↑ Tilbage til Foderguide til kaniner

Print denne Side

Fordøjelse og vitaminer

Det behøver ikke være en større videnskab at fodre sin kanin korrekt, men det er dog vigtigt at have lidt basisviden om kaniners fordøjelsessystem og hvad kaninen har brug for, for at forstå hvad der er godt og skidt, og hvorfor.

Fibre

Tænderne på en kanin vokser næsten 13 cm. i løbet af et år. For at kunne slibe tænderne, så de hele tiden har den korrekt længde og ikke giver problemer, har kaninen brug for en fiberrig kost. Derfor skal kaniner altid have adgang til frisk kvalitetshø eller græs. Halm indeholder også et meget højt indhold af fibre, men næringsværdien er til gengæld så lav, at hø er at foretrække.

Kaninens fortænder skærer maden ud i mindre stykker, som derefter kværnes af kindtænderne, så kaninen kan sluge maden. Tænder slibes, når de kører frem og tilbage over hinanden. Ikke al foder tygges og kværnes på den måde desværre. Læs mere om tandproblemer.

Så snart maden er tygget og kværnet kommer det ned i maven og ud i tarmene, hvor næringen optages. Det fordøjede mad bliver så omdannet til små og store fibersamlinger. De store samlinger omdannes til almindelig afføring, mens de mindre fibersamlinger skubbes ind i blindtarmen og gærer.

Blindtarmen spiller en afgørende rolle for fordøjelsessystemet. Her findes nemlig en masse gavnlige bakterier, som omdanner de små fibersamlinger til flygtige fedtsyrer og B- vitaminkompleks. Resultatet er natafføringen, den bløde afføring som kaninerne spiser for at optage vitaminer.

Hele fordøjelsessystemet kører på fibre, som altså er den vigtigste del af en kanins kost. En kost med højt fiberindhold sørger for, at det fordøjede mad passerer hurtigt igennem tarmen. Det er vigtigt, at det går hurtigere, for ellers vil hår og fordøjet mad hobe sig op og dermed føre til forstoppelse. Hvis maden bliver for længe i tarmene, vil mængden af skadelige bakterier, som findes i forvejen i tarmene, begynde at vokse.

Kulhydrater og proteiner

Kaninens behov for energi dækkes til dels af de flygtige fedtsyrer, der produceres i blindtarmen, og fra stivelse i tørfoder.

Sukkerholdig foder er ikke godt for kaniner, da for meget sukker og stivelse giver næring til de skadelige bakterier i tarmene. Dette problem er almindeligt hos helt små kaninunger, som lige er holdt op med at die hos deres moder, og skal til at spise tørfoder for første gang – de indtager flere simple kulhydrater end deres fordøjelsessystem kan fordøje. Her vælger mange at fodre med hindbær- og brombærblade samtidig, som virker astringerende.

Kaniners behov for proteiner dækkes af tørfoder, men især også fra hø og grøntsager. Det er ikke svært at dække din kanins behov for proteiner, hvis du fodrer varieret med grønt. Vær opmærksom på at du godt kan give for mange proteiner. Kaniner, der skal vokse skal have 16% proteiner og voksne kaniner 14%.

Udendørs kaniner, der render frit, har behov for mere energi.

Mineraler og vitaminer

Mineraler og vitaminer er også vigtige. Kaninen optager B-vitaminkompleks og K-vitamin, når den spiser sin natafføring. Hvis din kanin af den ene eller anden årsag ikke kan spise sin natafføring, har den brug for et tilskud af B-vitaminer.

De vigtigste mineraler er calcium, fosfor, magnesium, potassium og sodium. Kaniner har et helt unikt calcium-stofskifte, som kræver særlig opmærksomhed. Mange andre dyrearter optager kun den mængde calcium, de skal bruge, mens kanin optager al calcium og udskiller det overskydende i urinen. Calcium binder sig til fosfor, så det reelle optag af calcium afhænger af forholdet mellem calcium og fosfor, som ideelt set altid skal være 2:1 (calcium:fosfor).

For meget kalk i kosten kan føre til en række blæreproblemer. For lidt kalk i kosten kan føre til mineralisering af tænder og knogler. Hvis din kanin har blæreproblemer er det vigtigt at være opmærksom på indholdet af calcium og fosfor i alt hvad du fodrer med.

 

7 kommentarer

Spring til kommentar-formularen

  1. Louise Pedersen

    har en kaninunge meget behov for mineraler? og i hvilke mængder

    Og det sammen med en ældre kanin

    1. Kaninhåndbogen

      Kalcium er et mineral, som er nødvendigt for udvikling og vedligeholdelse af tænder og knogler. En kaninunge/ungkanin der er i voksealderen har et lidt større behov for kalcium end en voksen kanin. Det anbefalede kalciummængde i kosten for en voksen kælekanin er 0,5-1,0% kalcium, mens den anbefalede mængde for en kanin i voksealderen er 0,22-0,4%. Kaninunger skal også lidt mere jern, kobber og Zink end voksne kaniner.

  2. Louise Pedersen

    tak

  3. Louise

    Hej,

    Jeg har for nyligt lige fået en super lækker kanin.

    Hun er hentet fra et dyreinternat og er derfor 3,5 år.

    Jeg har selvfølgelig været ude og købe alt hvad jeg mener en kanin bør have, inklusiv en lille flaske med flydende vitamin til at putte i kaninens drikkevand
    Vitaminet hedde: polymin multi vitamin til dyr

    Men er det overhovedet nødvendigt at give en voksen kanin vitaminer i vandet?

    Hun har ellers til dagligt fri adgang til hø, og får også noget kaninfoder fra noget der hedder multifit.

    Jeg håber i kan hjælpe:)

    Med venlig hilsen
    Louise og ny kaninejer

    1. Kaninhåndbogen

      Nej, det er ikke nødvendigt. Der er tilført vitaminer i dit kaninfoder (kender ikke lige dit mærke dog), og derudover så får kaniner jo naturligt alt det de skal bruge fra græs, urter og andet grønt. Så giv hende alt godt fra naturen. Kaniner er ikke dyr, der har et højt vitaminbehov.

  4. Pernille

    Hej

    Vi har en sød udendørs han dværgvædder der vejer 3 kg. Vi giver ham pt (brune ensfarvede) kaninpiller fra Brogården og så får han masser af hø og urtehø samt halm hver dag og jeg er begyndt hver anden dag at give ham lidt broccoli igen.

    Vi plejede at give ham ca 65-70 g om dagen samt et drys havregryn (elsker han) men da han i en lang periode (ca 2 mdr) ind imellem har haft hans natafføring siddende (og efterfølgende har den alm hårde afføring sat sig fast i det) bagi, fjernede vi havregrynen.
    , diverse grøntsager og gik ned til 50 g piller om dagen så han blev tvunget til at spise mere hø/halm i stedet for.

    Vi fik i den periode renoveret vores hus udvendig, så grunden til hans anderledes mave kan godt have skyldes stress. Han gnubbede sig selv meget på ryggen i den periode så hans pels på ryggen var lidt spættet. Fik ham checket hos dyrelægen som sagde at alt var ok (tænder, svælg, øjne, pelsprøver, vægt = 3,03 kg) og mente at det blot skyldtes stress. Der er nu ro ude i haven igen, hans pels er fin og han har næsten aldrig (måske 1 gang/14.dag) natafføring siddende så nu vil vi gerne gå give ham flere piller, mere grøntsager og havregryn igen så han kan blive småtyk til vinteren så han ikke kommer til at fryse.

    Hvor mange gram piller skal vi give ham? Er 65-70 gram om dagen ok?

    Venlig hilsen
    Pernille

    1. Kaninhåndbogen

      Hvor meget plads har han at bevæge sig på? En aktiv kanin har jo brug for langt mere energi end en kanin, der blot sidder i et bur og ikke kan lave noget som helst. Så valg af foder og mængde afhænger meget af hans aktivitetsniveau.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>