---

Den europæiske vildkanin (Oryctolagus cuniculus)

Vildkaninen og dens sociale liv

De europæiske vildkaniner lever i kolonier, hvor de enkelte individer lever tæt sammen for at dække deres store sociale behov, for at advare hinanden om trusler og for at drage omsorg om hinanden i form af pelspleje dér hvor den enkelte ikke selv kan rengøre sig. 

Både hanner og hunner beskytter deres territorium mod fremmede, uanset om det er andre kaniner, ræve eller rovfugle. Hannerne er dog også territoriale omkring deres mage under parringssæsonen. 

Selvom kaniner er kendt for deres evne til at reproducere, så er vildkaninerne faktisk styret af en parringssæson på kun 4 måneder om året (på de nordlige breddegrader. På breddegrader som New Zealand har kaninerne en parringssæson på 9 måneder). Dette indebærer dog for hunkaninen oftest 3-4 kuld om året. Kaniner er byttedyr, og dødeligheden i en koloni kan ligge på 99 % nogle steder. En vildkanin lever i gennemsnit kun to år. I løbet af den korte periode skal koloniens overlevelse sikres på trods af en stor dødelighed.  Hunkaniner er skabt til at opveje denne barske virkelighed ved  ikke at spilde nogen æg. En hunkanin udskiller derfor kun æg, så snart en hankanin har parret sig med hende, hvilket kaldes induceret ægløsning.

Hierarkiet blandt vildkaniner

I de større kolonier er der et bestemt socialt hierarki. Kolonien styres af én dominerende han, som godt kan have flere faste mager blandt koloniens hunner. Blandt de øvrige kaniner er der forskellige grupperinger, hvoraf de også har deres faste partnere og/eller grupper, som de har tæt samliv med.

Det er sjældent at hun- og hankaniner slås mod hinanden. Disse deler ikke det samme hierarki. Hierarkiet er nogenlunde fast og kolonien er derfor ikke præget af slåskampe, medmindre den dominerende han bliver svækket og en ny unghan eller en fremmed kanin ønsker at overtage territoriet.

Hunkaninerne bliver territoriale under parringssæssonen idet de skal sørge for gode redekamre for deres unger og beskytte dem mod fremmede. Dominerende hunkaniner kan finde på at jage andre hunkaniner væk, der kommer for tæt på redekamrene. Derfor går det ud over hunkaninerne nederst i hierarkiet, når der ikke er nok plads i kolonien. De lavere rangerende hunkaniner tvinges til at yngle tæt ved indgangen, hvor de og deres unger er mere sårbare over for rovdyr.

Opstår der en decideret kamp mellem kaniner kan de blive meget voldsomme, og kaniner undgår så vidt muligt altid at komme i regulære kampe. Kampene kan opstå på baggrund af territorium, parringspartner eller et godt fodersted. Aggressionsniveauet blandt kaninerne afhænger af flere faktorer, såsom koloniens størrelse og hvor mange flugtruter, der er tilgængelige. Er der ikke mulighed for at flygte, så er kaninen tvungen til at slås. Voksne kaniner fra kolonier, der er overfyldte, er langt mere aggressive end kaniner i områder med færre kaniner. Jo dårlige livsvilkår, jo mere aggressive er vildkaninerne over for hinanden i det de instinktmæssigt gør hvad de kan for at overleve og sikre deres egne kuld.

I et omfattende forskningsprojekt af Robert Myktowycz om vildkaniner satte man tamkaniner ud til vilde kaniner. Projektet viste at tamkaniner ikke er nær så aggressive som vildkaniner. Formentlig er dette i løbet af årene blevet opdrættet væk.

Vildkaninernes kolonier

Vildkaninerne graver gangsystemer under jorden, hvor de lever. Gangene er komplekse og består af huler med forskellige funktioner. Kolonien udvides hovedsagligt af hunnerne, når de graver redekamre til deres kuld sidst i drægtighedsperioden. 

Størrelsen på en koloni kan variere fra et enkelt par til op til hundredvis af individer, og kaninerne bevæger sig sjældent væk fra deres territorium. Fremmede bliver modtaget fjendtligt, men unge kaniner vil dog oftest få lov til at bosætte sig og blive en accepteret del af kolonien. Det sker tit, når en koloni bliver for stor, at de unge hanner afvises af kolonien og må finde sig en ny koloni.

Nye kolonier opstår også når et kuld er stort nok til at flytte ud og redekamret står tomt.  Hvis hulen er et stykke fra centrum af kolonien, sker det at den bliver udgangspunkt for en ny koloni, som kaninerne i det område af gangsystemet starter op.

Læs mere:

• "Stories Rabbits Tell: A Natural and Cultural History of a Misunderstood Creature" af Susan E. Davis og Margo Demello (Margo Demello er præsident for den meget seriøse, forskningsbaserede organisation House Rabbit Society og er samtidig en meget respekteret ekspert inden for kaninadfærd. Hun bor sammen med 22 fritgående indendørskaniner.) 
• "The private life of the rabbit: An account of the life history and social behaviour of the wild rabbit (A survival book)" af Ronald Mathias Lockley. (Et flerårigt studie i Wales af den europæiske vildkanin.)  
• "Long-term heartrate responses to social stress in wild European rabbits: predominant effect of rank position" af K. Eiserman
• "The European rabbit: The history and biology of a succesful colonizer" af  Henry Thompson
• "An experimental study of aggression in captive European rabbits" af Robert Mykytowycz
• "Den store kaninboka" af Marit Emilie Buseth