaniner/

        Lige nu lyder det dog ikke som om at han skal aflives foreløbig. Måske har han svagt hjerte, og måske sover han bare ganske stille og roligt ind af sig selv. Men vær klar til at vide, hvem I vil have ham aflivet hos, og det er fint, at I er ved at forberede det nu og holder øje med ham. Af personlig erfaring ved jeg, at nogle kaniner skal man lade dø derhjemme af sig selv. Du er ikke i tvivl, når de er ved at dø på en naturlig måde, og når de lider. Hvis det ikke foregår på en grim måde, så er det bedre at sove ind derhjemme i tryghed uden at skulle ud på en køretur og så ind til en dyrlæge (der insisterer på at undersøge først, selvom det ikke er nødvendigt i det tilfælde).

  23. Rasmus

    Hej.

    Vi har en han-kanin. Vi har haft den i 3 uger. Den er ca 4 måneder gammel. Den går frit rundt i lejligheden. Den vil gerne klappes lidt men flytter sig oftes når vi forsøger at klappe den og den vil slet ikke løftes. Den opholder sig mest på stue gulvet og virker til at være mere tryg ved os i huset nu end da vi lige fik den. Hvis der er for mange mennesker i huset/gæster sætter den sig under sofaen. Det kan den også finde på hvis vi forsøger at klappe den. Nogle gange om aftenen løber den rundt i stuen og hopper med bagbenene, sådan en slags rejehop. om natten når der er mørkt i lejligheden sover den enten under sofaen eller på stuegulvet eller under en seng på børneværelset, men de sidste par nætter har den vækket os med at stampe højt i jorden flere gentagne gange.
    Hvorfor stamper den i jorden når der er helt stille og mørkt? Holder den op? Hvornår kan vi forvente den bliver gladere for at blive klappet med og vi måske kan løfte den? Er det normalt den hopper rundt?
    Hvad kan vi gøre for at gøre det trygt og godt for den og skabe tillid så den vil klappes med?

    1. Kaninhåndbogen

      I kommer aldrig til at kunne løfte jeres kanin. Men hvorfor vil I også det, når kaniner ikke kan lide det, og det gør dem utrygge og mindre tamme? Hvis I ønsker en tam kanin, så skal I have den på dens præmisser og ikke tvinge den til noget ubehageligt. Så drop tanken om at løfte den. Hvis I forsøger at gøre det engang imellem, kan det være forklaringen på, hvorfor den ikke er mere tam.

      MEN…kaniner er ikke nødvendigvis gode kæledyr. Deres nuttede udseende gør, at mange anskaffer sig dem i håb om at de er til at kæle med, men det er mange kaniner ikke. Meget vel kan jeres kanin være en kanin, der aldrig bliver glad for at blive rørt ved.

      I kan dog gøre noget for at I kan gøre den mere tam og forhåbentlig kælen, men der er ingen garanter, når det gælder kaniner. Læg jer ned på gulvet og se tv/læs en bog eller lignende og bare slap af. Lad kaninen hoppe rundt og udforske jer – uden at I kigger på den eller forsøger at komme i kontakt med den. Ignorer den, alt hvad I kan. Gør det hver dag i 2 ugers tid. Til sidst skal den gerne blive så tryg ved jer, at den vil hoppe op på ryggen af jer.

      Derefter eller samtidig kan I også begynde at håndfodre den. Giv den godbidder hver dag fra hånden. I starten skal I måske virkelig strække hånden langt ud for at kunne give den en godbid, men hvis I bliver ved hver dag så vil I kunne trække hånden mere og mere til jer, så den faktisk hopper op på skødet for at få en godbid. Når I har gjort det i et par uger, kan I begynde at kæle med den (meget kort – start med lige at røre ved den på hovedet) samtidig med at den får en godbid. Afhængig af hvor hurtigt den tager imod træningen, så kan I derefter begynde først at give godbidden, når I har fået lov at kæle med den på næseryggen.

      Det tager tid, men der er stadig håb. Nogle kaniner bliver først tamme og kælne, når de får selskab af en anden kanin. Jeres kanin virker meget utryg og her kan en anden kanin give den mere selvtillid. Det er set ofte.

  24. Lotte

    Jeg har en steriliseret hunkanin som går frit indendørs, og min far har en udendørs hankanin som ikke får nok opmærksomhed, da de ikke troede at en kanin krævede så meget. derfor vil jeg gerne have at den flytter hjem til mig. Men hvornår ville det være bedst at gøre? Og jeg ved godt at begge kaniner skal være neutraliseret, men er det muligt at han flytter hjem til os før at den bliver kastreret så jeg er sikker på at kaninen har de bedste omstændigheder mens den heler efter operation?

    1. Kaninhåndbogen

      Ja, du kan godt lade hankaninen flytte hjem til dig nu, og så lade ham blive kastreret, når tiden er til det. Bare sørg for at din hunkanin kan komme væk fra ham, hvis han bliver for meget – og vær opmærksom på, at han desværre nok vil strinte en del, da det er en del af parringsritualet. Han kan sagtens flytte hjem ind nu. Det er intet problem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>