Kaninhåndbogen

Kaniner som kæledyr

  • Øg font størrlesen
  • Standard font størrelse
  • Mindsk font størrelsen
Home Socialt behov Kaniner bør ikke gå alene
Email Udskriv

2 kaniner sammen

Har du valgt at anskaffe dig en kanin som kæledyr, følger der også et ansvar med. Kælekaniner bør neutraliseres (læs mere om neutralisering) og bør altid bo minimum to sammen. Kaniner er sociale dyr. Men selvom kaniner har brug for at bo to sammen, kræver det at man har sat sig ind i kaninadfærd og ved, hvordan man gør (læs mere om at sætte to kaniner sammen), da vi har frataget kaninerne deres naturlige levevis og frihed til selv at agere.  Samtidig skal man sørge for at kaninerne har tilstrækkelig med plads, hvilket også er nødvendigt at sikre sig selvom man kun har en enkelt. 

Kaniner bør aldrig holdes alene

Rigtig mange kaniner lider en trist skæbne i et bur ude i haven, hvor de sidder alene. Kaniner er sociale kolonidyr, der har et indgroet behov for artsfæller. Selv hvis du tilbringer meget tid med din kanin, vil den alligevel savne en artsfælle. Kaniner har brug for at gå sammen.

Behovet for selskab ligger så dybt i kaniner, at selv flere hundrede år i fangenskab ikke har haft den store effekt. De europæiske vildkaniner (forfaderen til tamkaninen) lever tæt sammen i kolonier. En koloni kan bestå af op til hundrede kaniner, hvis tætte samliv bidrager til at imødekomme deres sociale natur og advare hinanden mod fjender. 

Folk, der mener, at kaniner er solitære dyr forveksler oftest den europæiske vildkanin med haren, eller har kaniner som hobbydyr, der sidder i små bure, og ikke lever et liv, hvor deres naturlige instinkter og behov kan udleves og tilgodeses.

Hvorfor er der modstandere mod to kaniner sammen?

En ting, der er interessant ved diskussionen omkring to kaniner sammen, er at du vil opdage, at det er opdrættere, der er modstandere af dette. Dyrenes Beskyttelse, de store og etablerede dyrevelfærdsorganisationer for kaniner, som hele tiden forsker i kaninadfærd og sygdomme, samt almindelige kælekaninejere anbefaler at man har to kaniner sammen. Det er dem, der har erfaringen med kælekaniner og som oftest kan tilbyde et liv, der på mange måder svarer til vildkaninens.

Opdrættere taler ud fra deres erfaring af hobbykaniner, som holdes på en helt anden måde, og som lever under helt andre vilkår. Burkaniner kan slet ikke sammenlignes med kælekaniner. Ligesom burræve, burhøns, staldsvin osv heller ikke opfører sig som de ville i naturen eller på friland. Opdrættere er dygtige inden for genetik og avl, men har på grund af den måde kaninerne holdes på ikke erfaring med kaninadfærd under mere naturlige forhold.

Jo mindre plads en kanin har, jo mere territorial vil den blive. Det er ganske naturlig adfærd, som man også ser i naturen. Kaniner er dyr med stærke viljer og instinkt, som der skal tages hensyn til, og det kan der ikke i små bure.

Kaniner, der lever på områder, hvor der ikke er nok mad, eller hvor kolonien er ved at vokse ud af territoriet, vil altid modtage nye kaniner aggressivt. Det er et spørgsmål om deres egen overlevelse. Kommer der en kanin til, vil der ikke være plads til nogle af de andre, der bor i kolonien.

Samme adfærd udviser burkaniner. Kaniner er ikke skabt til at leve i små bure, og forskning har også vist, at burkaniner har et markant højt stressniveau målt ud fra blodprøver i forhold til andre kaniner. Kombineret med kaninens instinkt om, at der ikke vil være plads til andre kaniner på så lidt plads og så et højt stressniveau, gør at mange burkaniner ikke vil modtage en ny kanin med glæde. Derfor vil du høre opdrættere og andre med burkaniner fortælle dig, at kaniner ikke kan gå sammen. For nej, det strider imod al deres behov og instinkt bare at være i et lille bur, så selvom det vil være godt for dem at være to i buret, så vil de umiddelbart være aggressive overfor hinanden.

I naturen er der sjældent slåskampe. En kanin i naturen kan trække sig væk fra de andre, hvis den vil være i fred. Den valgmulighed har burkaniner ikke. Presset op i et hjørne, er der ingen anden mulighed for dem end at bide fra sig. Så det handler ikke om, at kaniner ikke gerne vil bo tæt sammen med andre kaniner. Det handler om at kaniner ikke kan bo i små bure helt imod deres natur.  


Læs mere:
"Den store kaninboka" af Marit Emilie Buseth
"The House Rabbit Handbook" af Marinell Harriman
"Stories Rabbits Tell: A Natural and Cultural History of a Misunderstood Creature" af Susan E. Davis og Margo Demello
"The private life of the rabbit: An account of the life history and social behaviour of the wild rabbit (A survival book)" af Ronald Mathias Lockley
"Why does my rabbit" af Anne McBride
The House Rabbit Society
Wisconson Houser Rabbit Society

Af mere tung research, kan anbefales:
"Long-term heartrate responses to social stress in wild European rabbits: predominant effect of rank position" af K. Eiserman
"The European rabbit: The history and biology of a succesful colonizer" af  Henry Thompson
"An experimental study of aggression in captive European rabbits" af Robert Mykytowycz
"Cage enrichment for female New Zealand White rabbits" af DL. Brooks
"The modification of "traditional" caging for experimental laboratory rabbits and assessment by behavioural study" af P. Gerson
"The behaviour of single-caged and group-housed laboratory rabbits" af Morton DB 1993

 

Kaninforum

Er dit spørgsmål ikke besvaret i www.kaninhaandbogen.dk, så stil det på kaninforummet og få et hurtigt svar fra andre:

Gå til kaninforum

Kaniner søger nyt hjem

Følgende steder kan du finde en kanin, der søger nyt hjem:

Kaninhjemmet Bunny Sanctuary
Forummets omplaceringstråd
Dansk Dyreværn i Århus
Dyreværnet i Rødovre
Dyrenes Beskyttelse