Kaninhåndbogen

Kaniner som kæledyr

  • Øg font størrlesen
  • Standard font størrelse
  • Mindsk font størrelsen
Home Markering af territorium
Email Udskriv

Markering af territorium

Kaniner er territoriale dyr. Det kommer man aldrig udenom, og det er derfor vigtigt at forstå at kaniner ikke markerer for at provokere. En neutralisering vil fjerne en stor del af denne adfærd, da den primært er hormonalt betinget.

Territorial adfærd er naturlig adfærd

Selv kaniner, der bor alene, vil markere deres territorium hvis ikke de er neutraliseret, da instinktet er så stærkt i kaniner. Han- og hunkaniner markerer deres område forskelligt – hunkaniner vil oftest markere rundt om buret, mens hankaniner gør det over et større areal, hvilket skyldes deres naturlige rolle i kolonien (hankaniner passer på området, mens hunkaniner beskytter deres redekamre).

Når hankaniner bliver kønsmodne og kurtiserer hunkaninerne sprøjter de dem ofte med deres urin. Er der ikke nogen kanin i nærheden, overfører kaninen sit seksuelle behov over på dig. Kaninejere med intakte hankaniner, der bor alene, oplever derfor tit at blive strintet på.

Når din kanin er neutraliseret og stadig markerer…

Dens territorium respekteres ikke

Oplever du at din neutraliserede kanin alligevel markerer lidt rundt omkring, bør du tænke over om du løfter kaninen ud og ind af buret eller på anden måde blander dig i dens område. Det er vigtigt, at kaninen føler, at dens område tilhører den og ikke dig.

Husk at buret aldrig må være en straf, men skal være dens hule, hvor den kan trække sig tilbage og være i fred. Derfor må du heller aldrig bare stikke hånden ind til kaninen når den er i sin kasse eller sit bur for at kæle med den. Vil kaninen kæle, skal den nok hoppe ud til dig.

En ny kanin er flyttet ind

Har du tilføjet en ny kanin til flokken for nylig, kan der i en periode være en masse kugler rundt om buret. Det er meget almindeligt for kaniner. Selvom de er neutraliserede og har det godt sammen, så skal de lige markere deres område.

Ryd hurtigt og konsekvent op efter dem. Det plejer at forsvinde af sig selv efter en periode, men en god ide er at møblere rundt i rummet, hvor kaninerne befinder sig og vaske gulv og vægge med Rodalon og eddike, så alle duftmarkeringer i rummet forsvinder.

Når det faktisk ikke er markering

Nogle kaniner tisser ved siden af toilettet, simpelthen fordi de er for store til toilettet og ikke kan ramme rigtigt. Det gælder om at holde øje med, hvor tit det sker og om det virker bevidst eller ej. Er det hele tiden, så kan kaninen måske ikke lide den type kaningrus, du bruger. Måske er toilettet for beskidt til, at den vil bruge det. Måske har den ikke lyst til at dele toilet med en anden kanin. En del kaniner kan ikke lide hjørnetoiletter. Måske skal du omrokere tingene i buret eller helt flytte toilettet ud af buret, hvis kaninen er fritgående.

Forsøg i en periode konsekvent og hurtigt at tørre urinen op og læg det våde papir i toiletbakken. Virker det ikke, kan det være af territoriale årsager. Tør urinen op, men lad være med at vaske buret af med eddike. Lad buret lugte på den måde, som kaninen tydeligvis ønsker i en periode.

Et trick, jeg selv har haft stor gavn af, var at belønne og give godbidder til en meget stædig kanin, der fastholdt at ville tisse ved siden af toilettet cirka hver 3. gang. Det var en slikglad kanin, så jeg sørgede for der lå godbidder i toilettet, så der altid var en god grund til at hoppe derind. Hver gang jeg så kaninen på toilettet, roste jeg den og gav den godbidder. Derudover blev al dens mad i en periode serveret i toiletbakken. Det virkede.

Kaniner er meget selvstændige dyr. Det er det, der gør dem sjove, men det kræver også noget af ejeren, for der findes ikke én universal og let vejledning til kaniner. Prøv dig frem og se, hvad der fungerer for din kanin. Den kan sagtens blive renlig (hvis den er neutraliseret) – det kræver bare, at du lærer din kanin godt at kende og har tiden til at få den på rette spor, hvis den er meget territorial af natur.

Du kan læse mere om renlighedstræning af kaniner her.

Senest opdateret: Torsdag, 21. Juli 2011 10:30  

Kaninforum

Er dit spørgsmål ikke besvaret i www.kaninhaandbogen.dk, så stil det på kaninforummet og få et hurtigt svar fra andre:

Gå til kaninforum