Kaninhåndbogen

Kaniner som kæledyr

  • Øg font størrlesen
  • Standard font størrelse
  • Mindsk font størrelsen
Home Tandproblemer
Email Udskriv

Tandproblemer hos kaniner

Kaninens tænder fortjener en hel side og mere end det. Alt for mange kaniner har problemer med tænderne uden at ejeren enten er klar over det, eller ved hvordan man skal håndtere det. Uanset hvad må man aldrig nogensinde trimme kaninens tænder med en negleklipper! Har du mistanke om tandproblemer, skal du gå til dyrlægen.

Problemer med tænderne

Forvoksede tænder er meget ofte problemet, når kaniner holder op med at spise, men stadig er aktive. Kaninens tænder vokser hele livet ligesom negle. Derfor har kaniner et stort behov for at gnave for at holde tænderne nede. Tænderne er placeret i munden, så de sliber hinanden automatisk, når maden tygges. Fortænderne bruges til at skære maden i mindre stykker, mens kindtænderne kværner maden til små fine stykker, som så sluges.

Når kaninen laver sidelæns tyggebevægelser slides tænderne helt automatisk. Dette sker eksempelvis når kaninen spiser hø, mens kaninpiller og korn kræver en op-og-ned bevægelse, som ikke sliber tænderne. Kaniner med tandproblemer bør derfor kun få små mængder af kaninpiller og i stedet fodres grønt med et højt indhold af silikat.

Det høje indhold af silikat som findes i hø, græs, broccoli, kål, bønnespirer og selleri kræver korrekte tyggebevægelser og er det bedste til at slibe tænderne. Undersøgelser har vist, at vilde kaniner i områder med vegetation med lavt indhold af silikat også har problemer med for lange tænder. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på kaninens kost for at undgå problemer.

Klip aldrig kaninens tænder med en negleklipper

Får kaninen ikke mulighed for at slibe sine tænder korrekt, kan tænderne blive så lange, at kaninen ikke længere kan spise eller har smerter. Visse opdrættere vælger at klippe tænderne med negleklippere, hvilket stærkt må frarådes.

I følge fagdyrlæge Jesper Lemche, medlem af det Europæiske Selskab vedr. Tandsygdomme hos dyr, og som er specialist i bl.a. tandproblemer hos kaniner er der stor risiko for at splintre tænderne, beskadige nerver samt skabe betændelse i munden ved at klippe kaninen tænder. Selvom der ikke er nerve i selve tanden, så rækker nerverne i munden langt op i kraniet og medfører smerter efterfølgende. Desuden er der meget stor risiko for at klippe tanden skæv, så det vil give endnu flere problemer fremover. Derudover er det en traumatiserende oplevelse for kaninen og kan gøre den bange for kaninejeren. I det hele taget er der en grund til at dyrlæger bedøver kaninerne og sliber tænderne frem for at klippe dem.

Har din kanin problemer med tænderne, er det vigtigt at du finder en dyrlæge, der har forstand på området. Og hold dig langt væk fra såkaldte "eksperter" der foreslår at klippe din kanins tænder. Det er folk, der ikke ved nok om kaniner.

For lange fortænder hos kaninen

Når fortænderne er for lange på en kanin, skal kindtænderne altid tjekkes. For lange kindtænder kan enten være grunden til eller et resultat af problemer med fortænderne. Hvis kun fortænderne trimmes og kindtænderne ikke undersøges, har behandlingen ikke effekt.

Visse racer, særligt de kortsnudede, har desværre anlæg for uregelmæssig placering af tænderne. Desværre findes der ingen let løsning til løse dette problem, da det er tændernes eget og forkerte slid som er problemet. Oftest er løsningen ikke at slibe tænderne ned regelmæssigt, men at hive dem ud.

Kaniner uden fortænder kan sagtens leve et godt liv. De lærer lynhurtigt at bruge læberne til at samle mad op med. Det kræver dog at kaninejeren hver dag skærer maden ud i små stykker. Operationen er hurtig og simpel og bliver mere og mere almindelig blandt kæledyrsejere med kaniner med tandproblemer.

 

Senest opdateret: Torsdag, 21. Juli 2011 19:06  

Kaninforum

Er dit spørgsmål ikke besvaret i www.kaninhaandbogen.dk, så stil det på kaninforummet og få et hurtigt svar fra andre:

Gå til kaninforum